At leve livet uden fortrydelse - pastor Bielefeldts inspirerende livsfilosofi

Grundtvigs salme fra 1841, ’For dig, o Herre’, beskriver alderdommens uundgåelige realiteter:

»Halvfjerdsindstyve er støvets år, / de stolteste strid og møje, / om firsindstyve en kæmpe når, / des mere han har at døje.«

Pastor emeritus Ida-Elisabeth Hagen Bielefeldt citerer Grundtvig, mens vi taler om at blive gammel og nå til skelsår alder forud for hendes 80 års fødselsdag den 16. april - samme dag som Dronning Margrethe, der også kan skrive emeritus på visitkortet.

Ida-Elisabeth Hagen Bielefeldt, eller hellere Lisbeth Bielefeldt, som hun foretrækker - »Det var kun min far, der sagde Ida-Elisabeth, når han skulle sige et par alvorsord til mig« - kalder en spade for en spade, hader det højstemte og forlorne og foretrækker en ærlig og direkte samtale.

Befriende.

»Grundtvig siger det så rammende. Når man når de 80, kan man ane målstregen. For mit eget vedkommende ved jeg, at jeg ikke bliver et hundrede år,« fastslår den mangeårige præst i Mørke Sogn (1974 - 2011).

’Mutter’ overlevede

For godt og vel to år siden fik hun stillet diagnosen lungekræft, og det var sådan det var.

»Når man har været kæderyger i 65 år, ved man, at det har konsekvenser.«

Sidste år i august var hun indlagt på intensiv på Skejby, og det var så alvorligt med ’mutter’, at hendes yngste søn sagde til sin ældre søster, der er præst i Svenstrup syd for Aalborg:

»Nu kan du godt køre hjem og skrive på talen. ’Mutter’ overlever ikke denne gang.«

Men ’mutter’ kom til hægterne igen, og hun og hendes fem børn kan i dag glæde sig over, at hun ikke længere går til behandlinger eller får medicin.

»Kræften er svundet ind fra 3-4 centimeter til millimeter, og selvom jeg ikke er så mobil, som jeg har været, har jeg det fint. Men jeg går rundt med en tikkende bombe. Det kan ikke være anderledes,« siger Lisbeth Bielefeldt.

Hun spiller ikke længere tennis som i en yngre alder eller går lange ture, men hun deltager i fitness i Hornslet på et hold, hvor de er ni.

»Holdet hedder ’Sund Aldring’, og det er god træning. Allerbedst er det, at der er en fysioterapeut med, så vi får ikke lov til at skulke eller springe over - det får vi at vide straks,« smiler hun.

Startede i Fausing

Lisbeth Bielefeldt, født og opvokset i Fausing, datter af sognepræst Erwin Bielefeldt. Hendes uddannelse begyndte på den lokale landsbyskole, før hun fortsatte på Allingåbro Private Realskole og senere blev student fra Randers Statsskole i 1963.

Selvom det ikke var forventet, fulgte Lisbeth i sin fars fodspor - hendes onkel var også katolsk præst. Senere blev hendes mor også præst gennem en lægfolksuddannelse, efter at hendes mand var gået på pension. Hendes mor virkede som præst i Frederiksstad (Friedrichstadt) i Nordtyskland i marsken, hvor Treene-floden løber ud i Ejderen, få kilometer fra Nordsøen.

»Dengang prædikede man jo hver søndag og ofte i to kirker, ligesom min far dækkede sine kolleger ind i sommerferien. Så meget tid vil jeg ikke bruge, besluttede jeg.«

Men de teologiske samtaler henover stuebordet til langt ud på natten, når præsterne mødtes, blev mere og mere tiltalende.

»Det var rasende spændende at lytte til, og det var nok den egentlige grund til, at jeg begyndte at læse teologi på Aarhus Universitet allerede i 1963. Jeg kom aldrig til at fortryde det; det var en fantastisk tid.«

Den varede helt til 1972, af flere grunde.

For det første var studiet så spændende, og dynamikken i studiegrupperne så stærk, at ingen havde lyst til at stoppe. For Lisbeth Bielefedts vedkommende spillede også hendes tre måneders sommerophold i London som assistent ved sømandskirken en rolle.

»Jeg tog ud og besøgte søfolkene på skibene, fortalte om sømandskirken og at vi havde danske aviser. Det var en skøn tid, og jeg var vel assistent i 4-5 år.«

De fire store

’Aarhusteologerne’ refererer til fire fremtrædende teologer, der fra midten af det 20. århundrede har haft stor indflydelse på dansk filosofi og teologi. Disse teologer inkluderer P.G. Lindhardt, K.E. Løgstrup, Regin Prenter og Johannes Sløk. Alle fire var professorer i teologi ved Det Teologiske Fakultet på Aarhus Universitet.

Af disse fire gjorde især Regin Prenter (1907-1990) et dybt og uudsletteligt indtryk på Lisbeth Bielefeldt sammen med P.G. Lindhardt.

»Prenter, den store dogmatiker, der tidligere havde været præst i Hvilsager-Lime i midten af 1930’erne, inviterede studerende i mindre grupper til private rundbordssamtaler, og der sad vi så med åben mund og lyttede til den lærde mand. Det var en oplevelse, jeg aldrig vil glemme.«

Drømmejobbet

Allerede før hun havde afsluttet sin kandidateksamen og kunne titulere sig cand. theol., havde Lisbeth Bielefeldt øjnene rettet mod præstestillingen i Mørke.

Hun vidste, at pastor Knud Stjernholm Bang efter 40 år som præst i Mørke var ved at have nået sin sidste udløbsdato.

