Arkæologerne på Museum Skanderborg krydser fingre: »Vi håber, abdikationen ikke er et farvel til os«
Nogle af dem, der har mødt Dronning Margrethe flere gange, er arkæologerne på Museum Skanderborg. De krydser fingre for, at hun nu får mere tid til at dyrke sin interesse for arkæologien.
Danmark holdt vejret og fældede en lille tåre, da Dronning Margrethe søndag abdicerede og Kong Frederik blev hyldet fra balkonen på Christiansborg.
Dronning Margrethe har besøgt Skanderborg Kommune flere gange både officielt og privat, og et af de steder, hun er vendt tilbage til, er Museum Skanderborg.
Det er ingen hemmelighed, at hun deler et stort interessefællesskab med arkæologerne. Som 12-årig var hun før første gang på besøg ved en udgravning. Det var i Illerup Ådal, og Dronningen har senere fortalt, at det var her, hendes interesse for arkæologien blev vagt.
Det er lokale arkæologer naturligvis en lille smule stole over. Dronningen har siden besøgt flere udgravninger i Skanderborg, blandt andet har hun både i 2013 og 2014 aflagt privat besøg ved udgravningerne i Alken Enge og senest besøgte hun udgravningen af vikingegraven i Fregerslev.
Tænk, at man arbejder med noget, som Dronningen synes er så spændende, at man får lov at møde hende flere gange.Ejvind Hertz, museumsinspektør
Velforberedt Dronning
En af dem, der har mødt Dronningen ved flere lejligheder, er museumsinspektør Ejvind Hertz, der er leder af den arkæologisk afdeling på Museum Skanderborg.
»Det er jo et eller andet sted fantastisk med en regent, der er så interesseret i det, man selv brænder for. Tænk, at man arbejder med noget, som Dronningen synes er så spændende, at man får lov at møde hende flere gange. Det har da været kæmpe stort,« siger han med et lille smil.
Han mødte første gang Dronningen ved regentparrets officielle besøg i 2012, hvor hun besøgte Museum Skanderborg for at se fund fra udgravningerne i Illerup Ådal.
»Alle, der har mødt Dronningen, ved, at man skal forberede sig virkelig grundigt. Hun har allerede sat sig grundigt ind i alt, hvad der findes af tanker og teorier om et felt,« fortæller Ejvind Hertz.
»Første gang, jeg skulle møde Dronningen, var jeg som alle lidt ramt af ærefrygt, og gjorde mig en masse overvejelser om, hvordan hun mon var at tale med. Men det har altid været lige ud ad landevejen, og med den fantastiske opmærksomhed, hun lytter med, så bliver man let grebet af at fortælle. Besøg trækker altid ud, fordi hun oprigtig synes, at det, vi beskæftiger os med, er utrolig spændende.«
»Sidste gang jeg mødte Dronningen var, du hun besøgte udgravningen af Fregerslev-vikingen i 2017. Da fik hun hele historien over en let frokost i en af skurvognene. Og det trak også ud, så længe, at chaufføren og sikkerhedsvagterne til sidste stod og trippede.«
Med abdikationen krydser Ejvind Hertz fingre for, at Dronning Margrethe nu får mere tid til at dyrke sine interesser - også interessen for, hvad fortiden har gemt dybt i jorden.
»Det er meget spændende at finde ud af. Vi forsøger at vende abdikationen til noget positivt, og håber naturligvis, at det ikke er et farvel til os, men at hun nu får mere tid til dyrke sin interesse for arkæologien. Måske får vi hende at se meget mere i fremtiden.«
At Dronningen er vild med arkæologi kaster glans over fagetCharlotte Abildgaard Paulsen
Snød sig med
Museumsinspektør på Perron 1, Charlotte Abildgaard Paulsen, er selv en stor fan af Dronningen - faktisk går hun for at være den mest royale af arkæologerne i Skanderborg.
»Søndag var en historisk dag. Jeg er stolt af at være i et fag, Dronningen også er interesseret i. Hun er jo bare utroligt vidende om rigtig mange ting og interesseret i selv den mindste lille sag, der er gravet frem. Jeg spekulerer som Ejvind også meget på, hvad der vil ske nu for arkæologien i Danmark. Når landets regent viser så stor interesse, så smitter det jo positivt af på den almene opfattelse af faget. At Dronningen er vild med arkæologi kaster glans over faget,« forklarer hun.
Charlotte Abildgaard Paulsen har også hilst på Dronningen, men faktisk var det kun ved et heldigt lykketræf, for det var ikke meningen, at hun skulle være til stede, da Dronningen besøgte udgravningen i Fregerslev.
»Men jeg ville bare så utroligt gerne blive, så jeg besluttede at bevogte indgangen – det var jo en åben udgravning. Jeg var lige blevet færdig med at fortælle nogle skoleklasser om udgravningen og var stadig iført mit vikingekostume. Så ville skæbnen, at der dukkede en klasse op fra Bakkeskolen, akkurat da vi havde fået at vide, at nu var Dronningen på vej fra udstillingen i Adelgade. Og så måtte jeg jo forklare, at lige nu kunne de ikke se udgravningen, fordi vi fik en særlig gæst,« fortæller hun.
Netop som Charlotte Abildgaard Paulsen havde fået sendt klassen fra Bakkeskolen afsted igen, drejede Dronningens sorte Bentley om hjørnet.
»Og så var det jo for sent at smutte væk,« griner hun.
Derfor stod hun i baggrunden, mens Dronningen blev vist rundt og fik fortalt om udgravningen.
»Og lige pludselig da hun skulle videre, så står vi ansigt til ansigt. Og jeg når lige at få en masser tanker om, hvad man gør i sådan en situation – burde jeg neje? – så rækker hun hånden frem og siger »goddag«. Jeg fik så fortalt om, hvorfor jeg var der og havde vikingekostumet på. Tænk, at jeg har givet hånd til Majestæten. Det var altså stort. Det besøg er en af de oplevelser, jeg har taget med mig.«