Hockey, fællesskab og det bedste elevråd
Sidste uge stod i hockeyens tegn på Ebeltoft Skole. Der blev heppet, klappet og kæmpet, da skolens årlige hockeyturnering løb af stablen i Ebeltoft Idrætscenter.
Kampråb blev råbt, kampe spillet og hockeystave svinget, da Ebeltoft Skoles traditionelle hockeyturnering sidste uge blev skudt i gang i Ebeltoft Idrætscenter.
Onsdag blev de indledende kampe spillet og semifinalisterne fundet til den afgørende finaledag fredag.
I den lille pulje blev det de fire dygtige hold; Børnearbejderne, Team Bare Bedre og Betinas Slaver fra 6.X samt All Stars fra 4.A, der sikrede sig en plads videre til fredagens hæsblæsende semifinale.
I den store pulje, hvor syvende, ottende og niende årgang dystede mod hinanden, blev det de fire hold; Hr. Dominos fra 7.B, Jeep’s dream team fra 8.A og 9.B1 og 9.B2, der kom i semifinalen.
Fredag startede stille ud med morgenspisning for skolens hårdtarbejdende elevråd, der i flere uger op til hockeyturneringen knoklede med at stable den på benene.
Efter morgenmaden begyndte elevrådet så småt at finde deres pladser. Dommerne fandt deres fløjter, kommentatorerne deres mikrofoner, og lyd og lys blev grundigt testet.
Stille begyndte hallen at summe af nervøse spillere, heppende klassekammerater og højrøstede kampråb.
Endelig begyndte semifinalerne. Der blev kæmpet, løbet og jublet, og det endte med to flotte sejre til All Stars fra 4.A og Betinas Slaver fra 6.X. Fra den store pulje blev det 9.B2 og Hr. Dominos, der kvalificerede sig til den vilde finale.
I pausen op til de nervepirrende finalekampe løb cheerleader holdet, en flok piger fra 4.A, på banen og gav den gas med god energi og festlige dansetrin.
Derefter blev det store lysshow skudt i gang med musik og slukket lys, lygter og heppen. En efter en blev finalisterne råbt op, og med lygterne lysende på sig løb de skiftevis op til deres hold, der med stor jubel stod overfor de hujende tilskuere.
Med Sigurd og Noah fra elevrådet som dommere blev finalekampene skudt i gang. Kampene var tætte, men det endte med en flot men kneben sejr til Betinas Slaver fra 6.X, og en flot sejr til 9.B2.
Som afslutning på en nervepirrende og stemningsfyldt dag blev den spurtende Nor fra All Stars kåret til den bedste drengespiller fra den lille pulje, mens titlen som den bedste pigespiller gik til Liv fra Børnearbejderne.
I den store pulje blev det Alexander og Franciska fra det vindende hold 9.B2, der løb med titlerne og gevinsterne.
»Ebeltoft Skole har et fantastisk elevråd. Deres engagement og arbejdsindsats, både op til og under hockeyturneringen, har været enorm,« fortæller lærer Mette Hauge Falkø, som samtidig gerne vil takke byens butikker og erhvervsdrivende, der rundhåndet har bakket op om turneringen med flotte gaver til vinderne.