Laura stod fanevagt for Frederik: »Kæmpestor oplevelse at være en del af faneborgen«
Laura Duus fra Hørning var søndag en del af den store faneborg ved Holmens Kirke i forbindelse med tronskiftet.
Det var to spændte udsendte fra Hørning Puls, der tidligt søndag morgen pakkede foreningens fane ned og satte kursen mod København.
Udvalgte foreninger var tidligere på ugen blevet spurgt, om de ville være en del af faneborgen ved Holmens Kirke i forbindelse med tronskiftet.
Laura Duus var hurtig til at melde sig til opgaven. Laura er hjælpeinstruktør i foreningen og var stolt af at kunne vise Dannebrog og Hørning Puls frem.
Det var en kæmpestor oplevelse, og især da kong Frederik og dronning Mary kørte forbi i kareten. Jeg håber, at både kongen og begge dronninger lagde mærke til faneborgenLaura Duus, Hørning Puls
Men selvom Laura er en erfaren fanebærer, var der alligevel sommerfugle i maven:
»Vi var rigtig mange mennesker, og vi stod meget tæt. Der var 600 faner, der var med til at markere og fejre tronskiftet. Vi snakkede med flere foreninger, der også var kommet langvejs fra. Det var en kæmpestor oplevelse, og især da kong Frederik og dronning Mary kørte forbi i kareten,« understreger Laura.
»Jeg håber, at både kongen og begge dronninger lagde mærke til faneborgen,« tilføjer hun.
Vi fik et royalt vink og mærkede det historiske vingesus og den varme stemning. Det var en historisk oplevelse at være en del afMarianne Duus, Hørning Puls
Lauras mor, Marianne Duus, der er med i styregruppen for Hørning Puls, var også med på turen til hovedstaden.
»Det var en stor dag, og selvom det var koldt at stå og vente, var stemningen i top – alle var glade og spændte. Kronebilerne kørte hurtigt forbi, og vi måtte ikke krydse vejen i flere timer, men vi fik et royalt vink og mærkede det historiske vingesus og den varme stemning. Det var en historisk oplevelse at være en del af, og vi føler os meget heldige,« fortæller hun.
Fanen er nu pakket godt ned og ligger og venter på foreningens forårsopvisning den 13. april, hvor den igen skal i brug.