De vil ændre landbruget: Tre unge har slået sig ned i Elsegårde
Det er svært som ung at starte landbrug op, men tre landmænd fra Kalø Økologisk Landbrugsskole vil gøre forsøget i Elsegårde med hjælp fra andelsbevægelsen Andelsgarde.
Siden november har tre unge landmænd boet i et stuehus ved en gård i Elsegårde ved Ebeltoft. Her lejer de noget jord og har lavet virksomheden Jordbruget Soldug.
De hedder Kristian Obling, Karoline Marie Rasmussen og Anders Led Behrend, og han er med sine 31 år den ældste af de tre. De har to mål: at bidrage til et generationsskifte i dansk landbrug og ændre hele måden, landbruget bliver drevet på i dag. Men de starter i det helt små.
»Vi vil lave en grøntsagsproduktion, men ikke som et typisk landbrug med store marker og monokultur. Vores bliver lille og manuelt, fordi vi tror på, at det er måden at drive landbrug på i fremtiden. Det handler om at finde en balance mellem landbrug, klima, natur og mennesker,« siger Anders Led Behrend.
Fordi det er umådeligt svært at starte et landbrug op som ung, så har trioen allieret sig med andelsbevægelsen Andelsgaarde. Dens formål er opkøbe, genopbygge og forpagte landbrugsjord for at kunne dyrke jorden mere klimavenligt. Det handler om at hjælpe et grønt generationsskifte på vej i landbruget og involvere mange flere mennesker gennem oplysning og fællesskab, oplyser andelsbevægelsen i en pressemeddelelse.
Bevægelsen har netop føjet to nye landbrug til, hvor af det ene er Soldug, og det andet er Høsteriet i Hjortshøj ved Aarhus.
»Omstillingen af landbruget går for langsomt. Vi håber at kunne accelerere ved at gøre det til en folkesag, og med vores nye samarbejder kan vi forhåbentlig involvere endnu flere mennesker gennem vores mange aktiviteter ude på gårdene og inde i byerne. I Andelsgaarde kan vi se, at der er behov for at genetablere et fællesskab imellem befolkning og bønder, og at der er brug for folkeoplysning, hvis fremtidens landbrug igen skal have legitimitet og finde genklang hos befolkningen,« forklarer Jacob Westergaard Madsen, foreningsdirektør i Andelsgaarde.
Gennemsnitsalderen blandt danske bønder er i følge Andelsgaarde omkring 60 år, og kun hver 14. er under 40 år. I 1945 var der omkring 200.000 bedrifter i Danmark, i dag er det tal faldet til 7.000, og det falder fortsat.
Jacob Westergaard uddyber:
»Der er brug for et generationsskifte i dansk landbrug, så unge jordbrugere og forpagtere kan komme til og vise, at det kan lade sig gøre at dyrke jorden efter mere klimavenlige metoder. Vi kender løsningerne. De skal bare udbredes.«
Håb for omstilling
De to nye samarbejdsgårde – Jordbruget Soldug på Djursland og Høsteriet tæt på Aarhus – forpagter tilsammen godt 7 ha jord, og de i alt fem forvaltere er alle uddannet på Kalø Økologisk Landbrugsskole.
Om modellen siger foreningens stifter og forperson, Rasmus Willig:
»Vi grundlagde Andelsgaarde, fordi vi tror på, at vi bedre kan løse problemer i fællesskab. Det er både mere motiverende og sjovere. Og vi stifter jo alle bekendtskab med landbrugets produkter hver eneste dag. Vi tænker bare ikke over det. Vi er kommet langt væk fra, hvordan vores mad produceres. Vi vil gerne give vores medlemmer mulighed for at komme tæt på og vise, at der er håb for omstilling af det danske landbrug til en mere bæredygtig model.«
I forbindelse med lanceringen af de to nye gårde inviterer Andelsgaarde til fyraftensmøder, hvor man både kan møde folkene bag foreningen og de nye forvaltere.
Det sker på Godsbanen i Aarhus tirsdag 6. februar fra 16.30-18.30 og på Maltfabrikken i Ebeltoft onsdag 7. februar 16.00-18.00. Her vil der blive fortalt om foreningens og forvalternes planer, og hvordan de i fællesskab kan skubbe på det grønne generationsskifte i landbruget.
Der vil også blive inviteret til rundvisninger, arbejdsdage og fællesspisninger på Jordbruget Soldug, når de tre unge mennesker er kommet godt i gang i Elsegårde.