Landbruget skal grundlæggende ændres: Jeppe og Amalie bruger gamle husdyrracer til at genoprette naturen

Amalie Jakobsen og Jeppe Fonnesbo har et projekt. Ikke sådan et, de passer ved siden af deres hverdagsliv, men sådan et, der er rodfæstet i alt, hvad de gør. En filosofi om, hvordan vi skal være i verden, der definerer deres drømme, gøren og laden, fra de står op om morgenen, til de går i seng. De levendegør deres idealer - frem for at tale, så stikker de hænderne i jorden, i pelsen på dyrene - og sår i både konkret og billedlig forstand frø, som de håber, vil sprede sig og skabe et nyt natursyn. Eller sagt på en anden måde, vende tilbage til et tidligere et af slagsen. Og opskriften er gamle husdyrracer.

Folk og fæ

I december købte de en gård mellem Elsegårde og Boeslum. Den ligger helt skjult fra vejen, men for enden af den lange grusvej mellem bakkede rapsmarker summer det af virketrang. Et skilt med ordene Folk og Fæ byder velkommen til en lille oase af lam, får, geder og selvforsynende små frimærker af spirende grøntsager blandt frugttræer.

»Fæ er betegnelsen for alle drøvtyggere som køer, geder og får. Folk er os, og vores mission er, at mennesker og dyr skal blive bedre til at leve i sameksistens. Der skal være plads til både folk og fæ,« siger Jeppe Fonnesbo. Han er opvokset i Auning, har gået på Helgenæs Naturefterskole og taget en uddannelse som skov- og naturtekniker ved Skovskolen ved Auning.

Han har startet Folk og Fæ med sin kæreste, Amalie Jakobsen. Hun er norsk og kandidat i nationaløkonomi med fokus på landbrugspolitik. Gennem årene har hun om sommeren arbejdet på gårde, og arbejdet med køer og landbrug betagede hende. Der gik ikke lang tid, før hun gjorde sig en erkendelse.

»Vores fødevaresystem og landbrug er ødelagt, og det hele skal groft sagt ændres. Vi er for lidt selvforsynende, og vi importerer for mange råvarer. Landbruget drives i for høj grad som monokultur. Vi holder dyrene forkert, og landmændene får for lidt for deres produkter. Landbrug, natur og biodiversitet tænkes ikke sammen som en helhed, men hvis vi skal bevare naturen, bliver vi nødt til at lave nogle grundlæggende ændringer.«

Hun troede egentlig, hun ville arbejde politisk med at skabe de forandringer, og meldte sig ind i forskellige organisationer, men efter at have taget grundforløbet på Kalø Landbrugsskole, ændrede hun strategi.

»Politiske beslutninger kan være gode, men det går for langsomt, for viljen og det politiske mod er der ikke. Vi fik lyst til at ændre det nedefra. Som græsrødder. På den måde viser vi andre, hvordan det kan gøres, og forhåbentligt kan vi inspirere til, at ændringer kan lade sig gøre - fordi vi faktisk giver et bud på hvordan. At små ting kan skabe store forandringer.«

Samtidig fik de tilbudt at købe en fåreflok, som gik og græssede på arealerne ved Kvadrat, og pludselig faldt alt i hak. Det blev startskuddet til deres virksomhed.

Ertebøllefår

Dengang boede Amalie Jakobsen og Jeppe Fonnesbo på Ahl og havde ikke plads til selv at have dyr. Det har de nu med købet af gården i december, men alligevel ejede de før det i flere år køer, geder og får, som går på private eller kommunale arealer og græsser med henblik på naturpleje.

På gården har de fem hektar, men de har naturplejeprojekter på 25 hektarer. Ideen er, at dyrene græsser store områder ned. Det skaber bedre vækstbetingelser for både dyr og planter. Der bliver læ for insekter, andre dyr som pindsvin og føde til rovfugle.

»Hvis vi i fremtiden skal skabe det her natur- og kulturlandskab, som er godt for det vilde liv, og som er det landskab vi vil værne om, så behøver vi de græssende dyr, for det er dem, der skaber det. Som de har gjort i hundredvis af år.«

Derfor sværger Folk og Fæ også til de gamle husdyrracer, og de flokke, de har gående omkring Ebeltoft er Ertebøllefår, Dansk Landracegeder og Sortbroget Jysk Malkekvæg. Alle racerne er bevaringsværdige, og derfor modtager Folk og Fæ landbrugsstøtte, hver gang et moderdyr får afkom. Der er kun mellem 2-300 ertebøllefår tilbage i Danmark, lige så mange Dansk Landracegeder, mens der er under 100 SJM-køer fra den såkaldt Kortegaardlinje.

