Fortsæt til indhold

Fra 6 til 55 kilo - på to år: »Begynd med små skridt«

»Ingen bøvl med bælgfrugter.« Sådan lyder mottoet hos Skanderborg Aktivitetscenter, der på to år har øget det årlige forbrug af bælgfrugter fra 6 til 55 kilo.

Samfund
bos

En varieret krydderiskuffe og en blender. Det er ifølge tre garvede køkkenmedarbejdere på Skanderborg Aktivitetscenter opskriften på at få bugt med bælgfrugterne på en måde, så de kan indgå i den daglige kost.

Jeg anede ikke, hvad hulan jeg skulle gøre ved de linser, bønner og kikærter. Men altså, hvis man ikke prøver sig frem, bliver man jo ikke klogere
Dorthe Strunge

For man skal bare give retterne en masse smag og oftest blende bælgfrugterne, så er det nemmere at få dem med i måltiderne.

Sådan lyder rådet fra de tre køkkenmedarbejdere, Dorthe Strunge, Bent Jensen og Mergim Peci. De indrømmer dog, at vejen til den ellers simple opskrift har været svær og udfordrende.

»Jeg anede ikke, hvad hulan jeg skulle gøre ved de linser, bønner og kikærter. Men altså, hvis man ikke prøver sig frem, bliver man jo ikke klogere,« siger 45-årig Dorthe Strunge fra Voerladegaard.

Skanderborg Fællesskaberne er et bo- og aktivitetstilbud for mennesker med fysisk og psykisk funktionsnedsættelse. På Skanderborg Aktivitetscenter, hvor borgere fra Skanderborg Fællesskaberne dagligt kommer i aktivering, spiser omkring 50 personer i kantinen, hvor de i samarbejde med Skanderborg Kommune har forsøgt sig på hver dag at blive mere dus med bælgfrugterne.

Det er lykkedes så godt, at indkøbet af bælgfrugter på to år er vokset fra 6 til 55 kilo om året.

Nej tak til plantefars

»Det handler om at begynde med små skridt. Hvis vi skærer alt kød fra, bliver det jo træls. Men ved at erstatte noget af kødet til eksempelvis kødsovs eller frikadeller med linser, så forbliver det noget velkendt – særligt hvis det også smager som den ret, man kender,« forklarer Bettina Rasmussen, køkkenansvarlig ved Skanderborg Aktivitetscenter.

Det er slet ikke så farligt at prøve. Bælgfrugter er både billigere og bedre for miljøet
Mergim Peci

Hun har haft til opgave at få implementeret bælgfrugterne, så maden, der serveres, lever op til kostrådene, og hun er virkelig stolt over, at de mange borgere på stedet har taget så godt imod de nye vaner. Der gik ikke længe, før både køkkenmedarbejdere og de mange sultne gæster begyndte at få favoritter på bælgfrugtmenuen.

»Jeg er vild med persillerodssuppe. Når vi bruger bælgfrugter i suppe og sovs, så blender vi det, og så sparer vi på jævning, fordi bælgfrugterne gør det flødeagtigt,« forklarer 52-årige Bent Jensen, der bor på bofællesskabet Firkløvervej i Galten.

»Det er slet ikke så farligt at prøve. Bælgfrugter er både billigere og bedre for miljøet,« understreger 29-årig Mergim Peci og tilføjer, at for de penge, man sparer ved at bruge flere bælgfrugter, bliver der råd til at købe flere økologiske varer.

Mergim Peci, Bent Jensen og Dorthe Strunge bag gryderne i Skanderborg Aktivitetscenter, hvor de er så begejstrede for at lave retter med bælgfrugter, at indkøbet af bælgfrugter er steget fra 6 til 55 kilo om året. Foto: Skanderborg Kommune.

»Som køkkenmedarbejder lærer vi meget om maden og tingene i et køkken. Vi har lært at bruge alle skrællerne fra grøntsager og madrester, så vi undgår madspild,« fortæller Mergim, hvis livret er grøntsagslasagne.

Jeg fryder mig ligefrem, når det lykkes os at skjule broccolistokken så godt, at alle bare spiser det hele med velbehag
Dorthe Strunge

»Jeg fryder mig ligefrem, når det lykkes os at skjule broccolistokken så godt, at alle bare spiser det hele med velbehag,« griner Dorthe Strunge, som også har en helt sikker favorit.

»Hybridburger! Altså hjemmelavede burger, hvor bøffen er lavet med halvt hakkekød og bælgfrugter. Det smager hammergodt – og mætter bedre. Når vi kun spiser én burger, er det også bedre for sundheden generelt,« siger Dorthe Strunge, som også er vild med salater, hvor ristede kikærter sikrer mæthed.

»Mange prøver ren plantebaseret fars – og det synes vi, smager forfærdeligt. Så det er meget bedre at skære ned på kødet, så smagen følger med de gode vaner,« konkluderer Dorthe Strunge, mens resten af køkkenholdet nikker.