»For to år siden kunne jeg ikke engang sidde på en kondicykel«

Solen skinner skarpt og græsplænen på stadion i Dyrehaven er våd af dug. Det er onsdag. Klokken er halv ni og i udkanten banen, står fire personer i motionstøj og snakker.

Det er Esther Marie Petersen, Bjarne Bødker, Karin Outze og Karin Kofoed. Fem dage om ugen mødes de nemlig i skoven til en rask gåtur. Det lyder måske ganske normalt, men for de fire er det ekstraordinært.

De lider nemlig af Kronisk Obstruktiv Lungesygdom, også kendt som KOL.

»For to år siden kunne jeg ikke engang sidde på en kondicykel, men nu har vi fået så meget luft, at vi kan gå,« fortæller Esther Marie Petersen.

Hun mødte de tre andre gennem fysioterapeuten Casper Johnny Poulsen. To gange om ugen træner de i hans klinik i Skanderborg i et forsøg på at øge bevægeligheden og livskvaliteten trods et liv med KOL. Forløbet har været en stor succes i en sådan grad at de alle har øget deres lungekapacitet markant til stor overraskelse for dem alle.

Nu vil de sprede budskabet.

Det vil de gøre ved at stille op til et 12 timers løb lige her i Skanderborg.

12 timers gang

Idéen til at deltage i et 12 timers løb opstod ikke helt tilfældigt.

Deres fysioterapeut Casper Johnny Poulsen har nemlig gennem længere tid arbejdet på at arrangere et såkaldt ultraløb under navnet Skanderborg Ultraløb. Arrangementet er Danmarks eneste 48 timers løb med det formål at samle penge ind til danske veteraner. Da Esther Marie Petersen hørte om løbet spurgte hun Casper Johnny Poulsen, hvad hun kunne gøre for at støtte veteranerne.

»Han svarede, at jeg bare kunne melde mig til. Men jeg kunne jo ikke løbe sagde jeg. Her sagde han nej, men du har to ben. Du kan gå. Det hørte de andre under en træning på klinikken, så det er nok mig, der har lokket dem i fordærv,« griner hun.

Motionister, der deltager i Skanderborg Ultraløb, kan også vælge at tilmelde sig løbet i hhv. 12 eller 24 timer. Og det er netop 12 timers løbet de fire lungesyge venner stiller op i. Derfor har de trænet på livet løs siden 7. august.

»Vi har bygget på stille og roligt. Vi nåede op på halvmaraton distance tre gange om ugen og i søndags satte vi den på til 25 km.

De går fast tre gange om ugen; onsdag, fredag, søndag og derudover træner de hos fysioterapeuten to gange om ugen. Esther Marie Petersen har da også en klar målsætning.

»Jeg kunne godt tænke mig, at ramme 30 km et par gange inden ultraløbet.«

Gruppen har dog store ambitioner, når det kommer til ultraløbet.

»Vi bruger nok ni af de 12 timer på at gå. Vi går en time med fem km/t. Det er sådan nogenlunde det marchtempo vi går i. Efter hver time holder vi et kvarters pause. Det har vi fået besked på at Casper. Det er det, vi blandt andet øver os i her. I starten tænkte vi jo, at vi bare skulle afsted, men det duer ikke,« siger Bjarne Bødker og opsummerer.

»Ni timer med fem km/t, hvis vi har en god dag, så er vi jo oppe på 45 km. Men lad os nu se,« siger han og griner sammen med de andre.

»Mindstemålet er 35 km.«

Blod på tanden

Gruppen løber først og fremmest, fordi de vil støtte veteranerne. Siden de begyndte at træne op til løbet har de dog også indset, at der er andre motivationer bag at stille op.

Fysioterapien har nemlig ændret deres liv markant. Siden maj 2022 er Karin Kofoed gået fra en lungekapacitet på 63 pct til 83 pct. Esther Marie Petersen har ligeledes øget sin kapacitet med 20 pct.

»Det er jo derfor vi bare bliver bidt af det. Det, at man kan ændre sin hverdag på den måde, med en øget lungekapacitet på 20 pct. Det er jo en verden til forskel,« siger Bjarne Bødker.

»Vi skal selvfølgelig huske i det her, at der er nogen, der er mere syge end os. Der er jo mange, der simpelthen ikke kan det her,« indskyder Karin Outze.

