Fortsæt til indhold

Politiker efter besøg i ny bydel: »Parkeringskaos og problemer med veje«

Iben Sønderup har råbt op om infrastrukturen i Risskov Engby. Nu kan medlem af Teknisk Udvalg også se problemerne.

Samfund

»Det er et skoleeksempel på den dårlige byudvikling i Aarhus. Man laver byggerierne først og infrastrukturen bagefter.«

Sådan lyder det fra byrådsmedlem og medlem af Teknisk Udvalg hos Aarhus Kommune, Jakob Søgaard Clausen (DD), der har været ude at gå en tur i Risskov Engsø sammen med Iben Sønderup. Hun bor i bydelen og er frustreret over dens udvikling og de trafikale problemer, lokale beboere døjer med.

De første beboere flyttede ind i Risskov Engby, få kilometer fra det centrale Aarhus, for omkring to år siden. Ifølge lokalplan 1083 skal der bygges op mod 1700 boliger i bydelen, der forventes at få omkring 3500 beboere.

»Arresøvej bliver den nye hovedadgangsvej til området. Bebyggelse langs Arresøvej får adgang via denne og bebyggelse i den centrale del af lokalplanområdet får adgang via en ny intern vej med to tilslutninger til Arresøvej,« står der i lokalplanen.

Det er muligt for beboerne i Risskov Engby at komme ud af bydelen via nogle mindre veje, men Arresøvej er hovedvejen, og uanset hvilken vej, beboerne vælger, kommer de ud til Lystrupvej.

Vend bøtten om

Ifølge Iben Sønderup er Arresøvej reelt etsporet, fordi biler holder ude på vejen på grund af manglende p-pladser, og hun frygter, at Arresøvej på sigt vil blive meget overbelastet. Det hjælper ikke på sagen, at Arresøvej leder ud til en anden overbelastet vej, Lystrupvej. I myldretiden kan det været svært at komme ind eller ud af bydelen, lyder det.

»Jeg frygter, at vi kommer til at sidde i kø i en halv time, inden vi kan komme ud af vores boligkvarter. Hvis man udbygger, som lokalplanen er nu, kommer der 1000 flere mennesker i området, og allerede nu er trængslen i myldretiden et problem,« sagde Iben Sønderup i marts måned.

Iben Sønderup bor selv på Engsøvej. Her er der endnu ikke opsat gadenavneskilte til trods for, at hun og andre beboere har boet på vejen i omkring to år. Foto: Privat

Jakob Søgaard Clausen kan godt se, der er en række udfordringer i forhold til den trafikale situation i Risskov Engby.

»Det var meget tydeligt, at der både var parkeringskaos og problemer med veje. Man bør vende bøtten om, så man sikrer sig, at den grundlæggende infrastruktur er på plads først, og derefter går i gang med de store byggerier. Infrastrukturen er ikke gearet til at håndtere de mange nye beboere, der flytter ind derude,« siger han.

Ved sit besøg bemærkede Jakob Søgaard Clausen sig desuden, at Teknik og Miljø endnu ikke har sikret, at alle kan benytte letbanestationen Torsø Station i den vestlige del af Risskov Engby. Det beskriver byrådsmedlemmet i en såkaldt 10-dages forespørgsel, han har sendt til Teknik og Miljø på baggrund af besøget i Risskov Engby.

»Risskov Engby er desuden også bygget op med en høj bebyggelsesprocent med et argument om, at letbanen betjener Torsøvej Station i området. Stationen er imidlertid aldrig blevet ombygget og den eneste måde at komme over til den anden perron er via en stejl trappe på begge sider af stationen. Det betyder, at folk i kørestol, gangbesværede eller forældre med barnevogn ikke kan bruge stationen både ud og hjem. Det er helt uholdbart og understøtter mere biltrafik,« skriver Jakob Søgaard Clausen.

Vil presse på

Ifølge afdelingsleder i Mobilitet ved Teknik og Miljø, Martin Pape, kan bilisterne i Risskov Engby sagtens nøjes med Arresøvej.

»Arresø er en tosporet vej, og den kan snildt afvikle den trafik, der kommer fra området. Det er ikke mere særegent end i mange andre områder,« sagde han i marts måned.

Jakob Søgaard Clausen, tror du, det er realistisk, at Arresøvej »snildt kan afvikle« trafikken fra og til området, når omkring 3500 borgere ifølge planen skal bo i området?

»Det er det samme som at sige, at man kan lukke Vesterbro Torv, uden at det vil genere bilisterne. Trafikafviklingen er ét problem, et andet er parkeringsforholdene. Det kan godt være, at vejen på papiret kan afvikle trafikken, men den er reelt ensporet, fordi så mange biler holder i siden af vejen. Det virker til, at der slet ikke er plads til de biler, der følger med indbyggerne.«

Vil du gøre noget aktivt for at hjælpe beboerne i Risskov Engby?

»Første skridt er 10-dages forespørgslen til Teknik og Miljø. På baggrund af den, kan vi se, om der er noget, vi kan gøre for at få løst problemerne. Vi kan ikke fjerne de bygninger, der er blevet bygget, men vi kan presse på for at få lavet nogle trafikale ændringer hurtigst muligt, så der ikke går flere år, før der sker noget.

Jakob Søgaard Clausens 10-dages forespørgsel er dateret 16. april på Aarhus Kommunes hjemmeside.

Der kan opføres 158.000 kvadratmeter bebyggelse i Risskov Engby, og ifølge lokalplanen skal området bestå af 90 procent boliger og 10 procent erhverv.

Iben Sønderup skrev i marts måned et debatindlæg om situationen i Risskov Engsø.