Hvem vil du nominere som Årets Ildsjæl i Ryomgård?
Vær med til at ære dem, der skaber forskel!
Ryomgård Distriktsråd er på udkig efter byens skjulte helte, dem der arbejder ubemærket i kulissen for at gøre det sjovt og godt at bo i Ryomgård.
Det er nu, du har chancen for at pege på den person eller forening, der fortjener anerkendelse som årets ildsjæl!
Distriktsrådet opfordrer alle borgere og foreninger til at indsende deres nomineringer skriftligt i god tid inden generalforsamlingen 19. marts i Ryomgård Kultur- og Fritidscenter.
»Hvem har gjort en særlig engageret, vedholdende, ulønnet og frivillig indsats for at gavne Ryomgårds erhvervsmæssige, boligmæssige, kulturelle, udsmykningsmæssige eller sportslige udvikling,« spørger Michael Mikkelsen, formand for Ryomgård Distriktsråd.
»Måske kender du en person, der gennem sin personlige og ihærdige frivillige indsats, har gjort Ryomgård endnu mere attraktivt at bo eller opholde sig i,« fortsætter formanden.
Den valgte vinder vil blive hædret med Ildsjæleprisen og modtage en præmie på 1.000 kroner- som en tak for bemærkelsesværdige bidrag til lokalsamfundet.
Prisen uddeles som altid i forbindelse med Distriktsrådets generalforsamling.