Venstre ønsker fredelig sameksistens og lokalt ejerskab i Mols Bjerge - hvordan lyder ønskelisten hos øvrige partier i Byrådet?

»Mols Bjerge er et fantastisk sted, som er kendt vidt og bredt.

I 2009 åbnede Dronning Magrethe Nationalpark Mols Bjerge, og det blev startskudet til, at endnu flere fik øjnene op for den storslåede natur, den enestående geologi og den spændende kulturhistorie. Godt hjulpet af Nationalparken og lokale aktører, er både kvaliteten og kvantiteten af oplevelser i området løftet. Under Corona-perioden var der nærmest stormløb mod Bjergene, og det blev tydeligt for endnu flere, hvilket fantastisk område Mols Bjerge er.

Fra Nationalparkens åbning i 2009 var der lokalt en høj grad af skeptisk mod det nye prædikat. For de der bor i og omkring Mols Bjerge er områdets kvaliteter ikke nyopdagede. Mange har ligefrem bosat sig hér af den grund, og andre har bare boet her altid. Over tid og med omtanke, er den skepsis mindsket markant og flere og flere anerkender Nationalparkens rolle og betydning for udvikling af området. Nationalparkens styrke har vist sig at være, at den skal virke vha frivillighed og ikke har mulighed for at tvinge tiltag igennem.

Samtidig har Nationalparken en række formål og bestyrelsens vigtigste opgave er at understøtte disse formål - og helst flere samtidig. De vilkår tvinger bestyrelsesmedlemmer, med forskellig dagsorden, til at lytte og finde kompromisser, og lakmusprøven på deres bestræbelser består i, at få borgere og lodsejere med på ideer og initiativer. Det har vist sig at være en overordentlig sund demokratiproces, og det har medvirket til, at de fleste indoptager forandringerne og at stoltheden til området stiger. Nationalparken har derfor også en del af æren for den positive omtale området oplever, og den tilflytning til området der sker.

Det harmonerer godt med udtalelser fra Visit Århus og andre turistorganisationer om hvad der gør en by eller et område attraktivt at besøge, er svaret klart; stolthed hos de der bor der.

I 2016 kritiserer Rigsrevisionen Nationalparken for at levere for lidt natur. En for lille del af det finanslov-afsatte tilskud til Nationalparken bruges på naturudvikling. I parentes skal det bemærkes, at kritikken blev baseret på en international sammenligning, hvor nationalparker i Danmark er de eneste der har en bred vifte af formål og derfor også mange formål at investere i.

I samme år, 2016, lancerede Naturhistorisk Museum, på sin lokation “Molslaboratoriet” ved Strandkær i Mols Bjerge, et såkaldt “rewilding-projekt”. Det handler i korte træk om at “gen-for-vilde” naturen med hjælp fra Exmore-ponyer og Galloway-kvæg. Projektet blev sat i søen for at vise en vej til at forbedre biodiversiteten, bl.a. i opposition til nationalparkernes flersidede måde at operere på.

I 2019 introducerede daværende miljø- og fødevareminister, Jacob Ellemann-Jensen, begrebet “naturnationalparker”. Begrundelsen var: Når nu nationalparkerne ikke leverer tilstrækkeligt på natur-dagsordnen (jvf Rigsrevisionen), må vi opfinde en ny organisation/et nyt paradigme, der gør det. Da Mette Frederiksen i juni 2019 for første gang rykkede ind i Statsministeriet, indeholdt regeringsgrundlaget et løfte om at levere 15 naturnationalparker i Danmark. Stadig med det formål, at gøre en fokuseret indsats for biodiversiteten - eller biodiversitetskrisen som det nu hed sig.

I den faglige søgen efter en metode - et paradigme - der kunne gøre en forskel, blev der skelet kraftigt til projektet på Molslaboratoriet i Mols Bjerge, hvor noget spændende så ud til at være i gang. Statens egen mangeårige kontinuerlige naturplejeindsats, blev sat i skammekrogen efter et fejlslagent forsøg på, at efterkomme de nye tendenser. Miljøministeren hed nu Lea Wermelin, og efter en længere proces findes de 15 steder i landet, hvor naturnationalparkerne skal placeres. Hver af de 15 steder planlægges der en lidet folkelig proces, der skal definere den enkelte naturnationalpark.

Og nu er vi ved at være fremme ved sagens kerne. Den lidet folkelige proces har på forskellig vis mødt virkeligheden på de 15 lokaliteter. Således også i Mols Bjerge, hvor naturnationalparken skal udgøres af statslige arealer, der samtidig udgør kerneområdet i den tidligere omtalte Nationalpark Mols Bjerge. Det udpegede areal smyger sig omkring Molslaboratoriets rewilding-arealer.