De gamle husdyrracer er små, hårdføre, nøjsomme og kan gå langt. Og så behøver de ikke at komme på stald. De kan gå ude hele året og bliver flyttet fra fold til fold af Amalie Jakobsen og Jeppe Fonnesbo. Dyrene får wrap og hø om vinteren.

Områderne, som dyrene græsser på, er både dårlig landbrugsjord og områder med høj naturværdi, oftest udpeget som overdrev.

»Jeg har altid drømt om, at landbruget ville basere produktionen af drøvtyggere på den type jord, fordi det netop er denne type natur og foder, de er udviklet til at spise. Dermed kan resten af landbrugsjorden bruges til produktion af mad, som vi mennesker kan spise direkte, uden det først skal igennem et dyr. De gamle racer er avlet efter naturlig overlevelse og tilpasning til de lokale forhold, og de evner er der hårdt brug for at bevare, hvis landbruget og naturen skal have de bedste betingelser for at leve i harmoni.«

De forklarer, hvorfor de mener, at vores fødevare- og landbrugssystem lige nu er bygget ulogisk op. At vi har dyr på stald og bruger landbrugsjorden til at fodre de dyr med, med naturen som offer. Foderet til dyrene, for eksempel soja, transporteres hertil i containerskibe, med klimaet som offer.«

»Der er noget ulogisk i at vi skal importere alt muligt fra hele verden som soja. Når vi på et tidspunkt kommer i tanker om, at det ikke er smart, så får vi brug for her husdyrracer til at genskabe balancen. De er småt ydende på mælk og kød, men så må vi justere vores indtag. En af de her køer kan sagtens forsyne en familie med mælk.«

Helt tæt på

Parret har dyr på cirka ti arealer, og de sidste to er kommet i stand i et samarbejde med nogle af deres tætteste naboer.

Det er Blushøjgård og Café Boeslum Bakker. Begge ejet af tilflyttere, som inden for de sidste år har overtaget stederne og med gejst og hårdt arbejde driver dem til glæde for lokale og turister. Fælles for begge steder er også, at der hører en del jord til.

»De er to gode eksempler på, at mange gerne vil gøre noget godt for naturen, vilde dyr og blomster, men for at lykkes med det, skal man have nogle dyr gående som græsser. Hvis en græsmark får lov at blive liggende, så springer den i skov, og det forhindrer dyrene. Men ikke alle kan overskue selv at have dyr, med det arbejde og ansvar der følger med, og derfor er vores løsning god. Vi har dyrene, vi passer og tilser dem, mens Blushøjgård og Café Boeslum Bakker får genskabt natur på deres arealer. Det er win-win for os alle,« siger Jeppe Fonnesbo.

Blushøjgård har haft dyr til at græsse deres marker tidligere, men ejeren skulle skære ned på antallet af dyr og ville ikke have nok til at græsse hos dem. Boeslum Bakker har ikke haft dyr græssende, men har drømt om det, siden de købte stedet.

Og der er flere gode pointer med at lave naturgenopretningsprojekter med naboerne, eller i hvert fald nogle, som er meget tæt på.

»Det er vigtigt for naturen, at områderne vi græsser, ligger i nærheden af hinanden, sådan at dyrene, insekterne og frøene ikke har så langt at rejse mellem områderne. Det gælder jo selvfølgelig for al god natur, uanset om det er en del af vores projekt eller ej, men det er også en af grundene til, at vi synes, det er vigtigt med lokale græsningsområder. Samtidig gør det det også nemmere at se ændringerne, og måske sprede inspiration til andre projekter.«

På vej ud af lågen, som hurtigt skal lukkes, før de små kid smutter med ud, siger Amalie Jakobsen:

»Vi vil jo egentlig bare gerne inspirere. Så et lille frø i folks bevidsthed om, at man godt kan gøre noget godt for naturen og biodiversiteten, selv om ens have eller jord er lille, en lille ide om at det er muligt. At hver eneste lille ændring til det bedre hjælper, selv om de ikke er store. Det er sådanne ændringer og frø, der skal til for at ændre folks bevidsthed, så vi kan skabe de store ændringer.«