Fortsæt til indhold

Sune skreg efter tyveknægte gennem nabolaget. Hans vej er hårdest ramt i hele Aarhus

Klokkerfaldet i Aarhus V var i 2023 samt de første to måneder af 2024 den suverænt hårdest indbrudsramte vej i kommunen.

Samfund

»Kom bare ind!«

Når man uanmeldt banker på hos en husstand, der for ganske nylig har været udsat for indbrud, er det ikke umiddelbart den åbningsreplik, man forventer. Årsagen er dog ganske god.

Mette Lysters mobilitet er nemlig kraftigt nedsat for tiden efter en ulykke under hende og familiens skiferie i uge 7, der resulterede i et brækket ben. Det gør, at hun slår timerne ihjel på husets førstesal.

»Jeg er vokset op på landet, så jeg orker ikke at leve med en låst dør, når der er nogen hjemme,« forklarer hun selv den spøjse velkomst.

Som om et brækket ben ikke var nok malurt i bægeret i familiens vinterferie, så blev deres hjem også ramt af det, som relativt mange af deres naboer på Klokkerfaldet har været udsat for.

Indbrud.

Vejen, der består af seks vænger - alle prydet af parcelhuse - og ligger i Aarhus’ vestlige bydel, har været ramt af ikke færre end 15 indbrud fra starten på 2023 og frem til og med 28. februar i år. Det fremgår af en aktindsigt, Din Avis Aarhus har fået hos Østjyllands Politi. Aktindsigten viser de ti hårdest ramte veje i kommunen i perioden, og her skiller Klokkerfaldet sig bemærkelsesværdigt ud. Nummer to på listen har således »kun« været ramt af ni indbrud.

Elcykler i høj kurs

Hjemme hos familien Lyster var forestillingen om et indbrud i hjemmet ikke så fjern endda. For ud over, at de vidste, at deres naboer var udsat for dette fra tid til anden, havde Mette og hendes mand Sunes familie faktisk ved flere lejligheder set skumle personer på deres matrikel og et par gang kom det endog til en konfrontation.

»Vi har haft fem hændelser herhjemme i de tre år, vi har boet her,« fortæller Sune Lyster, inden han, suppleret af sin kone, gennemgår dem slavisk.

Ifølge ægteparret har der ved de fire første episoder været tale om den samme lille gruppe meget unge personer.

»Børn, vil jeg næsten kalde dem,« som Sune Lyster siger om gerningsmændene, som han skønner har været ned til 13-14 år gamle.

Målet for de unge tyveknægte har oftest været de elcykler, som familien Lyster har stående i deres garage. Et rum, der normalt er aflukket og aflåst.

Ved én lejlighed er det lykkedes tyvene at stjæle en elcykel. Ved de andre episoder har familien oplevet, at gerningsmændene har trængt ind på deres grund.

Den tredje hændelse fandt sted i sommeren 2023, mens Sune Lyster arbejdede på husets altan. Pludselig stod han i garagen ansigt til ansigt med tyvene, som var i gang med at stjæle sønnens elcykel. Udåden fik Sune Lyster til at løbe efter gerningsmændene gennem nabolaget.

»De var 30 år yngre, end jeg er, og det kom til deres fordel dér, hvor jeg løb efter dem og skreg i nabolaget: ”Stop tyvene!”,« fortæller Sune Lyster, der denne juni-dag måtte se tyvene undslippe, dog uden tyvekoster.

Mette og Sune Lyster har oplevet indbrud, eller forsøg på det, hele fem gange i løbet af deres tre år på Klokkerfaldet. Foto: Mathias Dueholm

Sigtelse i hver tyvende sag

Din Avis Aarhus har forsøgt at få en forklaring fra Østjyllands Politi på, hvorfor Klokkerfaldet er så hårdt ramt af indbrud. Her har man ikke »umiddelbart nogen god forklaring« på, hvad årsagen er.

Ved avisens besøg på vejen, står det klart, at mange af beboerne har taget forholdsregler mod indbrud. Mange har egne overvågningssystemer, og derudover byder et »Nabohjælp«-skilt besøgende velkommen ved indkørslen til vejens vænger.