Den lidet folkelige proces har på Mols givet anledning til ikke ubetydelig debat og polarisering, og selvom processen i øjeblikket er sat på pause af den nuværende regering, er en bitter strid fortsat kørende. Molslaboratoriet mærker i særdeleshed striden på “egen krop” og modstanden er mobiliseret overalt.

Politisk har borgmesteren i Syddjurs, Michael Stegger Jensen, forsøgt sig som mægler i striden ved Molslaboratoriet, uden nok helt at have viden om årsagen, dybden og omfanget af stridighederne. Af samme årsag er mæglingen dømt til at mislykkes.

I Venstre har vi længe gjort os tanker om, hvordan striden med politisk indsats kan mildnes. Her er det afgørende at forstå stridens historie og skikkelse. Det handler nemlig ikke kun om naturpleje og om at få den bedste biodiversitet, men også om at forstå det stærke ejerskab befolkningen har til Mols Bjerge.

Forandring kræver tid til modning, pragmatisme og frem for alt sikkerhed for, at forandringen gavner formålet.

Regeringen har lagt op til en højere grad af lokalpolitisk indflydelse på naturnationalparkerne. Men også slået fast, at de 15 planlagte naturnationalparker bliver til noget - og at der skal findes yderligere 5 områder.

I Venstre i Syddjurs har vi gjort os grundige overvejelser om, hvad der skal til for at lokalområdets engagerede befolknings kan se sig selv i en kommende naturnationalpark?

Og hvordan kan naturnationalparken modelleres, uden at gå på kompromis med biodiversiteten?

Vi har formuleret 5 punkter, som vi mener vil gøre, at hovedparten kan acceptere og hen ad vejen indoptage naturnationalparken.

Pragmatisk lederskab ift naturnationalparken i Mols Bjerge.

1. Kulturveje

De gamle kulturveje i Mols Bjerge, der jo historisk forbinder landsbyerne, forbliver åbne for kørende trafik. Trængslen ses kun i korte perioder - hovedsageligt i sommerferien og i enkelte weekender med godt vejr. Det kan løses på anden vis (se senere).

2. Tilgængelighed

Naturnationalparken hegnes samlet som ét stort område, men en del eller alle gamle kulturveje hegnes fra. Der sikres plads mellem veje og hegn til trappestiger, ridestier, cykelstier mv. Dyrenes passage på det samlede areal sikres via overskuelige overgange, hvor gående passere gennem folden over en afstand på 50 – 100 meter. Dyrene har ingen problemer med at finde rundt. Ved P-pladser(se senere) hegnes et areal fra, så ophold, uden risiko for at møde store græssere, bliver muligt. Stier planlægges således, at der er ruter i - såvel som udenfor hegnene. Allerede etablerede veje/stier på yderkanten af yderhegn medtænkes i stiforløb, mens etablering en samlet sti rundt om hele naturnationalparken undlades.

3. P-pladser, ankomst og nudging

Der etableres 2-3 P-pladser centralt i naturnationalparken. Én af dem ved Øvre Strandkær. Her etableres publikumsfaciliteter, toiletter mv. Vejforbindelsen mellem offentlig vej og P-plads skal kunne bære både til og fra-kørsel. Fra P-plads sker videre færdsel i naturnationalparken til fods eller på cykel. Der kan altså ikke køres i bil fra P -pladserne og videre ind i Mols Bjerge. Placeringerne tænkes sammen med hegnede delområder og afmærkede sti-forløb. Gennem markedsføring og nudging skal hovedparten af besøgende turister benytte disse anlagte P-pladser, og derved minimere presset på de gamle kulturveje. De vil så kunne benyttes af handicappede, gangbesværede og ældre, der kan nå deres destination kørende.

4. Bestyrelse

Regeringens tanker om at nedsætte en “lokal bestyrelse for naturnationalparken med forbillede i nationalparkerne” giver ingen mening i Mols Bjerge. Området, der skal være naturnationalpark, ligger inde midt i Nationalparkens område. Derfor vil det være naturligt, at bestyrelsen for Nationalparken også varetager opgaven som bestyrelse for Naturnationalparken.

5. Dyrevelfærd

Folketinget sørger for, at der er ens lovgivning for dyr som holdes bag hegn. I praksis viser det sig ikke hensigtsmæssigt at operere med forskellige lovgivninger.

Målet med dette forslag er, at vi i Syddjurs finder frem til vores lokale udgave af en naturnationalpark, som de fleste vil nikke til og hen ad vejen acceptere. Vi ved fra tidligere processer, at lokal enighed er vanskelig at sidde overhørig nationalt.

Og husk; en Naturnationalpark bliver ALDRIG en succes uden lokal opbakning.«