Fra kemi til køer: Mikkel nyder landmandslivet på Karensminde

Landmand Mikkel Juhl Nielsen, 43, var kun to år, da filminstruktøren Morten Arnfred i 1983 havde premiere på sin film ”Der er et yndigt land”.

En film, der var et tiltrængt korrektiv til fortidens Morten Korch-folkekomedier om det lykkelige liv på landet uden andre genvordigheder end, at skurken, der ville overtage gården fra helten, spillet af Poul Reichhardt, fik sin velfortjente bekomst til slut og blev pebet ud af landsbyen.

Morten Arnfred præsenterede godt nok et idyllisk landskab i den danske provins, hvor en moderne landmand lever en tilsyneladende vellykket tilværelse på sit mekaniserede svinebrug. Men bag facaden af effektivitet og maskineri kæmper han en ensom kamp mod økonomiske vanskeligheder, der kun forværres af sygdommen, som rammer hans svinebesætning. Mens hans gård kæmper for overlevelse, står hans ægteskab også over for udfordringer, da han føler sig isoleret og uforstået af sin kone, der har sine egne forpligtelser som lærer.

Der var, før ord som grøn dagsorden, bæredygtighed og økologisk drift vandt indpas.

Alligevel vil en ung landmand som Mikkel Juhl Nielsen med tre børn i 9., 7. og 3. klasse (Karla, Asmus og Aksel) og en udearbejdende biolog-kone, Astrid, garanteret kunne nikke genkendende til flere af de dilemmaer, som filmen præsenterer i dramaets form, selv om filmen nu har 41 år på bagen.

180 nysgerrige køer

Mikkel Juhl Nielsen driver fødegården Karensminde i Følle i et I/S sammen med sin far, Karl Lund Nielsen.

»Jeg er egentlig født i Spørring i 1981, men i 1983 købte min familie Karensminde, og den har så været i familiens eje siden,« siger Mikkel Juhl Nielsen.

Nu bor han og familien på Karensminde, som drives økologisk, mens hans mor og far bor i Mørke på Trælgården. Hans mor er tidligere ældrechef Ingelise Juul, der stoppede sit mangeårige virke ved Syddjurs Kommune tidligere på året for at gå på pension.

Det gør ægtefællen, Mikkels far, nok også snart. Men ikke med et final cut.

»Vi er i gang med et såkaldt glidende generationsskifte, som vi forventer er fuldført om et års tid,« fortæller Mikkel Juhl Nielsen.

Sådan en tidlig tirsdag morgen, hvor 180 livlige og nysgerrige jerseykøer er ved at trisse ud på marken i det skønne majvejr, har Mikkel Juhl Nielsen netop kørt sine tre børn i skole og er klar til at begynde dagens dont, som i de her måneder oftest begynder klokken 7.30 og slutter 17.30 i stalden, før der også skal gøres en indsats på de omkringliggende marker med at slå græs og andre ting, inden nattemørket sætter en stopper for aktiviteterne.

Selv om natten har Mikkel Juhl Nielsen en tjans. Det er ham, der sover med alarmen – om ikke under hovedpuden, men den ligger i hans nærhed og vækker ham, hvis der er uro i stalden.

Ud over far og søn er der ansat en pige, der egentlig er uddannet sosu-medhjælper, men hellere ville arbejde inden for landbruget og har flair for det, og en medarbejder i fleksjob.

»Vi står foran at skulle ansætte yderligere en medarbejder i erkendelse af, at vi mangler flere hænder,« forklarer Mikkel Juhl Nielsen.

Jersey kan noget

Jerseykøerne, stolte repræsentanter for den lille ø i Den Engelske Kanal, har sat deres aftryk på dansk landbrug i over et århundrede. De udgør omkring 15 pct. af nationens køer. De er små sammenlignet med deres sortbrogede og røde kolleger, til gengæld har de ry for at være hårdføre og langt mere nysgerrige og begavede.

»Min far har aldrig været i tvivl om, at det skulle være jerseykøerne, som der skulle satses på,« siger Mikkel Juhl Nielsen.

Sønnen har da heller ikke opponeret.

»En jerseyko leverer mindre mælk målt i kilo end de større køer, til gengæld producerer de mælk af lidt anden kaliber,« siger fagmanden.

Han fremhæver den høje koncentration af proteiner i jerseymælken, der ikke kun har indflydelse på mælkens konsistens, men også på dens anvendelighed i en række produkter, fra yoghurt til creme fraiche, som f.eks. Thise Mejeri fremhæver og vægter højt.

Netop leverancerne af mælk er den store indtægtskilde. De tre robotmalkemaskiner er i princippet i sving hele dagen. Køerne går selv ind og bliver malket, når de kan mærke, at det er ved at være tid, for nu at sige det populært.

Komfort og frihed

I løsdriftsstalden får køerne den ultimative kombination af komfort og frihed. Med et stort foderbord har hver ko adgang til næring samtidig, hvilket skaber en harmonisk atmosfære og eliminerer behovet for konkurrence om maden. Her er der plads til alle, og ingen behøver at gå sultne i seng.

Løsdriftsstalden er mere end bare et spisested – det er også et hvileområde, hvor køerne kan slappe af og lade op. Med dybstrøelse som bund kan de lægge sig ned i blødheden og nyde et velfortjent hvil. Her tygger de drøv og lader tankerne flyde, mens de genoplader deres energi til næste gang, de skal ud på markerne.

»En ko bliver malket i snit 2,5 gange om dagen. Vi har data på hver enkelt og ved derfor hurtigt, om der er en ko, der ikke går ind og bliver malket,« siger Mikkel Juhl Nielsen.

