Politisk profil sygemeldt på ubestemt tid
SF's Kasper Vindbjerg overtager midlertidigt posten som gruppeformand, mens Aleksander Myrhøj er sygemeldt.
Det er en markant stemme i kommunalbestyrelsen, SF må undvære den kommende tid.
Ved kommunalvalget i 2021 fik Aleksander Myrhøj femteflest personlige stemmer, og efter valget blev tildelt posten som formand for børne- og ungdomsudvalget og en plads miljø- og teknikudvalget.
Han er ligeledes SF’s gruppeformand i kommunalbestyrelsen.
Af personlige årsager er Aleksander Myrhøj nu blevet sygemeldt, skriver Lokalavisen Norddjurs.
I et opslag på sin Facebook-side skriver Myrhøj, at det foreløbigt drejer sig om en sygemelding på tre måneder.
Samme sted løfter han også lidt af sløret omkring den tragiske baggrund for sin sygemelding.
Det betyder, at Kasper Vindbjerg kommer til at varetage Aleksander Myrhøjs opgaver som gruppeformand og pladsen i miljø- og teknikudvalget.
Kasper Vindbjerg blev valgt ind i kommunalbestyrelsen ved valget i 2021 og er således fortsat relativt ny i lokalpolitik. Den nye opgave er han dog klar på.
»Jeg er ikke så nervøs for det. Det er en midlertidig post, så jeg tror på, at jeg fint kan løfte det i den periode, det er nødvendigt. Nok ikke med helt samme pondus som Aleksander. Han er meget talentfuld og har været i det længere tid, end jeg har, men vi er en lille gruppe med et rigtig godt samarbejde, så vi kommer til at løfte i flok for at få det til at fungere,« konstaterer Kasper Vindbjerg.
Kasper Vindbjerg er i forvejen medlem af økonomiudvalget.
Mens Aleksander Myrhøj er sygemeldt, overtages hans plads i kommunalbestyrelsen af suppleant Birgitte Dahl Jeppesen. Hun bor til daglig på Anholt.