Fortsæt til indhold

Direktør om krise i jobcenter: »Det er en kompleks sag«

Undersøgelser viser, at det i overvejende grad er én bestemt leder, der har stået bag psykiske krænkelser af ansatte i Center for Job og Fastholdelse i Syddjurs Kommune. Direktøren for området siger, at sagen er mere kompleks end det, og hun bakkes op af kommunens HR afdeling, som konkluderer, at medarbejderne har opbygget 'allergier' overfor daglig ledelse.

Samfund

Syddjurs Kommune har fået et strakspåbud fra Arbejdstilsynet, som lyder på, at de straks skal stoppe det dårlige og krænkende arbejdsmiljø, som findes i Center for Job og Fastholdelse.

Det er det tredje påbud, kommunen har fået i sagen, hvor det første kom i juli sidste år.

Siden juli har to undersøgelser af arbejdsmiljøet, en ekstern og en intern, vist, at medarbejderne oplever, at det primært er centerlederen (CL), der står for de psykiske krænkelser.

Et nærliggende spørgsmål vil derfor være, hvorfor kommunens ledelse på området ikke fyrer den pågældende for at komme problemet til livs, der har været kendt i 11 måneder, men den løsning afviser direktør på området, Katrine Axél.

I følge hende er det nemlig slet ikke en løsning, da det dårlige arbejdsmiljø skyldes en mangeårig dårlig kultur i afdelingen.

»Første gang, vi hører fra nogle medarbejdere, at de føler sig krænket, er i april sidste år. Der havde CL været ansat i halvandet år, så hvis det handlede om hende specifikt, hvorfor opstod problemet så ikke før? Det er meget mere komplekst end det og en sag med mange forskellige perspektiver.«

Når tingene er eskaleret indenfor de seneste år, er det, fordi CL gør det, hun er ansat til, som, i følge Katrine Axél, er at tydeliggøre den faglige og lovgivningsmæssige ramme og sætte en tydelig retning for arbejdet i afdelingen.

Tillid til centerlederen

CL anerkendes, også af de medarbejdere, som har følt sig krænket af hende, for sin høje faglighed, og når medarbejderne oplever hendes ledelse som krænkende, kan det for en del af tilfældene simpelthen skyldes, konkluderer kommunens HR-afdeling, at medarbejderne har udviklet det, de kalder ’allergier’ overfor CLs ret til ledelse.

At en gruppe af medarbejdere på baggrund af lang tid med dårligt arbejdsmiljø oplever helt almindelig ledelse som en krænkelse.

»Jeg anerkender, at når en medarbejder føler sig krænket, så er der sket en krænkelse. Det er definitionen. Men nogle af de situationer, som medarbejdere oplever som krænkende fra CLs side, ville i et sundt arbejdsmiljø ikke være blevet oplevet sådan. Derfor er løsningen ikke at fyre CL, for det ville bare fortsætte,« udtaler Katrine Axél.

Derfor sætter hun og den øvrige ledelse nu sammen med HR fokus på, at medarbejderne også skal være indstillet på at modtage ledelse, så arbejdet udføres fagligt optimalt.

HR kalder det at finde en balance mellem ledelsesret og ledelsespligt.

Helt konkret gøres det ved, at afdelingen har lavet en beredskabsplan og et adfærdskodeks i samarbejde med medarbejderne.

Begge dele kan i følge Axél og HR hjælpe til en dialog om, hvad et godt og hensigtsmæssigt samspil mellem ledelse og medarbejdere skal være, så medarbejderne rustes til at modtage daglig ledelse og ikke oplever det som en krænkelse.

»Vi har selvfølgelig påpeget overfor CL, at krænkende adfærd er uacceptabelt. Vi har fortsat fokus på at tilbyde hende ledersparring og -bistand, og vi mener stadig, at hun er den rigtige til opgaven.«