De er udskældte og uundværlige weekendsoldater og vagthunde. Nu fylder de 75 år

Hjemmeværnet fylder 75 år.
1. april er det et trekvart århundrede siden, Hjemmeværnet officielt blev oprettet på skuldrene af modstandsbevægelsen efter Anden Verdenskrig.

Siden da har Hjemmeværnet været en fast bestanddel af det danske forsvar. Jævnligt udskældt. Ofte latterliggjort. Altid stillet op og nu mere aktuelt end i mange år, efterhånden som den sikkerhedspolitiske situation ændrer sig med Ruslands invasion i Ukraine og aggression mod Vesten.

De storpolitiske realiteter har også nået den gamle flyvestation Tirstrup. Her har Hærhjemmeværnskompagni Djursland hovedkvarter. Det er herfra, kompagniet blandt andet leverer frivillige soldater til bevogtning af det militære grej og soldater fra allierede styrker, der ankommer til Aarhus Havn, inden de skal indsættes i Østeuropa.

Hvem peger pilen på?

I den lille skov uden for hovedkvarteret står Jonas Valbjørn Andersen fra Rønde og retter lidt på sin baret for at få den til at sidde rigtigt. Han vil gerne se korrekt ud på det billede, der snart skal tages af ham.

Det er blot et par uger siden, han meldte sig ind i Hjemmeværnet. Han har aldrig aftjent værnepligt eller på anden vis haft en fortid i Forsvaret. Nu står den 42-årige lektor på IT Universitetet foran at skulle gennemføre den militære grunduddannelse, som alle Hjemmeværnets rekrutter skal igennem.

Jonas Valbjørn Andersen repræsenterer det fundament, som Hjemmeværnet lige siden starten i 1949 har hvilet på. Et beredskab, hvor der i i princippet er plads til, at alle uanset baggrund kan gøre en frivillig indsats.

Det var der mange danskere, der havde i Hjemmeværnets første år. I 1950’erne hang åget fra den kolde krig tung over landet, og Hjemmeværnet talte over 70.000 medlemmer, som dengang alle opbevarede udrustning, våben og ammunition i eget hjem, og dermed lynhurtigt kunne mobilisere sig, hvis den sovjetiske trussel blev en realitet.

Det er ikke konkret frygten for russerne, der har fået Jonas Valbjørn Andersen til at trække i uniformen, men sikkerhedssituationen har været en medvirkende årsag.

»Der er stadig det gamle koldkrigs-billede af russerne, der pludselig står på vores strande, men virkeligheden er lidt anderledes i dag. Som lektor på IT Universitetet ved jeg, at der dagligt er hackerangreb på vores institutioner og infrastruktur, og der er ikke meget der skal lykkes, før der er brug for et beredskab. Hvis man har erkendt det, og man synes det er vigtigt, at der er et beredskab, så er det næste spørgsmål; hvem er det så der tager telefonen? Der kom jeg frem til den konklusion, at pilen pegede ind mod mig selv,« fortæller Jonas Valbjørn Andersen.

Frigør vigtige kræfter

Han er samtidig også et billede på den hån og latterliggørelse, som Hjemmeværnet gennem alle tider har været genstand for.
Weekendsoldaterne med skarpladte våben over skulderen og wienerbrød i rygsækken. Eller uniformen dækket af gule veste og en fernis af lidt for meget selvtilfredshed og påtaget autoritet, når trafikken skal reguleres ved store arrangementer.

Jonas Valbjørn Andersen noterer straks, at han endnu ikke har stået ansigt til ansigt med fordommene.

»Jeg har ikke engang set et stykke wienerbrød i de uger, jeg har været med,« konstaterer han med et grin.

»I princippet er det også lige meget. Jeg påtager mig gerne den opgave at trække i en vest for at regulere trafikken. Det betyder jo, at der er en politibetjent, som i stedet kan gå ud og lave politiarbejde. Som jeg ser det, er vi med til at frigøre nogle store ressourcer, som kan bruges på andre vigtige opgaver,« mener Jonas Valbjørn Andersen.

Stod i vejen for invasion

Hans kompagnichef Jørgen Flindt giver en hånd med baretten.

Der er visse lighedspunkter i deres respektive indgange til Hjemmeværnet trods en anciennitetsforskel på godt 40 år.
Da Jørgen Flindt meldte sig ind i starten af 1980’erne var truslen fra Sovjetunionen og frygten for atomkrig igen altoverskyggende efter et par årtier med antiautoritære og forsvarskritiske vinde.

Kompagnichef Jørgen Flindt var med, da Hjemmeværnet oplevede sin absolutte storhedstid og talte over 77.000 medlemmer på landsplan.

Som Hjemmeværnet skriver på sin hjemmeside, er man i disse år »for alvor en militær organisation, som man i Beredskabet regner med.«
Det mere end antyder seniorforsker ved Rigsarkivet Steen Andersen også i DR’s podcast Genstart 4. marts i år.

Her uddyber forskeren, at dokumenter om Warszawapagten under Den Kolde Krig fortæller, at generalstaben i Polen i 1983 vurderede Hjemmeværnet som en reel trussel i forhold til at gennemføre en landgang på de danske øer.
Årsagen er, at almindelige mennesker i tusindtal med indgående kendskab til deres egne lokalområder og med våben og uniform i hjemmet meget hurtigt vil kunne mobiliseres og stå i vejen for en invasion.

