Ebeltoft IF høster spillere med nyt initiativ: Det har været en succes
Flere succesfulde arrangementer har for alvor sparket gang i både drenge- og pigefodbolden i Ebeltoft.
Fremtiden er lys.
Det er konklusionen efter de seneste to arrangmenter man har afholdt i Ebeltoft IFs fodboldafdeling.
Da klubben officielt blev godkendt som DBU Børneklub var det starten på en større indsats for at flere yngre spillere i klubben.
Begivenheden er siden blevet fulgt op af to initiativer: Pigeraketten og Åben Skole. To arrangementer, der har haft fokus på legen og glæden ved fodbold.
Og det er ikke gået så ringe endda.
Stor tilslutning
Første arrangement var Pigeraketten.
I forlængelse af den nyvundne status som børneklub har Ebeltoft IF nemlig stor fokus på pigefodbolden.
Arrangementet fandt sted 30. april fra 16.30-18.30, og der dukkede 10 piger op på dagen. Her gik timerne med forskellige øvelser med en instruktør fra DBU og nogle U15 drengespillere som hjælpere.
Dagen sluttede af med leg i den oppustelige raket, hvor pigerne blev debriefet efter to timers fodboldleg- og snak.
»Det vigtigste er, at både børn og forældre var begejstrede. Da jeg kom hjem, lå der en mail fra en far, hvis pige var meget begejstret, og han skrev at han selv havde fået lyst til at spille fodbold. Så han fik nummeret til senior holdet,« fortæller formanden for Ebeltoft IF Fodbold, Jeppe Hansen.
Arrangementet henvendte sig særligt til de 5-9-årige piger, og der er en særlig årsag til at klubben har ekstra fokus på pigefodbolden for tiden.
»Vi har haft lidt svært ved at holde på vores pigehold. Der har været en periode uden pigeraket, og de piger der var er rykket op i årgangene. Når de når en vis alder, er de sværere at holde i klubben. Derfor skal vi have nye pigespillere ind.«
Elever som trænere
Næste arrangement var Åben Skole, der løb af stablen 3. maj.
Det var et samarbejde mellem DBU og Ebeltoft Skole og bestod af tre dages aktiviteter med fokus på sundhed, bevægelse og selvfølgelig fodbold.
Samtidig var det meningen at de ældste elever skulle lære at undervise og træne de yngre elever.
»Det gik over al forventning. Vejret var formidabelt, og der kom lige omkring 100 børn fra indskolingen og de større klasser og samtidig var der to dygtige instruktører fra DBU,« fortæller Jeppe Hansen.
På dagen blev der fortalt om sundhed, frivillighed og fodbold.
»Det har stor betydning for lokalområdet, at man bakker op om et idrætscenter, og at man ikke kun kommer for at spille, men også for at hjælpe til med det der sker bag kulissen. En god oplevelse som den dag, sker fordi der er frivillige bag, der tager fat.«
Der blev bl.a. forklaret, hvordan tingene fungerer på et idrætscenter; hvordan man kridter op til de forskellige banestørrelser og det praktiske arbejde med at gøre dem klar om foråret med strigling og kridtning.
»De store var rigtig gode til at tage sig af opgaven som trænere med at lære de små, hvordan de skulle spille fodbold. Snakken gik da mellem lærerne, at det var noget vi skulle prøve igen næste år.«
Fremtiden er lys
Formålet med de seneste arrangementer i Ebeltoft IF har helt enkelt været, at få flere børn – særligt piger – interesserede i fodbold.
Det er i høj grad lykkedes, fortæller Jeppe Hansen.
»Vi har fået ti nye pigespillere og 30-40 nye drengespillere i alderen 3-11 år. Vi er i gang med at sætte holdene, og der er god tilslutning fra forældre, som skal hjælpe med at træne.«
Alt i alt konkluderer Jeppe Hansen, at det har været to meget vellykkede arrangementer.
»Jeg vil absolut betegne det som en succes. Nu regner jeg med, at jeg skal evaluere med idrætslæreren ovre på skolen. Både om vi skal gentage det - hvilket jeg håber- men også hvad vi fik ud af det hver især.«
Næste arrangement i kalenderen er et kursus for trænerne.
»Vi har fået mange nye spillere, så det kræver også flere trænere. Vi håber, at nogle af de elever der prøvede kræfter med det også får lyst at prøve kræfter med trænergerningen.«
Det kan man gøre 26. maj, hvor man får mulighed for at tage et C1-trænerkursus, fortæller formanden. Det tager en hel dag, det er gratis og der kommer en instruktør fra DBU.
Allersidste arrangement på denne side af sommeren er fodboldskolen i uge 27, og Jeppe Hansen har en klar opfordring til de børn og forældre, der overvejer at engagere sig i fodbolden.
»Gør det! Det kan blive til glæde både for forældre, børn og hele familien. Det gælder ikke kun fodbold, men enhver idrætsaktivitet som man deltager i. Det er både sundt og kan bringe glæde og sammenhold og så vokser man af det som menneske.«