»Jeg vidste, at det var på vej, så jeg måtte være tålmodig og aftalte med min far, at jeg kunne blive ulønnet hjælpepræst hos ham i Fausing og Auning og tage en gudstjeneste i ny og næ og undervise konfirmander.«

Ved en af hendes gudstjenester dukkede repræsentanter fra Mørke Kirkes menighedsråd op for at tjekke den potentielle afløser for pastor Bang.

»Er hun god til begravelser?« spurgte de menighedsrådsformanden i Fausing, og svaret lød venligt: »Ja«. Så fra februar 1974 var jeg ny præst i Mørke, og sådan fortsatte det i 37 år.«

Når Lisbeth Bielefeldt var så opsat på Mørke, skyldtes det nærheden til Aarhus. Hendes daværende mand var jurist og havde job i Aarhus, så det spillede en rolle, at de nu kunne flytte ind i præstegården i Mørke.

»Pastor Bang, der var et vidunderligt menneske, forklarede mig: »Du kan ikke lave vækkelse i Mørke. Der kommer kun en trofast flok om søndagen til gudstjeneste, men uanset hvor du kommer i byen og oplandet, bliver du taget godt imod af alle, selvom du ikke ser dem i kirken.« Det var meget rammende, for sådan er borgerne i Mørke. Det erfarede jeg siden gennem mine mange år som præst.«

Små bump

37 år er lang tid i samme job. Et kig i historiebøgerne afslører da også, at der har været bump undervejs, fordi præsten og menighedsrådet et par gange så forskelligt på tingene.

Overvejede Lisbeth Bielefeldt, at nu kunne det være nok?

»Overhovedet ikke, for ingen havde noget at kritisere i forhold til mine gudstjenester eller mine andre opgaver. Jeg fik altid støtte af min provst, så de små bump, der var, påvirkede mig ikke synderligt. Jeg er en stædig rad, der ikke bare vælter for en lille vind, bare spørg mine børn.«

Kun en gang overvejede sognepræsten at kigge sig om efter noget andet. I 1988, hvor hun og manden blev skilt.

»Men fem børn i alderen 5-12 år flytter man ikke sådan lige, så det blev ved overvejelserne, og godt for det. Vi rykkede tættere sammen, og mine børn lærte at tage ansvar, hvilket de siden har bemærket mange gange. Ingen af os har fortrudt.«

Politisk præst

Midtvejs i 1990’erne engagerede Lisbeth Bielefeldt sig i lokalpolitik.

Rosenholms borgmester (1982 - 1986), Niels Høgh (V), foreslog hende det. Han vidste, at hun havde et medlemskort til Venstre.

»Jeg stillede op til valget i november 1997 og blev valgt til kommunalbestyrelsen. Det samme skete fire år senere. I begge perioder var jeg med i social- og arbejdsmarkedsudvalget. I den sidste blev der peget på mig som udvalgsformand.«

Lokalpolitik lærte hende om livets andre sider, og et par store personligheder gjorde et stort indtryk på hende. Nu afdøde Richard Volander (V), forhenværende Rosenholms borgmester, og Ellen Aarrebo Jensen fra Andi, valgt på Liste T - Tværpolitisk liste.

»Det var folk, man kunne stole på, men også lære meget af at argumentere med. Mange gange kom jeg hjem fra et møde, hvor jeg sad og reflekterede over, hvad de to havde sagt.«

Som udvalgsformand mødte Lisbeth Bielefeldt nogle skæbner, som hun godt vidste var der, men som hun via sin politiske gerning fik et meget dybere forhold til og forståelse for.

»Præstegerningen og den politiske agenda er to vidt forskellige verdener, men de berigede for mig hinanden. Jeg følte, at jeg kunne trække på mine erfaringer som præst som udvalgsformand, og måske blev jeg en bedre præst ved at involvere mig i en ny side af livet. Det bildte jeg mig ind.«

Fortryder ingenting

Da de nærmeste troede, at Lisbeth Bielefeldts sidste time var kommet, overraskede fighteren i hende dem alle. Hendes yngste søn, Adam, spurgte om ’mutter’ ville gøre noget anderledes, hvis hun skulle leve sit liv om.

Svaret kom prompte fra familiens nestor: »Skulle jeg leve mit liv om, ville jeg gøre nøjagtig det samme.«

»Den, der ønsker at leve livet om, har overhovedet ikke levet,« kunne hun sige med Karen Blixen.

Pastor Bielefeldt er lige så klar i spyttet, når hun kort skal sige, hvordan hun ser folkekirkens fremtid.

»Meget har ændret sig, og de yngre præster gør det på deres måde. Jeg vil fastholde, at søndagens gudstjeneste fortsat er det vigtigste i kirken, trods alle mulige og umulige snakke om at lave det om. En god søndagsprædiken skal der holdes fast i, en som præsten har arbejdet med. Jeg skal hilse og sige, at det er nemt at høre, når forberedelserne har været for tilfældige.«

Hun fremhæver også den kirkelige højtidelighed, der omgærder en begravelse.

»Det er af største vigtighed, og det vil være det til alle tider, at præsten altid er klar til at medvirke til, at der bliver taget afsked med et menneske på værdig vis. Husk, der er kun et forsøg, det kan ikke tages om.«

Lisbeth Bielefeldt har talt. På bordet ved siden af hende i hendes hyggelige hus i Mørke ligger der stakke af bøger, der skal læses. På reolen bagved anes lasede udgaver, hvor der står Jakob Knudsen - ham med den stedsegrønne ’Se, nu stiger Solen af Havets Skød’ - på titelbladet. De er netop blevet læst.

Sådan vil det fortsætte en rum tid endnu for dette energibundt, selvom hun er vokset ud af støvets år.