Skal Harry Lauritsen fra Låsby Boldklub eller Jacob Bach Jensen fra Gl. Rye Idrætsforening være Årets Energibombe?
Harry Lauritsen fra Låsby Boldklub og Jacob Bach Jensen fra Gl. Rye Idrætsforening er nomineret som Årets Energibombe. En pris som AURA uddeler for at hylde de lokale frivillige.
AURA har udvalgt fem frivillige til at være blandt de sidste fem nominerede til titlen som Årets Energibombe i AURAs område. To lokale er iblandt.
En af dem er Harry Lauritsen fra Låsby Boldklub, som er indstillet til prisen af Alex Sørensen på vegne af Låsby Boldklub.
»Harrys positive tilgang og drive for at løfte livet i hallen, for X- FIT som sport for alle aldre og aktiviteter generelt smitter af på andre, og får dem involveret til også at tage del i det frivillige arbejde, som foreningen kræver. Harry tænker udvikling og fremtid for foreningen, han ønsker vi alle skal blive en del af livet i hallen, ligesom han selv er vokset op som halbarn. Harry gør op med plejer og ser nye vinkler, stiller spørgsmål til det vante og udfordrer medlemmernes prioriteter både hvad angår træning og tilgang til at løfte i flok i forhold til de opgaver som skal løftes,« skriver Alex Sørensen blandt andet i indstillingen.
Det fremgår af en pressemeddelelse.
Harry Lauritsen var overrasket og meget beæret over at være nomineret til prisen.
»Jeg har været en del af foreningslivet, siden jeg var fem år. Jeg har foreningslivet i blodet, og er vokset op med, at det er en integreret del af tilværelsen. Jeg glædes over, at jeg kan bidrage til samhørigheden i lokalsamfundet via foreningslivet og til at folk får sig rørt, om det så er igennem håndbold, fodbold eller X-FIT,« siger han og fortsætter:
»Jeg sender også en kærlig tanke til Bent fra Nørre Søby Idrætsforening, som troede på mig, og hjælp mig godt i gang med min frivillige trænerkarriere, da jeg var yngre. Han var og er min store inspirationskilde, og hvis jeg kan være til inspiration for andre, ligesom han var for mig, ville det være fantastisk.«
Energibombe i Gl. Rye
Jacob Bach Jensen er indstillet til prisen af Thomas Gjøde på vegne af Gl. Rye Idrætsforening. I indstillingen af Jacob Bach Jensen skriver Thomas Gjøde blandt andet:
»Jacob er en sand energibombe i vores aktive forening, der altid viser vej, og smitter med sit inkluderende og smilende væsen. Han er en person der oprigtigt lever og ånder for fællesskabet. Han er medvirkende til at fastholde de unge mennesker i foreningslivet, udvikle på nye ideer og endda skabe sine egne relationer til andre voksne, ved selv at deltage i alle byens sociale arrangementer og andre fysiske aktiviteter,« skriver Thomas Gjøde.
Jacob Bach Jensen var glad og ydmyg over at være nomineret til prisen:
»Jeg er meget overrasket over at være nomineret til prisen, også fordi vi er rigtig mange ildsjæle i klubben. Foreningslivet er ikke en enmandshær, og jeg kunne ikke gøre det, jeg gør, hvis ikke det var for alle de andre frivillige,« siger han og fortsætter:
»Det giver mig energi at være med til at tiltrække og fastholde børn og unge i foreningen, samt at være med til at udvikle dem. Når man ser dem gøre sig klar til gymnastikopvisning, og hvor meget de glæder sig til at vise, hvad de har lært, så er det en belønning i sig selv.«
Anerkendelse af frivilligt arbejde for lokale fællesskaber
Prisen Årets Energibombe går til en frivillig fra en lokal forening i det område, som AURA forsyner. Energibomben indstilles af en forening, og AURA har igen i år udvalgt fem kandidater, som er gået videre til en afstemning blandt selskabets ca. 113.000 andelshavere.
»Frivilligheden er en af grundpillerne for det danske foreningsliv og for stærke fællesskaber i lokalområderne. Vi ønsker at være med til at hylde de ildsjæle, som arbejder utrætteligt for disse fællesskaber for at sikre aktivitet og udvikling,« siger Carsten Höegh Christiansen, adm. direktør i AURA.
Ud over anerkendelsen udløser prisen 30.000 kr. til vinderen. Årets Energibombe får selv 5.000 kr., mens 25.000 kr. går til den forening, som energibomben repræsenterer.
Afstemningen løber frem til 5. april og foregår på aura.dk/energibombe
Vinderen offentliggøres i uge 16.