Fortsæt til indhold

Efter spektakulær svindelsag: Pludselig skulle flere partier have mindre i støtte

Byrådsmedlem vil nu foreslå de aarhusianske byrådspartier, at de skal fremlægge regnskab og dokumentation, når de skal have udbetalt kommunal partistøtte.

Samfund

Det var ét meget kort, men også meget interessant, svar, der kom, da Alice Johnsen, kontorchef i Aarhus Kommune, i sidste uge vidnede i sagen om Dansk Folkepartis partistøttesvindel.

»Det er det i hvert fald kommet til.«

Sådan svarede hun på et spørgsmål fra en forsvarsadvokat om, hvorvidt det er sket, at aarhusianske partier har skullet tilbagebetale partistøtte eller modregnes i deres udbetalinger.

Din Avis Aarhus har efterfølgende spurgt kontorchefen ind til baggrunden for den korte udtalelse, for det lyder umiskendeligt, som om partierne pludselig - efter DF-sagen kom for en dag i 2021 - er begyndt at tjekke, om de giver kommunen korrekte oplysninger, når de skal bede om partistøtte.

Tre modregninger

Det er dog en sandhed med modifikationer, kan Alice Johnsen, som tiltrådte sin stilling i 2017, oplyse.

For et tjek i arkivet viser, at Enhedslisten i 2016 ansøgte om cirka 14.000 kroner mindre, end partiet havde mulighed for at få, hvis det i foregående år havde haft nok udgifter til politisk arbejde.

Dansk Folkeparti skulle også i 2017 modregnes cirka 3.500 kroner på grund af for få udgifter.

Men efter afsløringen af DF-sagen i 2021 skete der for alvor noget.

I 2021 og 2023 blev SF modregnet cirka 75.000 kroner begge år, fordi partiet ikke havde brugt alle partistøttemidler.

Og i 2023 blev Venstre modregnet cirka 19.000 kroner, men det skete, efter partiet fandt ud af, at det ikke havde orden i penalhuset. Venstre opdagede nemlig, at partiet havde haft et mindreforbrug tilbage i 2020, men aldrig fortalte det til kommunen.

En klar fejl, erkender lokalformand Hans Skou overfor Århus Stiftstidende.

»Jeg lægger mig fladt ned. Det skulle være fanget i 2021, men blev det ikke (...) Det var ikke godt nok,« siger han og påpeger, at partiet selv har gjort kommunen opmærksom på fejlen og ikke har handlet i ond tro.

Kræver dokumentation

Noget kunne altså tyde på, at de politiske partier i Aarhus er begyndt at sikre sig, at der er styr på sagerne, når de beder kommunen om støtte.

Ikke desto mindre vil løsgænger Henrik Arens nu foreslå partiernes gruppeformænd, at der fremover skal fremlægges dokumentation for kommunen.

»Det er da pudsigt, at der pludselig er kommet flere eksempler på modregning, og det siger jo lidt om, at der kan have været en mangelfuld selvjustits. Det er min grundindstilling, at får man offentlige midler, så skal man dokumentere, hvad man bruger dem på. Det skal alle borgere, og det bør ikke være anderledes for os. Derfor vil jeg foreslå det,« siger han og påpeger, at det vil kræve meget lidt af partierne, som allerede laver regnskaber og har bilag.

Henrik Arens anerkender, at loven om partistøtte er klokkeklar. Man kan ikke kræve dokumentation fra partierne. Men det forhindrer ikke, at man lokalt kan lave en principiel aftale, mener han.

»Der er jo intet i loven, der forbyder, at man fælles beslutter det. Jeg synes bare, at det som kommune vil være at gå foran med et godt eksempel og almindelig sund fornuft, at vi dokumenterer, hvad vi bruger pengene på, så der ikke er nogen misforståelser. Specielt med denne DF-sag.«

SF klar til stramninger

Ifølge Henrik Arens har han tidligere luftet idéen for byrådet, som afviste den med det argument, at der ikke var nogen problemer.

»Men nu har vi jo så en konkret sag med DF-dommen, der viser, at der var problemer. Jeg ved godt, at det ikke er et særligt populært forslag, men det bør simpelthen ikke være et problem at spille med åbne kort overfor kommunen.«

Henrik Arens skal ikke forvente opbakning fra det borgmesterbærende parti.

»Vi skal altid kunne tåle at blive kigget efter i sømmene, og vi har også revision på vores regnskab. Men reglerne, vi administrerer efter, er vedtaget i Folketinget, så det er ikke noget, byrådet kan beslutte,« lyder det fra den socialdemokratiske gruppeformand, Anette Poulsen.

Hos Venstre bliver forslaget ikke hældt fuldstændigt ned ad brættet.

»I Venstre er vi tilhængere af både tillid og transparens, men jeg synes, at man skal være varsom med at indføre mere kontrol på baggrund af en enkelt kedelig sag. De gældende regler med tro- og loveerklæring er bestemt forpligtende, men vi vil naturligvis gerne tage en drøftelse i gruppeformandskredsen om, hvorvidt vi kan gøre det mere enkelt og mere gennemskueligt end i dag,« lyder det fra Gert Bjerregaard.

I SF vil man ikke afvise at kigge på sagen.

»Snyd er uacceptabelt, og de politiske partier bør ikke være stillet bedre end andre foreninger. Derfor er vi parate til at drøfte stramninger. Men ligesom i alle andre foreninger er de lokale partiforeninger drevet af frivillige kræfter, så vi skal finde den rette balance mellem dokumentation, kontrol og respekt for frivilliges tid,« siger Mette Bjerre.