Fortsæt til indhold

Lidt kongelig har man vel lov at være

130 børn fra SFO'en i Ebeltoft løb onsdag Royal Side Run, og det var ivrige små prinser og prinsesser, der gav den fuld gas mod målstregen

Samfund

20. maj løber flere tusinde danskere Royal Run i fem byer i Danmark, men i Ebeltoft tog 130 SFO børn plus personale, forældre og bedsteforældre onsdag 8. maj løbeglæden på forskud, da de spænede rundt på idrætsanlægget ved skolen til et såkaldt Royal Side Run.

»Jeg opdagede, at Royal Run har et færdigt koncept, man kan bruge som børneinstitution eller plejehjem eller lignende, og så foreslog jeg mine kolleger, at vi skulle prøve det,« fortæller Marianne Gudmann, som er pædagog i SFO’en.

Marianne Gudmann skød løbet i gang præcis 14.30. Foto: Anne Frank Henriksen

Der blev købt bannere, kongekroner, t-shirts, rutebånd, medaljer og diplomer og i strålende solskin og en sitrende, spændingsfyldt stemning samledes alle børn og voksne ved rutens start på boldbanerne onsdag klokken 14.

Der var masser af gejst, glæde og engagement til SFO'ens Royal Side Run - ikke mindst under opvarmningen. Foto: Anne Frank Henriksen

»Må man kun løbe en runde?« spurgte en dreng lige efter opvarmningen og ja, det måtte man kun.

Ruten lød på ’one mile’, 1,609 kilometer, og de første til at komme ud over stepperne var 2. klasserne.

»10-9-8 ... 3-2-1,« råbte alle i kor, og på slaget 14.30 skød Marianne Gudmann løbet i gang. Som små ivrige trommestikker sprintede de små tændstikkeben afsted.

Selv om det ikke som sådan gjaldt om at komme først, men bare gennemføre, så blev al motorkraft sat til.

Ned ad bakken og ud på den sidste stækning af ruten. 130 børn deltog plus forældre og bedsteforældre i SFO'ens Royal Side Run. Foto: Anne Frank Henriksen

Den brændte dog lidt ud kun 100 meter fremme, hvor flere af de ivrige små prinser og prinsesser begyndte at gå og forsvandt langs med ruten bag træerne. Der gik dog ikke længe, før de første dukkede frem igen, løb ned ad den lille bakke og ud på løbebanen, der skulle klares før målstregen kunne krydses.

Her blev løberne, som virkelig lagde sig i selen for at vise god fart på den sidste strækning, mødt af heppekor og stolte forældre, der klappede og hujede de små ben frem mod stregen, hvor personale stod klar til at hænge en medalje om halsen.

Og kneb det med motivationen, så var der heldigvis hjælp at hente.

Indskolingsleder Christian Rævsgaard Hansen blev i dagens anledning Kong Christian. Foto: Anne Frank Henriksen

Indskolingsleder Christian Rævsgaard Hansen, der i dagens anledning blev tituleret Kong Christian og derfor passende havde i ført sig en kongekrone, løb med på første runde, men krydsede målstregen adskillige gange, da han hele tiden løb tilbage i feltet og motiverende løb med børnene de sidste 100 meter.

Han startede i stillingen på Ebeltoft Skole 1. januar, og arrangementer som Royal Side Run er lige noget for ham, forklarede han.

»Det er et fantastisk arrangement, som ligger godt i tråd med det, jeg ønsker at fremme som indskolingsleder. Sportsevents og events i det hele taget kan bare noget særligt. Det kan samle os, og det skal vi have mere af på Ebeltoft Skole.«

Efter løbet fik alle børn diplomer, kage og juice, inden det var tid til flere aktiviteter på boldbanen.

Der var øjeblikkelig belønning for løberne, der fik en medalje om halsen, så snart de kom i mål. Foto: Anne Frank Henriksen
Få meter, og så kan denne lille konge krydse målstregen og være stolt af at have gennemført 1,6 kilometers Royal Side Run. Foto: Anne Frank Henriksen

»Vi er en SFO, der hylder aktiviteter udendørs og bevægelse i det hele taget. I dagligdagen har vi for eksempel yoga, fodbold, hockey og svømning som en del af vores program. Vi gør alt, vi kan, for at trække aktiviteter ud, så børnene ikke bare sidder indenfor,« forklarer Marianne Gudmann, der i øvrigt var svært tilfreds med dagens forløb.

»Jamen, det har jo været en helt fantastisk dag. Vi har talt om, at hvis det blev en succes, så vil vi fremover udvide, så vi inviterer andre med, for eksmepel de børnhaver, vi samarbejder med. Måske også dagplejemødrene. Jo flere jo bedre, for det giver virkelig en fællesskabsfølelse, når man sveder, griner, løber og bevæger sig sammen.«

I SFO’en i Ebeltoft går der 175 børn. Som skrevet deltog 130 af dem i den royale løbefest, så det må siges at være en flot tilslutning.

Flere generationer deltog i løbet. Foto: Anne Frank Henriksen