Letbane-arbejde: »Det vil desværre give gener«
Strækningen bliver delvist spærret.
Letbanesporet ved Ringgadekrydset mellem Nordre Ringgade og Randersvej vil i weekenden 17.-19. februar være delvist spærret.
Det oplyser Aarhus Letbane på selskabets hjemmeside.
Den begrænsede adgang gennem krydset skyldes, at letbanesporet skal vedligeholdes.
Arbejdet vil angiveligt komme til at foregå fra lørdag aften 17. februar til mandag morgen 19. februar.
»Og det vil desværre give støjgener for naboerne i perioder under arbejdets udførelsen,« skriver Aarhus Letbane på selskabets hjemmeside.
For passagerne betyder spærringen, at der ikke kører letbanetog på L2 mellem Nørreport og Aarhus Universitetshospital fra lørdag aften klokken 20 frem til mandag morgen klokken 04.30.
»Vi beklager de gener, arbejdet måtte have for både passagerer og naboer,« skriver Aarhus Letbane.
Aarhus Letbane og Midttrafik anbefaler, at man altid tjekker Rejseplanen og Midttrafiks hjemmeside, hvis man skal med Letbanen.