Fortsæt til indhold

Anne er Danmarks sejeste idrætslærer

Anne Møller fra Gl. Rye blev overrasket af elever og lærere på Th. Langs Skole i Silkeborg, da hun til stor jubel modtog titlen Danmarks Sejeste Idrætslærer 2023.

Samfund

»Det er jo helt vildt. Jeg blev super glad og mega stolt, men det er også vildt overvældende.«

Sådan lyder det med stolthed i stemmen fra Anne Møller fra Gl. Rye, som for nylig blev hædret som Danmarks Sejeste Idrætslærer 2023.

Idræt er en kæmpe stor del af mit DNA. Jeg er altid klædt i idrætstøj, så det er svært at skjule, at jeg elsker idrætten. Jeg prøver også at sprede min glæde for idrætsfaget mange steder.
Anne Møller, Danmarks Sejeste Idrætslærer 2023

Til daglig er hun lærer på Th. Langs Skole i Silkeborg, og det er netop for sit arbejde som idrætslærer på stedet, som udløste hæderen. Der var linet op med konfetti, flag og 400 ellevilde elever, der overraskede Anne Møller med prisen i skolens baggård. Prisen står Skole OL og Dansk Skoleidræt bag.

Det skriver Uge-Bladet Skanderborg.

Skolens leder og Anne Møllers elever stod bag indstillingen. Hun var glad for at nå finalefeltet, men ret hurtigt efter det parkerede hun tanken om en sejr.

»At jeg så får sådan et flot stemmetal, det havde jeg bestemt ikke regnet med,« lyder det fra Anne Møller, der har 22 års erfaring som idrætslærer.

Alle kunne stemme online på deres favorit blandt fem finalister til prisen, heriblandt Anne Møller fra Gl. Rye. Det havde godt 2000 personer valgt at gøre, og deraf blev Anne Møller topscorer med 603 stemmer.

»De tog fuldstændig fusen på mig. De bad mig om at være vikar på den lille matrikel, så de kunne nå at gøre klar. Da jeg så blev bedt om at komme med tilbage til hovedbygningen, lugtede jeg godt lunten lidt, og da jeg så inden hjørnet hørte al den larm fra skolegården, havde jeg fanget den. Det var virkelig skønt og sjovt at være med til. Alle burde prøve at blive anerkendt for sit arbejde,« lyder det fra Anne Møller, der uden tvivl brænder for sit job.

»Idræt er en kæmpe stor del af mit DNA. Jeg er altid klædt i idrætstøj, så det er svært at skjule, at jeg elsker idrætten. Jeg prøver også at sprede min glæde for idrætsfaget mange steder - blandt andet til forældremøder, personalemøder og i min undervisning,« uddyber Anne Møller.

Sætter sig selv på spil

49-årige Anne Møller underviser i idræt i både indskolingen, mellemtrinnet og udskolingen. I indstillingen fremhæves det, at hun brænder for bevægelse, og for at idrætsfaget bliver et fællesskabsfremmende fag. Hun beskrives som modig og aldrig bange for at prøve nyt. Hun bevæger sig gerne ud i områder, hvor hun sætter sig selv på spil, hvilket inspirerer eleverne til også at turde begive sig ud på tynd is. Eksempelvis har hun gennemført et forløb i 9. klasse, hvor hun kombinerede ballet og leg. Og så har hun altid en brain break med til personalemøderne, så kollegerne også aktiveres.

»Anne formår at gøre idrætsundervisningen sjov og meningsskabende for eleverne. Hun blander krop, bevægelse, identitet og trivsel, så det styrker fællesskaberne i klasserne. Hun har styr på den idrætsfaglige værktøjskasse, og så gør hun sit for at fremme en varieret skoledag, hvor der er masser af læring med kroppen,« siger Nicolai Jakob Dahl-Hansen fra Dansk Skoleidræts idrætsfaglige udvalg og en del af prisens dommerkomité i en pressemeddelelse.

Også Skole OL hylder årets prismodtager for at være en fantastisk repræsentant for idrætsfaget.

»Anne fortjener en anerkendelse for stort engagement, alsidighed og ikke mindst smittende energi og inspiration. Hun er en rollemodel, som formår at vise, hvad idrætsfaget kan i forhold til at danne børnene om gode sunde vaner og fællesskaber, der bidrager til høj trivsel og masser af bevægelsesglæde,« siger Janni Thrane, der er projektleder for Skole OL i DIF.

Hun har også selv et bud på, hvorfor hun skulle hædres.

»Jeg tror, jeg i sin tid blev indstillet, fordi jeg brænder for idræt og bevægelse. Jeg synes, det er vigtigt at præsentere eleverne for nogle grundmotoriske færdigheder, så de bliver dus med egen krop. Og så går jeg forrest og viser både mine styrker og svagheder, så eleverne kan se, at idræt er ufarligt – og helt igennem et fantastisk fag,« siger Anne Møller.

Fællesskabet fylder

Fællesskabet i idrætten fylder meget. Anne Møller vil gerne, at idrætten skal være med til at styrke fællesskabet uden for idrætsfaget. Eleverne skal styrkes i, at de er gode nok, som de er. De skal gøres trygge i deres egne kroppe.

Og netop det vil Anne Møller gerne at præmien kan være med til at bidrage til.

Anne formår at gøre idrætsundervisningen sjov og meningsskabende for eleverne. Hun blander krop, bevægelse, identitet og trivsel, så det styrker fællesskaberne i klasserne. Hun har styr på den idrætsfaglige værktøjskasse, og så gør hun sit for at fremme en varieret skoledag, hvor der er masser af læring med kroppen,« siger Nicolai Jakob Dahl-Hansen fra Dansk Skoleidræts idrætsfaglige udvalg og en del af prisens dommerkomité i en pressemeddelelse.
Nicolai Jakob Dahl-Hansen, Dansk Skoleidræts idrætsfaglige udvalg og en del af prisens dommerkomité

Med prisen vinder Anne Møller 25.000 kroner til A-Sport til brug på nyt udstyr til skolens idrætsundervisning samt et kursus fra Dansk Skoleidræt til alle skolens idrætslærere til en værdi af 7.500 kr.

»Nu skal jeg i samarbejde med mine elever finde frem til det helt rigtige at købe for pengene. Eleverne har talt meget om, at det kunne være en airtrack, fordi mange børn i dag er vant til at have trampoliner. Sådan en kan man også tage frem, når der er fest på skolen. Så det er et godt bud på, hvad vi kunne købe for pengene,« lyder det fra Anne Møller, der stadig er i overvejelsesfasen.

Den anden del af præmien håber hun kan bruges til et fælles kursus for lærerne.