»Mændene er blevet samfundets nye tabere«: Henrik og træerne har måske løsningen

Indrømmet. Det første minut føles akavet.

Når man står med armene bredt favnende rundt om den gamle stamme og knuger sig ind til den fugtige bark, drejer de første tanker sig mest af alt om, hvem der mon tilfældigt kommer forbi og overværer det sælsomme syn af et menneske, der krammer et træ ved voldgraven på Sostrup Slot.

Den eneste, der lige nu kigger på, er naturterapeut Henrik Bennetzen.

Kort forinden har han svaret bekræftende på, om ikke det skræmmer mulige medlemmer væk, når de får at vide, at den her slags nærkontakt med træerne er en del af programmet.

»Men jeg tør godt sige det højt, at vi nogle gange krammer træer, fordi jeg ved, der er mange, der har det på samme måde som mig. Efterhånden tør deltagerne i gruppen også at sige det, fordi de selv har mærket, hvad det gør,« siger Henrik Bennetzen.

Spørg naturen

Vi står i skovene omkring Sostrup Slot, hvor Henrik Bennetzen fra næste uge står i spidsen for mandegruppen ’Krop, ånd, natur for mænd i Norddjurs’.

Gruppen er en del af Norddjurs Provstis diakonale arbejde og forsøget på at bruge Folkekirken på nye måder.
Det betyder ikke, at der er religiøse motiver. Alle er velkomne uanset religiøs orientering. Eller ingen religion overhovedet.
For formålet er at skabe et stærkt fællesskab blandt mænd, hvor det er naturligt at dele både sårbarheder og følelser.
Det er her trækrammeriet - blandt andet - kommer ind i billedet, for det er naturen, der skaber det trygge rum for mandefællesskabet, forklarer Henrik Bennetzen.

Det gør noget for den fælles forståelse for hinanden, at man tør lade sig mærke af naturen. Og omvendt.

»I naturterapien arbejder vi med det hele menneske, og de fleste mennesker i dag lider simpelthen af naturmangel. Det er ikke godt, når hele vores energetiske system er beregnet til at være i naturen, så når kroppen kommer hjem i naturen, så kan vi meget bedre mærke os selv. Det er derfor, vi snakker om, at vi bruger naturen som vores assistent. Naturen er vores rum, så i stedet for, at jeg som terapeut sidder og spørger hele tiden, så gå ud og spørg naturen, hvordan du egentlig har det,« uddyber han.

De nye tabere

Mandegruppen har eksisteret i tre år, men det var først sidste år, den for alvor fandt sin form og voksede til omkring 20 ugentlige deltagere.

Udviklingen flugter med en undersøgelse, som Forum for Mænds Sundhed lavede sidste år. Den fortæller, at hver femte mand sjældent eller aldrig har nogen at tale fortroligt med.

Andelen er endnu højere i aldersgruppen 35-39-årige. Her har 27 procent sjældent eller aldrig nogen at tale fortroligt med.

Det er dybt foruroligende, mener Henrik Bennetzen, for ind imellem gør livet bare ondt, ligegyldigt hvor hårdfør man er.

»Alle os mænd, der er mere end 20 år gamle, vi er vokset op med, at man ikke må være en pivskid. Man vil så gerne være en rigtig mand. Men kvinderollen har forandret sig, og så forandrer manderollen sig også. Det betyder, at mange mænd mangler ståsteder i en opbrudstid, så de bliver identitetssøgende,« siger Henrik Bennetzen.

Er det blevet synd for mændene?

»Næh, jeg ved ikke, om det er synd, for det er ikke nogens skyld, men det er ærgerligt. Det er evident, at mændene er de nye tabere i samfundet. Når mænd bliver skilt, så går de jo tit ned. Det er mænd, der bliver alkoholikere. Det er mænd, der bliver stofmisbrugere. Det er mænd, der begår selvmord. Det er mænd, der er ensomme. Så på den måde er vores gruppe jo til for at slå et slag for, at det er okay at snakke om det,« konstaterer Henrik Bennetzen.

En befrielse

Der er ikke nogen facitliste for, hvor man skal stå i livet for at være en del af mandegruppen. Aldersspredningen er stor. Fra slut-30-erne til midten af 80-erne. Parforhold, enlige og nyligt skilte.

Anledningerne til at søge fællesskabet er lige så forskellige.

»Nogen kommer, fordi de har en stor sorg. Nogen, fordi de er ensomme. Andre har problemer med sig selv, og der er nogen, der kommer, fordi de er stressede. Der er også nogen, der kommer, bare fordi de synes, det er en fed ting at støtte, og fordi de føler, de har noget at bidrage med. Derfor siger jeg også til folk, at de skal komme, hvis de har lyst til at støtte andre, eller hvis de har brug for at blive støttet,« fortæller Henrik Bennetzen.

Så mødes de hver anden onsdag. Den ene uge til en vandretur fra Rimsø. Næste gang er det her i skovene omkring Gjerrild, hvor møderne oftest starter med stilhed og åndedrætsøvelser for at komme i kontakt med sig selv og naturen.

Som naturterapeut sætter Henrik Bennetzen derefter forskellige øvelser i gang som en katalysator for de senere snakke. Det kan for eksempel være at finde naturgenstande, der på en eller anden vis minder om noget ved ens personlighed.
Simpelt, men ofte med stor effekt.

»For mange er det en befrielse at kunne tale om sig selv på den måde. Nogle bliver meget glade. Andre begynder at græde. Det kommer også lidt an på, hvor meget jeg skubber på, for det er ikke meningen, at folk skal bryde sammen. Vi er en gruppe, og det er meningen, vi skal have det rart sammen,« siger Henrik Bennetzen.

Møderne i skoven slutter med mad over bål, og den der særlige ro, som stirren ind i flammerne kan give.

»Et af vores gruppemedlemmer kalder bålet for verdens ældste forsamlingshus. Det udtryk kan jeg godt lide,« noterer naturterapeuten.

I kontakt

Ved det gamle træ ved voldgraven har den kejtede følelse fortaget sig

Med kinden mod den nuprede bark, fødderne solidt plantet på de enorme rødder og armene om den massive stamme, er det i stedet følelsen af noget urokkeligt, der dukker op. Trygt og naturligt.

Henrik Bennetzen smiler indforstået. Han har set reaktionen før. Hans erfaring er, at mange af medlemmerne i mandegruppen tager både naturoplevelser og de mange snakke med sig hjem og efterfølgende bruger dem aktivt i deres hverdag.

»Det er oplevelsen af at mærke sig selv. Det er jo egentlig tit det, der er problemet. At man ikke kan det,« siger Henrik Bennetzen.