Karen fra Campus Bøgehøj er en rigtig Pippi: Hvis ikke hun har prøvet det før, finder hun ud af det
Karen Andresen har blandt andet både været omkring hotelbranchen, en trampolinpark og Bestseller, inden hun landede som leder af Campus Bøgehøj i Ebeltoft.
Hvis man kan tale om at køre i et sjette gear som menneske, så er 43-årige Karen Andresen, leder af Campus Bøgehøj, et af dem. Hun har altid fart på, uanset om det er på jobbet eller i fritiden, hvor hun cykler på mountainbike og dyrker undervandsjagt sammen med sin mand og deres to drenge på 9 og 12 år.
Inden hun blev ansat som leder af Campus Bøgehøj i Ebeltoft, var hun i mange år i hotelbranchen, som blandt andet har bragt hende til Helnan Marselis Hotel i Aarhus, Egypten, Tyskland og Frankrig. Da hun fik metaltræthed af hotel-verdenen, gik turen til Bestseller, hvor hun sad som koordinator i rollen som Supply Responsible med ansvar for Europa. Derefter blev kursen sat mod Hotel Ebeltoft Strand og derefter til Salling Stormagasin som afdelingschef og indkøber i legetøj, bog, papir og elektronik, efterfulgt af trampolinparken, Rush, som General Manager, inden hun kunne parkere ved Campus Bøgehøj, som siden 2020 har været hendes arbejdsplads.
Hjertet skal være med, og det er vigtigt, at jeg er ægte. Jeg er ikke bange for at vise, hvis jeg har en dårlig dag eller er ked af det.
For Karen Andresen er det vigtigt, at alle – uanset om man er leder eller kollega – tør være sig selv og vise følelser.
»Hjertet skal være med, og det er vigtigt, at jeg er ægte. Jeg er ikke bange for at vise, hvis jeg har en dårlig dag eller er ked af det. Vi skal skabe et rum, hvor vi kan gribe hinanden – uanset om det er mig eller en kollega, som skal gribes. Det skal være ok både at grine og fælde en tåre - vi skal kunne det hele sammen,« mener Karen Andresen.
Mange kasketter
Hun er den type leder, som har en rigtig Pippi Langstrømpe-tilgang, for hvis ikke hun har prøvet det før, ja, så finder hun nok ud af det.
»I forbindelse med ombygningen af Bøgehøj er jeg sammen med en kollega blevet “bygherre”, og lige nu joker vi med, at jeg også er køkkenchef, fordi ham, vi har, er på barsel, så nu har jeg også prøvet det – det er god gas. Og vi skal have det sjovt, når vi er på arbejde - sådan ægte sjovt,« griner Karen Andresen.
At hun sammen med kollegerne har været i spidsen for den store ombygning og forvandling på Campus Bøgehøj, vidner om en af de mange kasketter, hun bærer.
»Vi arbejder meget med mental sundhed i Salling Group, og derfor vil vi også gerne have vores kolleger med ud i naturen og skabe de allerbedste rammer for dem. Det gør vi blandt andet med ombygningen af Campus Bøgehøj, hvor vi ud af mange ting har opført en pavillon og en bålhytte,« siger lederen af Bøgehøj, som intet har imod at snitte grøntsager i køkkenet eller hive sengetøjet af, hvis personalet har travlt.
Lokalområdet på Campus Bøgehøj
Da Karen Andresen begyndte som leder på Campus Bøgehøj, var det mere eller mindre kun eleverne i Salling Group, som gæstede stedet. Det er der gennem årene blevet lavet om på, og Bøgehøj er også blevet en vigtig spiller i lokalsamfundet med mange ansatte fra nærområdet. Karen Andresen har taget sine mange års erfaring fra hotelbranchen med i sin måde at tænke gæsteoplevelsen på Bøgehøj ind.
»I dag bruger alle i Salling Group Campus Bøgehøj. Uanset hvad vi foretager os, har vi altid gæstebrillerne på, så vi kan skabe de bedste oplevelser. Sammen med mit team har vi åbnet stedet mere op og gjort det til et attraktivt sted for alle i Salling Group. Det er blandt også derfor, vi har behov for at udvide med den nye værelsesfløj, som er på vej. Der er ingen tvivl om, at Campus Bøgehøj er vokset, og at vi er en arbejdsplads i vækst,« siger Karen Andresen.
Jeg ved godt, at jeg har et højt drive, og at vi alle arbejder forskelligt, men det er motiverende for mig, at vi ikke er ens, og at jeg ved, at min energi virker for mig og på mine omgivelser.
Hendes høje drive og Duracell-energiniveau er helt sikkert medvirkende til, at hun sammen med kollegerne får tingene til at ske og lykkes.
»Jeg ved godt, at jeg har et højt drive, og at vi alle arbejder forskelligt, men det er motiverende for mig, at vi ikke er ens, og at jeg ved, at min energi virker for mig og på mine omgivelser. Jeg bliver drevet af at udvikle mennesker – uanset om det er elever eller mine kolleger.«
Lær af dine fejl
Lige siden Karen Andresen var anfører på sit fodboldhold, har hun været bevidst om, at hun godt kan lide at gå forrest og være en del af en flok, som sammen præsterer. Og selv om hun er god til det og holder af dagligdagen som leder, skal hun også styre gennem udfordringerne.
Jeg vil råde alle til at tro på sig selv og gå ind i tingene med en Pippi-indstilling. Man skal ikke være bange for nye projekter og at gøre noget forkert.
»Bagsiden af medaljen på mit høje energiniveau er, at jeg ikke er særlig tålmodig. Hvis jeg synes, noget er spild af tid, bliver jeg utålmodig, men det er selvfølgelig noget, jeg har fokus på.«
Et andet sted, Karen Andresen kan blive udfordret, er på strukturen. Det hænger også sammen med det høje energiniveau.
»Jeg har jo en popcorn-hjerne og har ikke særlig meget struktur. Jeg har gennem årene tillært mig nogle strategier blandt andet gennem min projektlederuddannelse, så det fungerer for mig, og jeg laver mange lister, som jeg bruger i mit arbejde.«
Som med alle andre mennesker, laver Karen Andresen naturligvis også fejl ind imellem, og når det sker, handler hun anderledes næste gang.
»Jeg vil råde alle til at tro på sig selv og gå ind i tingene med en Pippi-indstilling. Man skal ikke være bange for nye projekter og at gøre noget forkert. Hvis jeg ikke fejler, lærer jeg ikke. Intet er så katastrofalt, at man ikke kan prøve noget nyt næste gang,« fortæller Karen Andresen.