Fortsæt til indhold

Brdr. Thorsen og landmænd besegler samarbejde om nyt biogasanlæg

Et nyt biogasanlæg på Djursland får lokal forankring gennem aftale mellem landmænd og Brdr. Thorsen.

Samfund

Næsten 100 landmænd på Djursland har givet håndslag på en aftale med Brdr. Thorsen Biogas, der både sikrer dem leveringsaftaler for biomasse og medejerskab af et nyt biogasanlæg på Djursland.

Aftalen, som er indgået mellem Leverandørforeningen Djurs Biogas og Brdr. Thorsen Biogas, betyder, at landmændene nu kan levere deres biomasser til Brdr. Thorsen, som planlægger at udvide det eksisterende anlæg på Østenfjeldvej 9 ved Nimtofte på en ny placering.

Landmænd medejere

Et biogasanlæg på Djursland skal være lokalt forankret. Så enkelt er det.
Mogens Hjort Jensen

Landmændene får samtidig mulighed for at erhverve en betydelig ejerandel af det nye biogasanlæg.

»Et biogasanlæg på Djursland skal være lokalt forankret. Så enkelt er det. Derfor har vi indgået en aftale med Brdr. Thorsen, som er en aktør, der har en reel forståelse for landbruget og tilknytning til Djursland. Vi ønsker, at et kommende biogasanlæg skaber varig værdi for Djursland, og det betyder, at de værdier, et biogasanlæg og tilhørende anlæg rundt om skaber i fremtiden, skal blive på Djursland,« udtaler gårdejer Mogens Hjort Jensen, formand for Leverandørforeningen Djurs Biogas, i en fælles pressemeddelelse fra Djurs Biogas og Brdr. Thorsen Biogas.

Lokal erfaring

Vi har hos Brdr. Thorsen drevet biogasanlæg i mere end 20 år på Djursland.
Steffen Thorsen

Brdr. Thorsen Biogas har i mere end 20 år været en integreret del af Djurslands lokalsamfund og har opnået stor erfaring inden for biogasproduktion.

Steffen Thorsen fra Brdr. Thorsen udtrykker i samme pressemeddelelse sin glæde over den stærke støtte fra de lokale landmænd:

»Vi er naturligvis meget glade for den store opbakning fra det lokale landbrug til vores biogasprojekt. Vi har hos Brdr. Thorsen drevet biogasanlæg i mere end 20 år på Djursland. Vi er selv en del af lokalsamfundet. Vi har Djursland i hjertet. Det betyder også, at vi med vores nye biogasanlæg vil lave et anlæg, som giver mest muligt tilbage til Djursland – med mindst mulig gene til følge,« siger Steffen Thorsen.

Kommunalt samarbejde

Aftalen har også fået politisk opbakning.

Et flertal i både Byrådet i Syddjurs Kommune og Kommunalbestyrelsen i Norddjurs Kommune har stemt for et fælles samarbejde om etableringen af det nye biogasanlæg.

Samarbejdet har resulteret i dannelsen af en projektorganisation, der på tværs af de to kommuner skal forberede et beslutningsgrundlag om biogasplanlægningen.

Først efter sommerferien bliver det aktuelt at snakke placeringer.

Hvorvidt andre investorer melder sig på banen, vides 1. juni. De to kommuner har bedt interesserede melde sig parate, inden maj bliver til juni.