Mælken distribueres ud til forbrugerne via Arla. Der kommer en tankbil forbi hver anden dag på Karensminde.

»Vi har vel en omsætning på omkring en halv million pr. måned på mælk,« vurderer Mikkel Juul Nielsen

Ud over de 180 malkekøer trisser en masse opdræt også rundt og venter på, at det bliver deres tur til at producere mælk en gang.

Bliver godt seks år

Hver ko kælver som udgangspunkt en gang årligt og er med til at sikre kommende generationer.

»Vi skifter som tommelfingerregel 25 pct. af besætningen ud hvert år. Hovedparten bliver slagtet. En gennemsnitlig levetid for en ko er cirka 6,3 år,« fortæller Mikkel Juhl Nielsen.

Han og faderen dyrker i alt 100 af de små 200 hektar land med økologisk foder til køerne. Det er især kløvergræs, ærter og korn.

Kløvergræsset tilbyder en naturlig og proteinrig fødekilde, som køerne elsker at græsse på. Det er også med til at forbedre jordens frugtbarhed og biodiversitet.

Det er afgørende for en bæredygtig landbrugspraksis.

Spændende med biogas

Mikkel Juhl Nielsen er formand for Økologisk udvalg under Djurslands Landboforening, ligesom han sidder med i bestyrelsen hos Djurs Biogas, der har 97 landmænd som medlemmer.

Økologien først.

»Når vi lever af naturen og er i den hver eneste dag, så skal vi også behandle den ordentligt, selv om det også kan være besværligt. Det er vores filosofi og har været det, siden min far omlagde til økologisk drift i 1996.«

Det at være engageret i andet end hverdagen på Karensminde, finder han naturligt.

»Jeg har holdt mig ude af partipolitik, men jeg medvirker gerne til at finde pragmatiske løsninger på aktuelle problemer, hvor landbrug og samfund møder hinanden.«

Derfor tordner han heller ikke mod det byrådsflertal, der sagde nej til at placere et stort biogasanlæg ved Hovedvej 16.

»Processen var ikke køn. Især ikke, fordi den tog så lang tid, og så er det ikke troværdigt, at politikerne sender forslag til placeringer i høring, for så bagefter ikke at mene noget med det.«

»Men landmændene håber nu på, at Norddjurs og Syddjurs kan finde en fælles løsning. Det vil være godt for klimaregnskabet, og det vil være godt for landbruget. Bl.a. vil det give mulighed for bedre fordeling af den afgassede biomasse, som bliver leveret direkte tilbage til landbruget, hvor det bliver anvendt som gødning.«

Mikkel Juhl Nielsen er ligesom mange fagfæller meget spændt på, hvad konklusionen bliver, når der efter sommerferien skal tages stilling til en placering.

»Mulighederne er jo ikke så mange, men lad os se, hvad det ender med. Det vil være godt for Djursland med et projekt, der er lokalt forankret og involverer landmændene med en mindre ejerandel. Selv vil vi ikke kunne løfte det.«

En livsstil

Egentlig havde Mikkel Juhl Nielsen helt andre planer, da han havde fået studenterhuen på hovedet efter tre år på Risskov Gymnasium.

»Jeg havde kemi på højniveau på gymnasiet og var egentlig klar til at læse kemi på Aarhus Universitet efter et år med arbejde og en længere udenlandsrejse sammen med nogle kammerater.«

Sådan blev det imidlertid ikke. Jo rejsen i Wrangler og gummisko var perfekt, men kemien blev ved drømmen.

»Jeg arbejdede herhjemme i et år for at tjene nogle penge, og så endte det med, at jeg gik i gang med landbrugsuddannelsen og til slut fik papir på, at jeg er agrarøkonom.«

»Overhovedet ikke. Du bliver ikke rig økonomisk ved at være landmand, men du får til gengæld masser af andre goder og glæder. Jeg nyder friheden til at kunne disponere og have en arbejdsplads, hvor jeg og familien bor. Min ældste, Karla, er ansat på Karensminde, og min søn Asmus er også så småt begyndt at hjælpe til.«

»Min far er vokset op ved landbruget, men blev uddannet lærer. Det blev dog landbruget, der trak mest i ham, når det blev høst. For os begge er det en livsstil at være landmand. Selvom der rent økonomisk kan være både gode år som i 2022 og mindre gode år som i 2023.«

Lange arbejdsdage skræmmer ikke Mikkel Juhl Nielsen.

»Lige nu er vi meget på, men vi prioriterer altid at tage en god uge på ferie i sommerferien og også lave noget sammen sidst i september. I dag kørte jeg mine børn i skole, før jeg mødte op i stalden. Sådanne muligheder havde jeg ikke, hvis jeg skulle møde på et job i Aarhus klokken 8 og først være hjemme kl. 17.«

Hvorvidt børnene skal involveres, når den tid kommer, ligger der ingen planer om på tegnebrættet.

»Mine forældre har på ingen måde presset mig til at blive landmand og overtage driften af Karensminde. Vi vil heller ikke have forventninger til, at gården skal overtages af næste generation. Min datter, Klara, skal efter sommerferien gå et år på Vivild Gymnastik- og Idrætsefterskole, og det ser hun selvfølgelig meget frem til lige nu.«

Håndboldkendere ved, at Mikkel Juhl Nielsen i en årrække var en glimrende højre back på Aastrup/Hammelev-Grenaas herrehold i 3. division.

Håndboldgenet har han arbejdet på at give videre til børnene. De to ældste har således haft ham som assistenttræner i TRIF.

Det levner et liv som landmand trods alt også plads til.