Bolsjekogeri i tre generationer: »Det er en gave at arbejde sammen med sine børn«

Mols Bolsjer er et vaskeægte familieforetagende.

I familien Brinch Nielsen er far, mor og begge børn nemlig alle bolsjekogere.

Det samme var bedsteforældrene.

Far Jes og sønnen Mathias arbejder i kogeriet, og mor Jette og datteren Christine tager sig af butikken.

Samtidig er det første barnebarn William kommet til verden.

Dermed er fjerde generation potentielt sikret, men for familien Brinch Nielsen er bolsjefaget en lidenskab – aldrig et krav.

Det søde liv

Det er køligt og blæsende 11. april på Hovdigevej 14 lidt uden for Holme.

Gårdspladsen foran Mols Bolsjers nye lokaler bærer præg af, at familien Brinch Nielsen har brugt de sidste tre år på at forvandle en gammel stald til et top moderne bolsjekogeri.

Siden 11. marts har Mols Bolsjer produceret alle deres farverige sukkerkugler her på matriklen.

Inde i selve kogeriet er det ikke til at mærke, at der kun er blevet lavet bolsjer her i en lille månedstid. Duften af karamelliseret sukker hænger tungt i varmen fra de store kobbergryder, som var det en fast del af inventaret.

Blandt gryder, metalborde og gammeldags bolsjemaskiner står to mænd i blå t-shirts og ælter den karakteristiske, halvbløde sukkerdej. Den ene er lidt ældre end den anden. De er nemlig far og søn – Jes og Mathias Brinch Nielsen.

»Jeg synes, det er spændende at arbejde med processen; at formgive bolsjerne. Der er mange muligheder, og så er der også et tidspres i det. Dejen er jo ikke blød for evigt!« siger Jes Brinch Nielsen, mens sønnen skraber og folder den varme dej med arbejdshandsker og metalspartel.

Der ligger to bolsjedeje eller batches på arbejdsbordet– 28,5 kg. i alt – og Mols Bolsjer producerer omkring 6-12 batches om dagen.

Det er hårdt arbejde, men det er et arbejde, de begge brænder for.

»Det, jeg bedst kan lide ved mit arbejde, må være friheden i, at vi er selvstændige. Derudover kan jeg rigtig godt lide at arbejde sammen med min familie,« fortæller Mathias Brinch Nielsen og uddyber.

»Til sidst må det helt klart være kreativiteten i at udvikle nye bolsjer – smage og designe, og generelt bare bruge mine hænder til at udføre et godt stykke håndværk.«

»–Jeg kan godt lide at være selvstændig, og så kan jeg også godt lide at arbejde med hænderne. Det håndværk, der ligger i det, og så det at drive virksomheden. Det er spændende, at vi gør det i fællesskab som familie,« supplerer Jes Brinch Nielsen.

I udkanten af arbejdsområdet står to kvinder.

Den ene endnu engang lidt ældre end den anden. Det er nemlig mor og datter – Jette og Christine Brinch Nielsen.

De er som oftest i butikken, men i dagens anledning er familien samlet i bolsjekogeriet for at fortælle om noget de alle sammen har kært: Mols Bolsjer.

Et familieforetagende

Man fristes til at tro, at de voksne børn Christine og Mathias Brinch Nielsen har forhøjet blodsukker.

De har nemlig fået bolsjer ind med modermælken.

Det samme har Jes Brinch Nielsen. Hans forældre købte nemlig Fanø Bolsjer 16. maj 1974.

Jes og Jette Brinch Nielsens eget bolsjeeventyr startede i juni 1997, hvor de overtog Fanø Bolsjer fra Jes’ forældre.

I marts 2003 flyttede de familien til Ebeltoft under navnet Mols/Fanø Bolsjer I/S, og i 2005 slog Mols Bolsjer A/S dørene op for første gang.

I dag producerer Mols Bolsjer omkring 15 ton bolsjer om året, men håbet er, at de med det nye kogeri med tiden kan nå op på 30 ton.

»Det er måske ikke så sundt for kroppen, men det er sundt for sjælen,« siger Jes med et glimt i øjet, og stikker mig et friskt, varmt og blødt pebermyntebolsje, der hurtigt størkner og smelter i munden, mens jeg gumler.

