Fortsæt til indhold

Ægtepar kunne ikke finde kogebog med ramsløg - så nu udgiver de selv en

Ramsløg har mange kvaliteter. Den er sund, hele planten kan spises, og så er det en lokal råvare, som »vi har lige rundt om hjørnet her i Danmark«.

Samfund

Det var egentlig lidt en tilfældighed, der nu har gjort Dorte og Tom Pedersen til forfattere af en ramsløg-kogebog.

Efter at have boet i Ulstrup gennem mange år valgte ægteparret for omkring tre år siden at flytte til Uggelhuse, der ligger helt ud til Randers Fjord.

»Dorte er vinterbader, og jeg har ledt efter et sted til min båd. Vi havde først kigget på Fjellerup og Bønnerup, men vi syntes, det var for langt fra motorvejen. Så vi kiggede på et kort og fik øje på Uggelhuse,« fortæller Tom Pedersen.

Det vrimler med dem

Før de flyttede til Uggelhuse, var ægteparret ikke de store sanke-typer.

»Vi har kun samlet brombær, hyldebær og blåbær før,« fortæller Dorte Pedersen.

Det ændrede sig først, da de faldt i snak med en kok, der bor i deres nye hjemby. Han fortalte dem, hvor meget man kan bruge ramsløg til - og hvor man kan finde dem. For på et lille skovstykke i Uggelhuse vrimler det nemlig med de grønne planter.

»Vi fandt ud af, at ramsløg mange gange kan erstatte hvidløg, purløg og almindelige løg,« siger Tom Pedersen.

De blev efter snakken med kokken nysgerrige på ramsløg. Først lavede ægteparret de klassiske opskrifter - ramsløgpesto, ramsløgolie, ramsløgsalt - og det gav dem blod på tanden.

»Det er en ting, som vi har lige rundt om hjørnet her i Danmark, og så er det tilmed rigtigt sundt. Det er en skam, det ikke er mere brugt,« siger Dorte Pedersen.

»Vi brugte hele foråret sidste år på at lave retter, fordi vi både skulle lave mad med bladene, stænglerne, blomsterne, frøene og bærrene. Det var lidt stressende, men det var spændende også,« siger Dorte Pedersen. Foto: Cecilie Bisgaard

Fik ramsløg hver dag

De tog derfor i bogbussen, der hver mandag kommer til Uggelhuse. De spurgte bibliotekaren, om der var nogle ramsløg-kogebøger, de kunne låne, men svaret var lidt nedslående. Der var kun kogebøger med nogle få ramsløg-opskrifter. Ikke en hel bog dedikeret til planten.

»Så tænkte jeg, at det kunne være vildt sjov at lave vores egen. Og bibliotekaren syntes også, det var en god idé. Så det gjorde vi,« fortæller Tom Pedersen.

Idéen opstod for et års tid siden - lige inden ramsløgsæsonen begyndte.

»Vi brugte hele foråret sidste år på at lave retter, fordi vi både skulle lave mad med bladene, stænglerne, blomsterne, frøene og bærrene. Hver gang vi skulle lave aftensmad, så lavede vi noget med ramsløg. Det var lidt stressende, men det var spændende også. Det kom bag på os, hvor lang tid det tog at lave bogen,« siger Dorte Pedersen.

»Ja, og når man skal skrive, hvad man skal gøre, så er der bare begrænset med plads. Så vi har tit set på, om vi kunne korte noget endnu mere ned,« supplerer Tom Pedersen.

De første ramsløg er begyndt at spire. Snart kommer de til at dække hele skovbunden. Foto: Cecilie Bisgaard

»Det smager sindssygt godt«

Under forårets store eksperimentering fandt ægteparret på at lave nogle lokale egnsretter. Det blev blandt andet til ’Gudenåsalat’ med laks, kartofler, radiser og agurk og ’Forårssol over Uggelhuse’, som er asparges, kartofler og pocheret æg med ramsløgcreme.

»Vi fandt på at lave en tærte, og den er enormt dekorativ. I stedet for almindelige løg, der bare er hvide, så gør det grønne i tærten den utroligt smuk. Og så smager det sindssygt godt,« fortæller Tom Pedersen og fortsætter:

»Jeg kom i tanke om, at der findes en dessert med indbagte hyldeblomster, og jeg tænkte, at det kunne vi måske bruge til noget. Så vi har fundet på en opskrift med indbagte ramsløgblomster. Vi har puttet nogle andre krydderier og øl i dejen og så lavet en estragondip til, så det er blevet en snack i stedet for en dessert. Det smager også sindssygt godt.«

Dorte Pedersen har også lavet sin version af en ramsløg-tzatziki, som de kalder ’Nordens tzatziki’. I en traditionel tzatziki skal der hvidløg og agurker i. Det er i den nordiske version blevet erstattet af ramsløg-blade og -stilke.

»Jeg synes faktisk, det smager bedre,« siger hun.

En ret til Bertel

Udover retterne, der har fået lokale egns-navne, så er der en ret, der er helt og aldeles dedikeret til en særlig Uggelhuse-borger.

»Bertel er den ældste mand i byen, og han har tidligere hjulpet mig med at lave ’Uggelhuse Tidende’, så en dag, jeg stødte på ham, sagde jeg til ham, at jeg gerne ville opkalde en ret efter ham. Men det kunne ikke komme på tale, sagde han, for han kunne ikke lide grøntsager - han spiser kun kød og kartofler,« griner Tom Pedersen.

Derfor lavede kogebogsforfatteren en ret med bacon og kartoffelmos, hvor der er blandet ramsløg i kartoffelmosen. Retten har fået navnet ’Bertels fristelser’.

Hele ramsløg-planten kan spises. Inspireret af en dessert har Tom Pedersen fundet på at lave en snack med indbagte ramsløg-blomster. Privatfoto

Stor interesse for bogen

Dorte og Tom Pedersen har valgt, at bogen skal udkomme torsdag 29. februar - fordi det jo er skudår, og de mange små ramsløgskud er på vej frem på det tidspunkt.

På dagen vil ægteparret være at finde i en boghandel i Rønne på Bornholm, da klippeøen er kendt for at være et af de steder i Danmark, hvor der er flest ramsløg.

Lokalt vil bogudgivelsen senere blive markeret i butikken Fru Hansen, der ligger i Drastrup, og i bogbussen.

»Vi er overraskede over, hvor stor interesse der har været. Vi kommer også i ’Alt for damerne’ og ’Isabella’. Det er meget in at sanke,« siger Tom Thinggaard Pedersen.

Kogebogen kan købes på nettet, og ellers kan din lokale boghandel bestille den hjem til dig.