»De har operationsplaner. De ved, hvad de skal forsvare. De kender deres område, og deres terræn. Det som polakkerne vurderer er, at det kan godt være, at det er et regionalt forsvar, og det er amatører, men deres tilgang til den opgave, de skal løse, er en professionel militær løsning, og derfor er de farlige,« fortæller Steen Andersen i Genstart.

Den tilgang husker kompagnichef Jørgen Flindt.

»Vores opgave var at forsinke fjenden. Ikke standse dem, men få dem til at tage andre veje eller stoppe op og få det til at vare så længe, at Forsvaret kunne nå at mobilisere sig. Det er sådan set noget, vi stadig træner, hvordan vi agerer, hvis vi ser en fjende, og hvad gør vi, hvis vi i værste tilfælde befinder os bag fjendens linjer. Det har været oppe til overvejelse, om Hjemmeværnet igen skal have det, der hedder øgede opgaver; altså hvor vi blandt andet kan sprænger broer i luften for at forhindre fjenden i at rykke frem,« siger Jørgen Flindt.

Hvem tør vi sende ud?

Det er også en af årsagerne til, at der er grundige vurderinger af, hvem der kan varetage bestemte opgaver. Selv om Hjemmeværnet i princippet er åbent for alle, uanset om uniformen hænger løst eller sidder stramt, så er det ikke ligegyldigt, hvem der får et gevær i hånden.

For at få udleveret våben til opbevaring i hjemmet skal man bestå geværskytteuddannelsen samt bestå en årlig kontrolskydning og i øvrigt kunne opbevare sit våben efter lovens bestemmelser.
Ammunition bliver aldrig opbevaret privat længere. De fleste medlemmer har da heller ikke våben udleveret. Alle skal dog gennemføre en kontrolskydning én gang årligt.

Selv for kompagnichefen er der kommet øgede restriktioner i forhold til adgangen til våben.
Det er andre tider end dengang i 1950’erne, hvor 70.000 bevæbnede danskere hurtigt kunne rykke ud i et forsvar af deres lokalområder.

Jørgen Flindt mener ikke, at det går ud over Hjemmeværnets evne til hurtigt at mobilisere sig. Tværtimod vidner det om en højere grad af professionalisme i det frivillige beredskab, vurderer han.

»Det kan godt være, at Hjemmeværnet på mange områder er mere løst og jovialt end i militæret, men vi har faktisk en organisation med nogle soldater, som løser skarpe opgaver. Husk på, at når vi for eksempel bevogter Aarhus Havn, så er det med skarpladte geværer. Det er ikke alle og enhver, vi kan sende ud på sådan en opgave, hvor der kan opstå en situation, hvor man på meget få sekunder skal tage beslutningen ’vil jeg skyde, eller vil jeg ikke skyde’. Der må jeg som chef lave vurderingen på, om det er nogen, jeg tør sende ud,« forklarer Jørgen Flindt.

Savner nye rekrutter

Og der skal bruges mange hjemmeværnssoldater til de skarpe opgaver som for eksempel bevogtningen på Aarhus Havn. Det er tilmed en opgave med døgnbemanding, og med tiden er det ikke blevet lettere at samle frivillige.

Op igennem 1990’erne faldt interessen for Hjemmeværnet i takt med brokkerne fra Berlinmuren og truslen fra Sovjetunionen.

I dag er der officielt omkring 43.000 frivillige i Hjemmeværnet, men det faktiske tal for aktive hjemmeværnssoldater er helt nede på cirka 13.000.

Jørgen Flindt hiver et par dokumenter frem, der viser et af hans store hovedbrud i den lokale kommando på Djursland.
Hans liste over reserver tæller egentlig omkring 140 personer, men når fødselsårene på flere af dem dateres helt tilbage til 1930’erne, er det også fortællingen om, at kompagnichefen nok ikke skal gøre sig de store forhåbninger om øget aktivitet fra reserverne.

I øjeblikket råder Jørgen Flindt over 47 aktive frivillige i sit kompagni, og han indrømmer gerne, at han oftest løber panden imod muren i forsøget på at rekruttere nye folk til Hjemmeværnet.

Det er en skam, mener hans nyeste rekrut Jonas Valbjørn Andersen.
Det var udsigten til at gøre en forskel, der fik ham til at søge ind til Hjemmeværnet, men ud over en enorm imødekommenhed og et stort fællesskab, har han også opdaget helt nye muligheder for personlig udvikling.

Hjemmeværnet tilbyder en lang række uddannelser til alle medlemmer, som den enkelte selv kan tilpasse, og det er kommet som en positiv overraskelse for Jonas Valbjørn Andersen, at Hjemmeværnet byder på mange alsidige veje.

»Det har overrasket mig, hvor struktureret og vidt forgrenet, man kan bygge sin uddannelse op. Der er muligheder for at tage lederuddannelser eller uddanne sig som instruktør. Jeg arbejder til dagligt med it, og jeg forestiller mig, at jeg kan bygge en uddannelse, der ender op inden for det område og uddanne mig inden for signal og kommandoer. Det synes jeg, der er en kæmpe ressource at få så mange muligheder, og det koster mig 0 kroner. Jeg betaler med min tid og min indsats,« konstaterer Jonas Valbjørn Andersen.

Han trækker lidt i uniformen for at få den på plads. Baretten har fået de rette folder, og han stiller sig op foran kameraet. Klar.

Siden Rusland invaderede Ukraine 24. februar 2022, har Hjemmeværnet fået XXX nye frivillige soldater.