De nominerede er fundet: Her er de tre, der kan vinde Erhvervsudvikler-Prisen i år
ErhvervSkanderborgs bestyrelse har nu peget på de tre virksomheder, der er med i opløbet om ErhvervsUdvikler-Prisen 2023.
For 16. gang gør ErhvervSkanderborg klar til at hylde en virksomhed, der har gjort en særlig indsats og bidraget positivt til udviklingen i Skanderborg Kommune.
De seneste måneder har foreningens medlemmer kunnet indstille kandidater til titlen, som bestyrelsen nu har taget stilling til.
»Vi har fået mange indstillinger på virkelig stærke kandidater til ErhvervsUdvikler-prisen 2023. Der har været mange gode bud, og det har absolut ikke været nemt for bestyrelsen at udvælge de tre nominerede, men det lykkedes til sidst,« lyder det fra bestyrelsesformand Morthe Kohsel.
De nominerede er AE Partner i Ry, BabyDan i Låsby og Mobilex i Skanderborg.
AE Partner er vokset fra en mindre dansk tavleleverandør til en af Danmarks største systemleverandører. En virksomhed med mange hundrede ansatte, et internationalt setup og en flot økonomisk udvikling.
BabyDan har fokus på miljø, socialt ansvar og på bevarelse af arbejdspladser i kommunen. Virksomheden har igangsat initiativer, som tilgodeser både miljøet og udsatte grupper på arbejdsmarkedet, hvilket også kommer erhvervslivet i Skanderborg Kommune til gode. BabyDan har blandt andet et beskyttet værksted med kolleger, som af forskellige årsager har haft svært ved at få foden inden for på arbejdsmarkedet. Virksomheden favner desuden bredt i forhold til nationaliteter og tilbyder medarbejdere danskkursus i arbejdstiden.
Mobilex har haft gennem 2023 haft en positiv vækst, og har i løbet af året ansat flere folk, for at kunne følge med væksten. Derudover har virksomheden flere fleksjobbere og folk med særlige behov ansat. Filosofien er, at alle skal have en chance og kan bidrage positivt til væksten.
Det bliver nu op til ErhvervSkanderborg medlemmer via en digital afstemning at afgøre, hvem af de tre nominerede, der løber med prisen. Vinderen kåres 6. marts på ErhvervSkanderborgs generalforsamling.