Bolsjemassen skal koge tre kvarter i kobbergryden, og det tager ca. 1,5 time at færdiggøre en batch fra start til slut.

Når bolsjedejen er æltet færdig, bliver den strakt ud både ved håndkraft på en slags knagerække og efterfølgende mekanisk.

Bolsjedejen lægges derefter i en aflang maskine som strækker dejen ud i en lang pølse. Herefter deler maskinen bolsjepølsen i små bidder, mens den ruller langs et smalt samlebånd og til sidst dumper ud i den anden ende.

Her splintres den nu hårde bolsjepølse i små stykker og så er bolsjerne klar til at blive fordelt i store spande og lagt på lageret.

Bolsjesystemet er opfundet midt i 1920’erne, fortæller Jes Brinch Nielsen. Den maskine de har i kogeriet er fra midt i 50’erne.

Mens Mathias fylder maskinen, klipper Jes noget af batchen i store stykker. Det bliver til hold kæft-bolsjer, som de sælger til Den Gamle By i Aarhus.

Svært at finde folk

I kogeriet er der varmt, så bolsjedejen ikke størkner for hurtigt. På lageret er der derimod køligt, så bolsjerne ikke smelter sammen igen.

Der er automatiske skydedøre mellem alle rum, så temperaturerne forbliver konstante.

»Det, jeg bedst kan lide ved det her arbejde er, at jeg er herre i eget hus. Jeg kan selv bestemme og tilrettelægge. Jeg gør det her for mig selv og min familie, og det betyder meget,« fortæller Jette Brinch Nielsen, mens hun viser rundt i resten af bygningen.

Inde i det, der inden længe bliver til gårdbutikken, er der allerede begyndt at blive fyldt farvestrålende bolsjer på hylderne.

Det er her Christine Brinch Nielsen er på hjemmebane.

»Jeg synes, det er ret fedt, at jeg selv kan planlægge min dag, og så elsker jeg kontakten med kunderne – både i butikken og engros. Jeg kan bare godt lide at sælge. Især når det er ens hjertebarn. Det, at komme ud til folk og fortælle om noget, man brænder for og forhåbentlig gøre folk glade. Det er bare fedt.«

Udover glæden ved at arbejde sammen som familie, så er der også andre fordele ved konstellationen.

»Det er virkelig svært at finde arbejdskraft for tiden, så det er bare en kæmpe fordel, at vi arbejder hele familien,« fortæller Jes Brinch Nielsen.

Mols Bolsjer beskæftiger 10 fuldtidsansatte inklusiv butikken på Fanø. Om sommeren stiger det tal til ca. 35, når alle de unge støder til.

Christine og Mathias er ikke de eneste familiemedlemmer, der er startet i virksomheden i løbet af årene.

»I butikken på Fanø står vores svigerinde, Jes’ brors kone for, så hun er også en del af forretningen. Det er guld værd,« siger Jette Brinch Nielsen.

Derudover hjælper Mathias’ kæreste med sociale medier, og starter samtidig i butikken inden længe. Christine mødte sågar sin kæreste, da han arbejdede i kogeriet for nogle år siden. Sammen har de sønnen William på 1,5 år.

Selvom fjerde generation derfor i teorien står klar i kulissen, er der ingen forventning om, at lillemanden en dag skal tage over.

»Det er selvfølgelig en drøm, men for mig er det aldrig et krav. Det er helt ok, hvis han ikke vil. Det har vi også altid sagt til vores børn. De skal ikke gøre det for vores skyld, men for deres egen.«

»Jeg har det lidt på samme måde. Det er vigtigt, at William laver det, han kommer til at synes er fedt. Hans far er anlægsgartner og har eget firma. Måske synes han det er federe eller måske vil han være advokat?«

I sidste ende nyder familien bare livet som det er lige nu.

»Det er en gave at arbejde sammen med sine børn. Tænk sig, at de gider at arbejde sammen med en hver dag!« siger Jette Brinch Nielsen.

»–Du skulle bare vide, hvad vi tænker!« driller Christine.