Købmandsbutiks fremtid i Knebel hænger i en tynd tråd
Borgerforeningen Mols – Distriktsråd for Mols og Helgenæs – indbyder til borgermøde tirsdag 7. maj.
Kan man fortsat købe dagligvarer i Knebel?
Det er et spørgsmål, der er uhyggeligt aktuelt i disse måneder i centerbyen Knebel på Mols.
Købmand Jens Karl Andersen, der ejer og driver Min Købmand i Knebel, lukker sin butik med udgangen af juli måned i år. Butikken har været til salg i længere tid, men ingen køber har meldt sig. Jens Karl Andersen er åben for såvel at sælge sin butik som eventuelt at forpagte den ud. Men ingen af delene har indtil videre givet resultat.
Derfor indbyder Borgerforeningen Mols – Distriktsråd for Mols og Helgenæs – til Borgermøde i det nyåbnede Molsværket tirsdag 7. maj kl. 19 under overskriften ”Skal der fortsat være dagligvarebutik i Knebel?” I mødet deltager købmand Jens Karl Andersen samt repræsentanter fra dagligvarekoncernen Dagrofa og Syddjurs kommunes erhvervsenhed.
Ifølge en pressemeddelelse fra borgerforeningen er det håbet, at mange vil møde op og deltage i debat og idéudveksling om, hvordan en dagligvarebutik i Knebel kan videreføres, hvad enten det kan være mere eller mindre i sin nuværende form eller i form af en borgerdrevet butik – eller noget helt tredje eller fjerde.