Finansiel redningsaktion: »Det har virket«
Region Midtjyllands regnskab for sundhedsområdet i 2023 endte bedre end forventet.
Region Midtjyllands regnskab for 2023 så ved seneste økonomiopfølgning i oktober ud til at ende med et merforbrug på 266,3 millioner kroner, hvoraf hospitalernes andel udgjorde 191,9 millioner kroner.
En blanding af høj aktivitet for at afvikle ventelister efter covid-19 og strejke, rekrutteringsudfordringer, øget brug af privathospitaler for at overholde patientrettigheder, nye, dyre behandlingsmuligheder og en demografisk udvikling, der øger behovet for sundhedsydelser, har gjort det dyrt at drive hospitaler.
Men gennem en række fokuserede indsatser, for eksempel kvalificeret ansættelsesstop, mindre brug af frivilligt ekstraarbejde, vikarer og overarbejde, tilbageholdenhed i forhold til kurser samt udskydelse af udgifter til vedligehold og nyanskaffelser - så ender regionens samlede resultat for sundhedsområdet med et merforbrug på 11,8 millioner kroner.
Det skriver Region Midtjylland i en pressemeddelelse.
»Den økonomiske opbremsning, regionsrådet satte i værk allerede før sommerferien 2023 har virket. Gennem en imponerende, fælles indsats er det lykkedes medarbejdere og ledere i regionen at bringe økonomien i 2023 tilbage på rette spor. Det er godt gået,« siger regionsrådsformand Anders Kühnau (S).
Selv om regnskabet for sundhedsområdet i 2023 ender bedre end ventet, så er der fortsat brug for de strukturelle besparelser i 2024 og årene frem, som regionsrådet vedtog kort før jul.
Den demografiske udvikling, hvor flere får brug for sundhedsydelser, stigende udgifter til tilskudsmedicin og stigende udgifter til praksisområdet, er der nemlig ikke udsigt til ændringer i.
Regnskabet skal nu revideres af regionens revisor, før det bliver forelagt for Regionsrådet på regionsrådsmødet i april.