»De har jo faktisk forsøgt at gøre nogle af de ting, som vi typisk vil opfordre til,« fortæller Emil Enemark Sørensen, kommunikationsrådgiver hos Østjyllands Politi.

Politikredsen har undersøgt sagen, men tilskriver Klokkerfaldets uheldige statistik tilfældigheder og vurderer desuden, at tallene ligger inden for en statistisk usikkerhed. Det er da heller ikke noget, der for nuværende fører til en ændret indsats på vejen.

»Det er ikke umiddelbart noget, der fører til, at vi sætter målrettet ind på lige netop den vej,« lyder det.

Generelt holder Østjyllands Politi dog øje med, om der opstår mønstre i indbrud. Hvis en bydel er særligt hårdt ramt, vil de forsøge med det, de kalder »en lidt bredere indsats.«

Ifølge tal fra Danmarks Statistik ender cirka fem pct. af anmeldelser om indbrud i Aarhus i en sigtelse. Et tal, der ikke har gjort de store udsving de seneste ti år.

Hvorfor er det tal ikke højere?

»Det er svært at sige, men der er faktisk lige en 40-årig mand, der er blevet idømt et års fængsel for en lang række butikstyverier. Nogle gange kommer det på bagkant. Det kan selvfølgelig være svært for politiet at opklare, hvis der ikke er nogle spor at gå efter,« siger Emil Enemark Sørensen fra Østjyllands Politi.

Politiet afviser imidlertid, at det er, fordi der mangler tid til at opklare sagerne.

»Der er ikke noget, der ikke er tid til, men det bliver jo prioriteret i den afdeling, hvor det hører til,« fortsætter kommunikationsrådgiveren, der gør opmærksom på, at man netop har kunnet melde ud, at man har haft tid til at opklare 70 forskellige butikstyverier.

Smykker og LEGO

På Klokkerfaldet 1, hvor familien Lyster bor, kulminerede de ubehagelige oplevelser med et regulært indbrud i deres hjem. En smadret rude, stjålne smykker og gennemrodede skuffer og skabe. Det var det syn, der mødte dem, da de kom hjem fra deres skiferie i Sverige.

Tre dage forinden, om torsdagen, var Mette Lyster blevet indlagt med en forstuvet hofte og et brækket ben, der efterlod Sune Lyster alene med de tre børn. Og fredag indløb så meldingen fra Østjyllands Politi om, at familiens hus var blevet genstand for indbrud.

»Der er en hundelufter, der har konstateret, at vi har en smadret rude, så politiet spurgte, hvornår vi kunne møde. På det her tidspunkt ligger Mette med et brækket ben på et sygehus i Sverige, halvanden time væk fra børnene og mig,« fortæller Sune Lyster, med et skævt smil, der indikerer, at han godt kan så det ironiske i den ellers ret alvorlige situation.

Efter at have fået en tante til at mødes med politiet og forsikringsselskabet til at lappe hullet i terrassedøren, kunne familien efter hjemkomsten sande, at der havde været en professionel tyveknægt på spil.

»Det har været en grundig tyv, der har været minutiøst igennem det hele. Han har taget alle guldsmykker og udvalgte sølvsmykker,« siger Sune Lyster.

Foruden smykkerne er tyven rendt af sted med en arbejdstelefon, et kaffestel af kongeligt porcelæn, der var nedarvet fra børnenes oldemor, og et sæt LEGO Mindstorms til flere tusinde kroner.

Sig »hej«

Østjyllands Politi understreger, at man som beboer og husejer kan gøre mange ting for at forebygge risikoen for indbrud.

»Man skal sige ”hej” til dem, man møder, og som måske ikke umiddelbart hører til i området,« lyder det.

Derudover anbefales det, at man får sit hus til at se beboet ud, når man ikke er hjemme. Det kan gøre ved blandt andet at lade sin bil stå i indkørslen, eller få naboen til at parkere der og fylde i skraldespanden.

Af øvrige gode råd lyder det fra politiet, at man bør tilmelde sig nabohjælp, anvende tænd/sluk-lys og derudover klippe sin hæk ned i en højde, så eventuelle tyve bliver bange for, at de kan opdages af naboerne.