Molslaboratoriet igen-igen anmeldt til politiet
Det er snart mere reglen end undtagelsen, at Molslaboratoriet får en politisag på halsen for misrøgt af heste og kvæg i det såkaldte rewildingprojekt.
Hvis der er noget, der kan skille vandene, er det projektet Rewilding Mols på Molslaboratoriet, som blev indviet 26. november 2016.
Politianmeldelser og Rewilding Mols er nærmest gået hånd i hånd de seneste par år. Umiddelbart efter nytår blev politiet involveret igen, fordi en lokal borger ikke mente, at Molslaboratoriet tog ordentligt vare på dyrene under snestormen.
»Da dyrene ikke, jf kravet herom i Lov 133 §3, tilskudsfodres får de pt. intet at spise. De store snemængder samt lave frostgrader umuliggør, at dyrene selv kan finde føde. Desuden er arealerne så nedgnavet, at der intet fødegrundlag er på området. Desuden har dyrene intet ordentligt læ og tørt leje. Det har fatale konsekvenser for dyrenes helbred og overlevelsesmuligheder specielt nu hvor der loves ned til -20 graders frost,« står der bl.a. i anmeldelsen til Østjyllands Politi.
»Jeg skal derfor anmode Østjyllands Politi om straks at give Bo Skaarup påbud om at fodre samt sørge for læ og tørt leje.«
Bo Skaarup er direktør for Naturhistorisk Museum, der ejer Molslaboratoriet. Sammen med bestyrelsesformand Hans Skou, dyrlæge Camilla Eskerod, forvalter Peter Morin og biolog Morten D.D. Hansen blev direktøren anmeldt til Østjyllands Politi. Sidstnævnte har, som tidligere fortalt i Adresseavisen, stoppet sit virke hos Naturhistorisk Museum.
Skaarup afviser
Adresseavisen har bedt Bo Skaarup forholde sig til politianmeldelsen, som fremdrager forhold, som direktøren tidligere er blevet anmeldt for - uden at det har fået større juridiske konsekvenser.
»Der er ikke grundlag for politianmeldelserne,« siger Bo Skaarup.
»Dyrene på Mols er ved godt huld og er særdeles robuste, også i vinterkulden. Dyrene er kompetente. De kender og udnytter arealernes muligheder – både for at finde føde, læ, vand og tørt leje.«
»Foruden almindelige drikketrug har de under alle klimatiske vinterforhold adgang til frisk vand i el-opvarmet trug placeret centralt på arealerne. Ofte foretrækker de at drikke fra naturlige kildevæld som de finder på Molslaboratoriets eng. Dyrene tilser vi hver dag året rundt. Observerer vi dyr, der går ned i huld eller kræver dyrlægebehandling, tager vi dem straks ud af området. Ingen dyr skal lide.«
Hvorfor Molslaboratoriet ikke fodrer dyrene i et ekstremt vintervejr, siger Bo Skaarup:
»Jeg bliver tit spurgt, hvorfor vi ikke fodrer dyrene. Dertil kan jeg svare, at museet siden 2016 har arbejdet med helårsgræsning for at blive klogere på de naturlige dynamikker i dansk natur for at værne om den, og dermed give vores børn og børnebørn muligheder for også at opleve sommerfugle og farve- og artsrige blomsterenge. Det er vores ansvar!”
Dyrlæge afviser
Dyrlæge Lotte Bøgedal, der jævnligt kigger forbi Molslaboratoriet og hører til kritikerne af Rewilding Mols, er ikke overraskende uenig.
Hun skriver bl.a. på sin Facebookprofil i et længere opslag:
»Alt græs er kraftigt nedbidt, og der er ikke meget for kvæget at komme efter. De stod da også alle i skoven, undtagen den ældste tyr, der gik for sig selv på engen, og spiste lysesiv. Kvæg har kun tænder i undermunden og kan derfor ikke græsse på de helt nedbidte arealer. I skoven prøver dyrene at stille sulten ved at nippe lidt brombærblade og rode rundt i skovbunden efter agern og anden vegetation. “Føde” der ikke bare er fysiologisk forkert for dyrene at æde, når dette er det eneste dyrene indtager, men det kan også være giftigt. Bl.a. agern, som kvægets afføring tydelig viser, bliver spist i store mængder.«
Om hestene:
»Hestene var at finde i skoven, hvor de nippede til grene og spiste agern, samt på sletten og engen. Det er helt tydeligt, at hestene klare sig bedre end kvæget, når fødegrundlaget er knapt. Hesten har tænder i både over- og undermund, og kan derfor bide den meget korte vegetation af. Hestenes synes derfor stadig at være i normal huld. Stadig med det forbehold, at jeg ikke har mærket.«
Fødevarestyrelsen, som bidrager til at sikre, at reglerne om dyrevelfærd og fødevaresikkerhed bliver overholdt via kontrol og vejledning med hele kæden fra jord til bord., har også nyligt været forbi Molslaboratoriet.
Fødevarestyrelsen har godkendt dyreholdets tilstand.