Der er ingen fleksibilitet efter spareøvelsen på Grenaa Sundhedshus. Ingen plads til patienten i centrum
Bestyrelsen for ’ Støttegruppen for Grenaa Sundhedshus’ retter denne henvendelse til Hospitalsledelsen for Regionshospitalet Randers, idet vi erfarer nedenstående prioriteringer.
Vi ønsker og forventer at I revurderer den spareproces der finder sted på Grenaa Sundhedshus – netop nu.
Regionsrådet besluttede 20.december 2023 et spareforslag -hvoraf det fremgik, at der fortsat skulle være bla blodprøvetagning, røntgenfunktion samt ambulante sundhedstilbud i Grenaa Sundhedshus.
Det der rent faktisk sker nu er:
- Der fjernes mange ugentlige tider til blodprøvetagning, desuden fjernes muligheden for at man efter et lægebesøg kan gå direkte videre til blodprøvetagning, efter lægen har sendt en rekvisition. Det betyder at alle patienter skal have booket en tid- smidigheden forsvinder, ingen akutte prøver uden en tid. Kan borgerne ikke finde ud af det, så må man tage hjem, og finde nogen der kan hjælpe med at booke en tid, personalet har fået besked på at det må de ikke!
- På røntgenafdelingen har personalet fået information om, at akutte patienter i dagstiden, der er røntgenfotograferet, og som venter på røntgenbeskrivelsen, ikke må vente på røntgengangen. De skal tage hjem og afvente, at egen læge ringer dem op, og fortæller om der er +/- brud.
Modsat i dag hvor de akutte patienter får svar af røntgenpersonalet såfremt der ikke er konstateret et brud.
Med denne model minimerer man servicen væsentligt – men man pålægger også patienterne mange unødvendige kilometer med og uden brud. Vi er allerede nu meget bekymrede for fremtiden for røntgenfunktionen i Sundhedshuset- idet de ansvarlige er ved at implementere et så rigidt system som vil blive valgt fra af patienterne. Og røntgenafdelingen vil stå med ledige røntgentider og fremstå ufleksible, hvilket er ganske forkert, her yder man nemlig høj service og udviser fleksibilitet hver eneste dag.
- Der skal ikke være Ortopædkirurgisk ambulatorie fremover, alle patienter med større sår og knoglebrud skal nu til Randers til samtlige kontroller.
- Der skal ikke være et ambulatorie hvor der gives blodtransfusioner i Akutklinikken fremover- alle patienter skal nu til Randers/Århus uanset kræfter og livsduelighed!
- Der skal ikke fremover være mulighed for at få påsat Holter monitor eller aflevere samme i Sundhedshuset. Alle patienter skal nu køre 2 x 120 km mellem Grenaa og Randers for at modtage/aflevere Holter monitoren.
Det er blot en del af de problemstillinger vi er blevet præsenteret for, men jo rigeligt til at blive ret bekymrede. Det bliver vanskeligt for såvel patienter som personale at agere i denne nye struktur. En struktur der ikke rummer fleksibilitet, service, patienten i centrum, lighed i sundhed i RegionMidt.
Vi håber og tror på, at I vil sætte et par skarpe briller på ovenstående, for det kan og skal gøres mere brugervenligt, såfremt Akutklinikkens regionale sundhedstilbud skal eksistere fremadrettet. Og så er der jo hele økonomidelen, hvor der blandt andet venter meget øgede transportudgifter.