Max' løbekarriere lå i ruiner: »Lad ikke tvivl og utryghed trække genoptræningen i langdrag«

»Løb er ikke bare en hobby for mig. Det er en livsstil, og det er mit levebrød. Noget, jeg brænder for helt ind i hjertet. Jeg havde aldrig før i mit liv været ramt af en løbeskade, og det her var ikke bare et almindeligt benbrud. Min ankel var brækket tre steder, og det var komplicerede brud. Jeg var vildt angst for, om jeg nogensinde ville komme til at løbe rigtigt igen.«

Max Boderskov har gjort lynkarriere indenfor trail, en særlig løbedisciplin, der adskiller sig fra almindeligt løb ved at foregå i et naturligt terræn. Ruten går ikke ad jævne stier, men i stedet over mark og vang, gennem mudder og skovbunde fyldt med rødder og op og ned ad bjergsider med klipper og ral.

Han havde set frem til VM i Østrig 8. juni sidste år, men nåede kun få kilometer ud på ruten, inden han snublede over en rod på en bjergside.

Hans løbekarriere kunne være sluttet lige dér på bjergsiden. Den tanke jog rundt i hans hoved, mens han ventede i en over en time på at blive hentet ned fra bjerget.

Men det gjorde den ikke. I stedet bed Max Boderskov smerterne i sig og tog genoptræningen i egen hånd.

Uvished om karrieren

Allerede i årets første uge var han tilbage og vandt bjergløbet Vouga Trail Ultra i suveræn tid. I starten af maj blev han Danmarksmester, og til juni er han udtaget til at løbe for landsholdet til EM i trail i Frankrig – et løb på 58 kilometer og 3.500 højdemeter.

»Jeg har stadigvæk mareridt om, hvordan min fod bare hang dér og dinglede den forkerte vej. Det sidder i mig, det vil det nok altid gøre, og jeg vil nok også altid passe lidt mere på, særligt når jeg løber nedad. Men det er ikke noget, der begrænser mig. Faktisk er jeg nu tilbage i mit livs bedste form, og der er kun gået knap et år,« konstaterer han.

»I Østrig var budskabet fra lægerne, at jeg skulle indstille mig på, at jeg måske først om et år ville kunne gå uden smerter. Men heldigvis mødte jeg en dansk overlæge, der sagde: ”Du skal bare ud at gå!” Han gav mig håb, og det håb vil jeg gerne give videre til andre med alvorlige skader.«

Max Boderskov driver til daglig virksomheden RunMax i Skanderborg. Her tilbyder han personlig løbetræning og coaching, skræddersyr sundhedsløsninger til virksomheder og holder foredrag.

Uvisheden omkring den brækkede ankel var derfor ekstra slem, fordi det ikke kun var et spørgsmål om, hvorvidt han ville komme til at løbe igen, men om han skulle til at lægge hele sit liv om, også professionelt.

»Da jeg fik støvlen af, kunne man ikke tilbyde mig en genoptræningsplan, der matchede mig. Det ville være spild af min tid, fik jeg at vide. Knoglerne var vokset sammen, så nu handlede det ”bare” om at tage en masse små skridt. Det gjorde afsindigt ondt i starten. Der var en masse væv, der ikke havde været strakt i lang tid. Alt i hele foden gjorde ondt. Men der var jo kun en vej fremad.«

Genoptræning på egen hånd

Max Boderskov måtte selv tage ansvaret for sin genoptræning og finde ud af, hvad han kunne. I starten haltede han afsted skridt for skridt og kun på ultrakorte distancer.

»Jeg kunne kun klare 10 minutter i begyndelsen. Til gengæld fandt jeg ud af, at jeg kunne cykle, så det gjorde jeg rigtig meget. Jeg kom også i gang med styrketræning. Så formen blev bygget op igen.«

Samtidig skruede han op stille og roligt op for måde distance og tempo.

