Flere SOSU'er og pædagoger skal op i tid: En ekstra vagt gør kæmpe forskel
Skanderborg Kommune har søsat projektet 'En fremtid på fuldtid' for at være bedre rustet til at tackle en fremtid, hvor der er færre SOSU-assistenter og pædagoger - et problem, der allerede nu giver udfordringer.
Antallet af SOSU-assistenter og pædagoger er faldet over hele landet og den udvikling forventes at fortsætte i de kommende år. Det sætter landets kommuner under hårdt pres for at finde medarbejdere nok til de store velfærsområder.
I Skanderborg Kommune har man gang i flere indsatser for at tackle den udfordring, og et af dem er projektet ’En fremtid på fuldtid’, som handler om at motivere flere medarbejdere til at gå op i tid. Det oplyser kommunen i en pressemeddelelse.
Tallene viser nemlig, at der her er et stort potentiale, da kun omrking halvdelen af kommunens 5.900 medarbejdere i dag arbejder 37 timer om ugen.
Mange bække små
I HR-afdelingen er Jette Lorenzen projektleder på indsatsen, som gennemføres i samarbejde med KL og en række andre kommuner.
»Vi vil gerne anspore flere til at gå op i tid, hvis det er muligt. Målet er ikke, at vi nødvendigvis skal have alle medarbejdere op på fuldtid. Devisen er, mange bække små gør stor å. Hvis vi for eksempel kan hæve det gennemsnitlige timetal fra 31 til 35 timer, vil det gøre en stor forskel,« understreger hun.
Hvis man griber det rigtig an og laver en god proces, som ikke kun handler om arbejdstid, men i høj grad også om indflydelse og fleksibilitet, kan der være meget at henteJette Lorenzen, projektleder
Interessen for ’En fremtid på fuldtid’ har allerede vist sig stor, og Jette Lorenzen bruger en stor del af sin arbejdstid på at hjælpe kontraktholdere og andre kommunale arbejdspladser i gang.
»Hvis man griber det rigtig an og laver en god proces, som ikke kun handler om arbejdstid, men i høj grad også om indflydelse og fleksibilitet, kan der være meget at hente både for arbejdspladsen og for den enkelte medarbejder, som vælger at gå op i tid,« fortæller hun.
»Omvendt skal man lytte til de bekymringer, der kan være blandt medarbejderne. Det her er et tilbud, vi gør opmærksom på, men som ingen skal føle sig presset til at tage imod,« understreger Jette Lorenzen.
Et par vagter mere på 6 uger
En af de arbejdspladser, som er gået med i projekt ’En fremtid på fuldtid’, er hjemmeplejen i Skanderborg midtby.
Distriktet har omkring 50 medarbejdere. De seneste måneder er 12 faglærte medarbejdere gået op i tid. De fleste er gået en eller to timer op i tid ugentligt. Tilsammen er medarbejdergruppen gået op i tid svarende til 26,5 timer ugentligt.
jeg blev overrasket over, at mange medarbejdere slet ikke vidste, at de kan gå op i tid med skæve timetal til for eksempel 31 eller 33 timerMaria Køppen, plejedistriktsleder, Skanderborg Midtby
»Vores medarbejdere kan tage en eller to vagter mere på de seks uger, vagtplanerne løber. Det gør en stor forskel. Vi er ikke så afhængige af afløsere, og vi leverer en bedre kvalitet til vores borgere. Meget går nemmere, hvis man ikke står sammen med en ufaglært, der har et mere overfladisk kendskab,« fortæller plejedistriktsleder Maria Køppen.
»Vi kan faktisk også se en tendens til at, at sygefraværet falder, og det kan måske hænge sammen med den øgede faglighed,« tilføjer hun.
Myten om 37 timer
Hjemmeplejen i Skanderborg har været i gang med indsatsen siden sommeren sidste år.
»Jeg tog hul på emnet ved sidste års medarbejderudviklingssamtaler for at høre, hvad der skulle til for, at den enkelte havde lyst til at gå op i tid, og jeg blev overrasket over, at mange medarbejdere slet ikke vidste, at de kan gå op i tid med skæve timetal til for eksempel 31 eller 33 timer. Selv få timer betyder faktisk en del på lønnen, når du ser det over mange år,« siger Maria Køppen.
I starten blev hun mødt med skepsis og et forbehold over for længere vagter.
»Vores unge medarbejdere har fokus på at få familielivet til at hænge sammen, mens vores ældre ansatte – og dem har vi en del af – er mere bekymret for, om de kan holde til det,« fortæller hun.
»Men medarbejderne har selv fået lov til at bestemme, hvor den ekstra tid skal lægges. Er man til længere vagter og så nogle fridage, eller er du til flere og kortere vagter og færre fridage. Det bestemmer de sådan set selv,« underMaria Køppen.
Medarbejderne spiller også en stor rolle, når der skal lægges vagtplan i de forskellige teams.
»Det er meget nemmere at få vagtplanen til at gå op. Og det er nemmere at give folk fri, hvis nogen kommer og gerne vil have en seniordag eller lignende, fordi jeg har flere faste timer at give af,« understreger Maria Køppen.
Alva tager en ekstra time
Alva Hassan er en af de medarbejdere, som har valgt at arbejde en time mere om ugen.
»I første omgang var jeg lidt betænkelig ved at gå op i tid. Jeg var både usikker på, om mit helbred kunne klare en længere arbejdsdag, og om jeg kunne få familielivet til at hænge sammen, fordi min mand har aftenvagter,« fortæller hun.
»Men det kan sagtens hænge sammen, også fordi vi selv er med til at planlægge vagterne,« siger Alva Hassan, som det lige nu passer rigtig godt med 33 timer ugentligt. Hun er heller ikke afvisende overfor tanken om måske på et senere tidspunkt at gå yderligere op i tid.