Har været natteravn i 20 år - nu kommer han med en opfordring til de unges forældre

64-årige Charsten Lilleris var med til at starte lokalafdelingen af Natteravnene op i Ebeltoft for 20 år siden.

Helt præcist 3. marts 2004.

Hans egne børn er for længst blevet voksne, men han fortsætter de sene gåture i byens natteliv af flere grunde.

»Først og fremmest på grund af kontakten med de unge mennesker. De er næsten altid lutter glade, når vi kommer i de gule jakker. De ved, hvad vi har i lommerne, nemlig bolsjer. Når de har fået sådan et, så spørger de, om de få det, vi har i den anden lomme, som er kondomer.«

Han griner lidt, men der er ikke noget som bolsjer og kondomer til at bryde barrierer ned hos målgruppen for natteravnenes arbejde.

Det fortæller hans makker, Keld Nyhuus, som har været Natteravn i 15 år.

»De er 14-18 år, og vi er der for at hjælpe dem. Ikke for at sladre til politiet eller deres forældre, men for at de kan føle sig trygge i bylivet. Stort set alle unge i Ebeltoft ved, hvem vi er, og hvad vi står for, og vi synes, vi har en rigtig god relation til dem. Vores opgave er at være synlige, så de ved, hvor de kan henvende sig.«

Natteravnene er der for unge, der har brug for hjælp, når de for eksempel har drukket for meget, er havnet i en konflikt eller har brug for en voksen at tale med.

Natteravnene blev stiftet i 1998 som en frivillig landsdækkende social organisation.

Den er Danmarks største kriminalpræventive frivilligindsats, og i dag er der lokale afdelinger over hele landet.

Indsatsen er enkel og består grundlæggende af vandringer på tre til fire timer i det offentlige rum sammen med to andre voksne.

Der sker en masse

Charsten Lilleris går cirka en gang om måneden fra klokken 22, og til der ikke sker mere.

»Vi runder de steder, hvor vi ved, de unge hænger ud. Ved skolen, idrætsbanerne, havnen, busstationen og lignende steder. Og de unge vi møder i dag er meget unge. Yngre, end da vi startede og derfor er vores aldersgruppe de facto helt ned til 10 år.«

Det kan være mange forskellige ting, de møder. En ung, fuld mand som i frostgrader har lagt sig i en sidegade, mens hans far, der skal hente ham, forsøger at finde ham.

»Den unge mand kunne ikke guide ham, så det gjorde vi,« forklarer Keld Nyhuus.

Heldigvis er de fleste af de situationer, Natteravnene møder, uskyldige, og deres ture får derfor mere præg af at være forebyggende, men sådan er det ikke altid.

»Nogle gange sker der mere end andre gange, men tro mig, der sker en hel masse. Jeg er overbevist om, at der foregår mere, end forældrene tror, der gør.«

Charsten Lilleris fortæller, at Natteravnenes synlighed for eksempel har fået sælgere af stoffer og hash til at fortrække sig og køre hjem til, hvor de kom fra.

»Dem, der bliver glade, når vi kommer, er jo oftest de unge, der har rent mel i posen. De andre forsvinder, når de ser os.«

Tydelig tendens

Natteravnene er ganske almindelige, frivillige voksne, helt uafhængig af baggrund, som vælger at tage et medansvar for trygheden i deres lokalområde.

Og det ville både Charsten Lilleris og Keld Nyhuus ønske, at flere i Ebeltoft gjorde.

»Vi er kun syv natteravne tilbage her i byen, og jeg tror kun, det er to af os, der rent faktisk har børn i målgruppen eller yngre. Vi får tit ros af de forældre, hvis børn vi passer på, men de har ikke selv tid til at tage en tørn. Sådan er det vist også for de fleste andre byer her på Djursland. Måske i hele Danmark. Der er plads til flere Natteravne.«

De har begge i andre sammenhænge arbejdet med unge gennem mange år.

Charsten Lilleris blandt andet som formand for fodboldklubben.

I dag ser de en anden kultur, hvor forældre tager mindre ejerskab over de frivillige opgaver, der skal løftes, for at unge har et godt, sundt og trygt ungdomsliv.

»Det er selvfølgelig generaliserende, men der er en ret tydelig tendens til, at forældre tænker, at der er nogle andre, der tager sig af deres børn. Lige som mange også gør, når de afleverer ved fritidsaktiviteter og lignende uden selv at tage del i foreningen.«

De kan godt høre, det kommer til at lyde som noget, der ligner sure opstød, men de forsikrer, at ingen er sure, når de går i den gule jakke, for det er hyggeligt.

»Så mødes vi i Judogården, som har stillet lokaler til rådighed for os og går et par timer. Så får vi lige en kop kaffe, inden vi går ud igen. Og det er altså noget helt særligt at se byen om natten. Man ser den fra en anden side, end man plejer.«

Hvis man vil være natteravn, så kræver det ikke alverden.

Alle ansvarlige voksne, der er indforstået med at efterleve konceptets regelsæt, har en blank børneattest og som mindst deltager på foreningens hold et par gange om året, eller som på anden måde er aktive, kan blive Natteravn.

Foreløbigt bliver de begge to ved.

»Vi tør ikke stoppe, for hvis først, der ikke er nogen, så tror jeg aldrig, det kommer i gang igen. Så vi bliver ved, men det ville være skønt, hvis flere havde lyst til at være med. Især nogle af dem, der selv har børn,« afslutter Charsten Lilleris