»Jeg var bange for at komme for langt væk hjemmefra og ikke kunne komme tilbage, og derfor begyndte jeg at træne intervaller med stigning på løbebåndet. Da jeg var helt tryg ved det, tog jeg ud til Himmelbjerget og gik fra søen til toppen og tilbage igen. Så skruede jeg op for varigheden, så jeg gik op og ned igen og igen i halvanden time.«

Da Max Boderskov var tryg ved det, begyndte han at løbe turen – til at begynde med bare tre gange 20 sekunder.

»Jeg måtte jo undersøge mine grænser. Det var nok lidt for tidligt, for jeg fik ondt en hel uge bagefter. Derefter ventede jeg et par uger og prøvede så igen med et minuts løb og et minuts gang. Det gjorde ikke helt så ondt denne gang, og det endte faktisk med at jeg den dag løb 16 gange et minuts løbeintervaller helt uden smerter.«

Støvlen fik Max Boderskov af den 20. juni. I månederne derefter førte han dagbog over sine fremskridt. På dag 46 slog han græs for første gang. En stor sejr. På dag 48 løb han de første 20 sekunder på Himmelbjerget. Dag 60 klarede han de 16 intervaller med løbetræningen. Ni uger efter ulykken havde han sin første løbetur uden pauser op og ned ad Himmelbjerget – 20 kilometer på 50 minutter.

»Det gik faktisk helt utrolig hurtigt fremad. Mit første rigtige træningspas med ni gange 400 meter, hvor pulsen virkelig kom op, gennemførte jeg 26. august – 68 dage efter ulykken,« husker han.

I slutningen af august prøvede han for første gang at sætte procenter på, hvor han var i sin genoptræning i forhold til før ulykken.

»Op ad bakke var jeg tilbage på 80 procent, på fladt terræn cirka 60 procent og ned ad bakke 40 procent. Det var det sværeste. Jeg turde ikke belaste foden med de hårde stød, når jeg løb nedad, så jeg var meget forsigtig, men ellers løb jeg næsten helt uden at tænke på anklen.«

I august cyklede Max Boderskov næsten lige så meget, som han løb. I september udfasede han cykling, og i slutningen af september var han oppe på 105 kilometer løb om ugen. Inden ulykken løb han godt 130 kilometer om ugen. En måned senere var han oppe på 120 kilometer om ugen.

»Tag selv affære«

»I november var jeg tilbage på niveauet før ulykken. Der besluttede jeg at melde mig til Vouga Trail Ultra. Så måtte jeg krydse fingre for, at anklen var klar. Jeg vidste, jeg var i god form. Og det gik jo også bare helt fantastisk. Mit livs bedste løb. Jeg fik min højeste score nogensinde og slog nummer 2 med 10 minutter – og han havde lige været nummer 16 på Ultra-distancen til VM. Så der har ikke manglet løbemotivation siden da,« griner han.

»At det går så godt lige nu, skyldes flere ting. Først og fremmest, at jeg har bygget formen op og holdt fast i styrketræningen. Det har jeg nok ikke altid haft tålmodigheden til.

Selv at have taget ansvaret for sin genoptræning er en erfaring, Max Boderskov gerne vil dele med andre.

»Hvis jeg havde jeg lyttet til de første meldinger, jeg fik, så var jeg aldrig nået dertil, hvor jeg er nu. Så var jeg gået helt anderledes forsigtigt i gang med genoptræningen,« understreger han.

»Lad ikke tvivl og utryghed trække genoptræningen i langdrag. Tag selv ansvaret og lyt til din krop. Det er mit bedst råd til andre, der døjer med skader. Man får mange modsatrettede meldinger, og der er utrolig meget usikkerhed i det. Det er derfor, det er nødvendigt selv at tage affære. Det er kun dig, der kan mærke, hvor du er i restitutionsprocessen, og hvor hurtigt du kan gå frem. Min fordel har været, at jeg som kandidat i idræt har en faglig baggrund, men det er bestemt ikke en forudsætning. Dybest set har jeg bare hele vejen igennem været meget opmærksom på, hvordan min krop reagerede.«