»Budskabet er vel det, at hvis du gør det, du kan, så får du også en forbedring. 20 pct er vildt. Det er ikke alle, der kan opnå det, men hvis du har en lungekapacitet på 60 pct, så er bare 5 pct en verden til forskel,«

Det er et budskab som gruppen gerne vil sprede.

»For mit vedkommende er det her også rigtig meget for min egen skyld. Hvis jeg kan det her. Wow. Så kan jeg næsten alt,« siger Karin Kofoed.

»Det er også for at vise andre med KOL, at man kan mere end man selv tror,« fremhæver Karin Outze.

»Absolut. Det tror jeg godt vi alle kunne tænke os. Hvis vi kan være en inspiration for andre, der får lyst til at prøve. Så ville det jo være helt vildt fedt,« konkluderer Bjarne Bødker.

Meget af det der kan afholde KOL-patienter fra at være aktive er nemlig frygten for ikke at kunne få luft eller for ikke at vide, hvordan deres krop reagerer, hvis de går ud og laver noget.

Her fortæller de alle fire, at det såkaldte KOL-kursus var enormt inspirerende.

»Den der frygt havde jeg i hvert fald i starten, da jeg startede på kurset. Der var der en, der sagde til mig. Prøv at høre her. Hvis du bliver siddende i sofaen, så er du i hvert fald sikker, at det ikke kommer til at gå godt. Hvis du rejser dig og prøver at gøre noget, så kunne det ske du oplevede noget, der var positivt. Det fik mig op af stolen.«

Kamp mod fordomme

Selvom de alle glade for oplevelserne med fysioterapi, så fremhæver de dog også, at det selvfølgelig ikke er gratis.

»De penge jeg brugte på at ryge, dem bruger jeg nu nede ved Casper. Og de er altså meget bedre givet ud,« siger Karin Outze og bliver bakket op af Esther Marie Petersen.

»Jeg vælger at sige, at jeg investerer i mit liv. Jeg har jo også røget som en dampmaskine.«

Lige netop rygning er et ømt emne for gruppen viser det sig. Med det samme snakken falder på cigaretterne bliver stemningen pludselig sårbar.

»Det er også noget af det, der er ved at have KOL. At det er lidt flovt. Det kan i hvert fald føles sådan, fordi det første folk spørger om, det er om man er ryger,« siger Karin Kofoed forsigtigt.

»Du kan sagtens få KOL uden at have røget en eneste cigaret,« fremhæver Bjarne Bødker.

»Det er i hvert fald også et sted man kan sætte ind og skabe opmærksomhed om. Gøre det lidt mindre tabu at snakke om, at man har KOL. Det er der mange, der har svært ved at sige. Det har jeg selv svært ved,« siger Karin Kofoed.

De nikker alle genkendende til, at den første reaktion de ofte møder, når de fortæller, at de har KOL er noget i stil med: »Det er nok en, der har røget 80 smøger om dagen.« Forudsætningen bliver derfor hurtigt, at hvis man har KOL, så er det ens egen skyld.

»Vi har ikke brug for medlidenhed. Det viser vi jo også ved at deltage i det her og arbejde hårdt. For det behøver ikke være vores egen skyld,« siger Karin Kofoed.

Stærkt sammenhold

Det er netop emner som flovhed og begejstring over resultater, der binder gruppen sammen.

I løbet af de sidste to år er de fire lungesyge motionister blevet godt venner. En af de store glæder ved både fysioterapien og træningen til 12 timers løbet er, at der er godt humør og et stærkt sammenhold. De har det simpelthen sjovt sammen.

»Vi snakker også om, hvordan vi har det og vi kan dele oplevelser med hinanden. Både de gode og dårlige,« siger Bjarne Bødker.

»I dag har jeg det sådan, at mit KOL det skubber jeg bare fremad. Ti år fremad. Bum bum. Jeg vil blive ved med at bevæge mig og være aktiv. Giv den gas.« sigerEsther Marie Petersen og bakkes op af Bjarne Bødker.

»Vi skubber lidt det gode liv foran os, så vi bliver i det indtil det dårlige på et eller andet tidspunkt sætter ind. Forhåbentlig på grund af alderdom og ikke på grund af KOL.«