Krænkelser i jobcenter: Vi skal tænke os godt om
Jan Aude (C) er politisk ansvarlig på området for beskæftigelse i Syddjurs Kommune, og han fortæller, at han og hans kolleger følger sagen om dårligt arbejdsmiljø i jobcentret tæt politisk. Det kan tage år at rette op på, mener han, men fyringer er ikke løsningen
Fristen for at rette op på et dårligt arbejdsmiljø i afdelingen Job & Fastholdelse i Syddjurs Kommune er nu passeret. For tre måneder siden fik kommunen et påbud fra Arbejdstilsynet, som lød:
Syddjurs KOmmune skal sikre, at arebjdet planlægges, tilrettelægges og udføres, så krænkende handlinger ikke forringer ansattes sikkerhed eller sundhed på kort eller lang sigt.Formand for Social- og beskæftigelsesudvalget i Syddjurs, Jan Aude (C), fortæller, at politikerne følger sagen tæt.
»Jeg vil egentlig helst vente med at udtale mig, til vi kender resultatet af de seneste måneders indsats, men jeg vil gerne sige, at jeg er tryg ved situationen. Der er stadig problemer, det anerkender jeg absolut, men man ændrer ikke en kultur som denne på så kort tid. Det kan tage år, og sagen skal have lov at gå sin gang.«
Der har over en kort årrække været mange forskellige ledere, og på den baggrund mener han, at det dårlige arbejdsmiljø ikke skyldes hverken en specifik medarbejdergruppe eller leder, men er et resultat af længere tids uro.
»Jeg tror ikke på, at det hjælper at fyre i hverken ledelsen eller blandt medarbejderne. Vi gør det, vi skal lige nu. Vi samarbejder med tilsynet og retter os efter de eksterne konsulenters anbefalinger.«
Han er bevidst om det politiske ansvar på området.
»Beskæftigelsesområdet er presset af både kompliceret lovgivning og økonomi. Det er klart, at vi er opmærksomme på, hvilke rammer vi sætter, for at opgaverne kan løses, og hvis de bliver for snævre, så kan det være med til at skabe et presset arbejdsmiljø. Den her sag har da helt sikkert fået mig til at reflektere over, at vi skal tænke os godt om, hver gang vi laver justeringer på området.«
Om det på magisk vis er lykkedes Syddjurs Kommune at rette op på den meget ulykkelige sag på blot få måneder, eller om det i værste fald betyder både brud på overenskomst og arbejdsmiljølov, vil vise sig, når kommunen får sendt sit materiale afsted til tilsynet.
Fristen for at efterkomme påbuddet var 15. februar, men først 22. februar skal kommunen indsende en beskrivelse af indsats og status, som derefter skal vurderes af Arbejdstilsynet, der dog ikke på forkant kan udtale sig om, hvordan de vil komme frem til en konklusion.
»Vi kan ikke udtale os om, hvordan vi følger op på påbuddet. For det første afhænger det af sagens karakter, og for det andet er et af vores værktøjer at dukke uanmeldt op, og hvis vi siger her til avisen, at det er det, vi har tænkt os at gøre, så forsvinder ideen med uanmeldte besøg,« udtaler Arbejdstilsynet.
Avisen har bedt om en kommentar fra Syddjurs Kommunes direktør på området, Katrine Axél, men hun vil gerne vente med at udtale sig om sagen, til resultatet af arbejdspladsvurderingen er præsenteret for medarbejderne.