Aarhusianere står bag landets bedste oste: »Jeg er ikke til at skyde igennem lige nu!«
Jama Ost fra Risskov vandt guld, da der der mandag blev afholdt fagkonkurrence for ostehandlere på fødevaremessen Foodexpo.
Manfred Schedler nåede knap at sætte sig, før han blev kaldt op på scenen igen for at modtage dagens anden hyldest for sine hjemmerørte ostespecialiteter.
Direktøren i og indehaveren af Jama Ost i Risskov modtog mandag hele to pokaler - en for Danmarks bedste flødeost og en for Danmarks bedste rygeostsalat.
»Jeg er ikke til at skyde igennem lige nu. Jeg og mit passionerede personale er utroligt stolte over prisen. Ikke mindst fordi vinderne bliver fundet gennem en stor fællesafstemning og ikke blot et dommerpanel på tre personer. Det beviser, at de fleste danskere virkelig elsker smagen af vores rørte oste,« siger Manfred Schedler i en pressemeddelelse.
Osteelskere vil vide, at Jama Ost også for to år siden vandt prisen for Danmarks bedste hjemmerørte hvidløgsost.
Om kort tid er det ikke kun aarhusianere og ægte oste-aficionados, der vil køre efter ost, men hele Danmark, som kan smage Jama Osts vinderoste samt resten af ostehandlens store sortiment.
Ostebutikken i Risskov er nemlig på trapperne med en webshop.
»Vi glæder os til at dele vores passion for ost med hele Danmark – og ikke kun Aarhus og Omegn. Vi ser virkelig frem til at kunne levere enestående osteoplevelser til alle i hele landet,« siger Manfred Schedler begejstret.
Den vindende flødeost er baseret på en blanding af forskellige flødeoste, der er tilsat en lang række løgtyper og krydderurter. Den kan for fremtiden købes i Jama Ost i Risskov. Rygeostsalaten tager udgangspunkt i den fynske klassiker – dog med et personligt Jama-Ost-tvist.
Jama Ost er med mere end 40 år en af landets ældste ostehandlere. Virksomheden sælger både til privatkunder fra butikken på Nordre Strandvej i Risskov og engros til erhvervskunder.