Fortsæt til indhold

»Konservative familieværdier og bofællesskaber kan snildt gå hånd i hånd«

Fællesskab og fornyelse: Stormøde om bofællesskaber hos Grobund 11. juni.

Samfund

»Når det handler om at skabe bedre muligheder for etablering af bofællesskaber i vores lokalområder, er det ikke kun et spørgsmål om boliger, det er også et spørgsmål om at bringe fornyet liv til vores lokalsamfund. Bofællesskaber er en attraktiv boligform, der kan være med til at udnytte vores boligmasse på nye og innovative måder.«

Sådan er Bjørn Jensen, næstformand i Kultur-, fritids- og landdistriktsudvalget i Syddjurs Kommune, citeret i en pressemeddelelse fra Syddjurs Kommune.

For de læsere, der undrer sig og måske tror, at Bjørn Jensen er hastigt på vej væk fra Det Konservative Folkeparti, som har familiepolitik meget øverst på dagsordenen, så fortæller Bjørn Jensen, at han fortsat er enige i konservativ værdipolitik.

Grundtanken hos partiet er:

»Det allervigtigste fællesskab er familien. Det er her, vi finder den grundlæggende tryghed, som ruster os til resten af livet. Det er her, forældre videreformidler de værdier og traditioner, som Danmark er bygget på, til næste generation. Det skal vi give plads til.«

»Nej, overhovedet ikke. Jeg bakker helt og fuldt om konservativ familiepolitik, men jeg vægter naturligvis også, at mennesker må indrette sig, som de vil,« siger Bjørn Jensen.

»Når jeg ser muligheder i bofællesskaber, tænker jeg meget på vores ældre borgere, der måske har mistet en ægtefælle. Her ser jeg bofællesskaber som en god mulighed for at hjælpe mod ensomhed og være med til at give et nye netværk og relationer,« siger Bjørn Jensen.

Stormøde 11. juni

Syddjurs Kommune inviterer til stormøde om bofællesskaber 11. juni 2024 på Grobund i Ebeltoft. Mødet er designet til alle, der er interesserede i at lære mere om bofællesskabers historie, muligheder og fremtid.

Med landdistriktsmedarbejdere fra Syddjurs Kommune som værter, vil mødet præsentere en række af såkaldte eksperter inden for området. Fra Emma Poulsen, repræsentant for Grobund, der vil dele bofællesskabets historie og vision, til Per Feldthaus, direktør i Almenr, som vil diskutere etableringen af bæredygtige bofællesskaber, vil deltagerne få et indblik i forskellige aspekter af denne boligform.

Potentiale og betydning

Journalist Viktor Reddersen, tidligere Mols, nu beboer i bofællesskabet Præstegården i Svejstrup, vil dele sine erfaringer med bofællesskabets tilblivelse og organisering, mens Jens Kjærsgaard, erhvervskundechef i Merkur Andelskasse, vil oplyse om finansieringsmulighederne for bofællesskaber.

Afslutningsvis vil Søren Hermansen, direktør i Samsø Energiakademi og medforfatter til bogen ’Fælledskab’, tale om fællesskabets potentiale og betydning.

Stormødet vil ikke kun være envejskommunikation, da der vil være rig mulighed for spørgsmål, kommentarer og samtale undervejs i programmet.

Interesserede kan tilmelde sig gratis via Syddjurs Kommunes hjemmeside, og der vil også være mulighed for at købe drikkevarer og vegetarisk aftensmad på dagen.