Planchef: »Det har aldrig været muligt at etablere dagligvarebutik i det område«
Skanderborg Vinhandel defineres som en dagligvarebutik, og den type butikker har aldrig måttet etablere sig i området på Ladegårdsbakken, slår chefen for Plan, Teknik og Miljø fast.
Planloven er den helt store konkurrent for Jess Juul Hansen. Det står klart, hvis man spørger Karen Margrethe Høj Madsen, chef for Plan, Teknik og Miljø i Skanderborg Kommune.
»En vinhandel er i forhold til planloven en dagligvarebutik, og man må kun etablere en dagligvarebutik i et bycentrum, ligesom vi har hernede i Skanderborg eller i et aflastningscenter eller bydelscentre som Højvangs Centret og området ved Vroldvej. Og det er kun der, vi må etablere dagligvarebutikker. Der er planloven rigtig striks,« forklarer Karen Margrethe Høj Madsen.
Det har hun en helt simpel forklaring på.
»Det er for at passe på bymidterne. Det er sådan, at især dagligvarebutikkerne trækker folk til, så det har stor betydning for bylivet i en bymidte. Hvis dagligvarebutikkerne forsvinder, så dør bymidterne. En bymidte betyder rigtig meget for en bys identitet. At man har et sted, der er centrum for byen, hvor der er rart at være, og hvor der sker noget. Der er vinhandlen ret vigtige. Det er en dejlig butik, så det er også ærgerligt at miste den, men vi har også fuld forståelse for det, de sidder i,« forklarer Karen Margrethe Høj Madsen.
Karen Margrethe Høj Madsen fortæller, at Skanderborg Vinhandel defineres som en dagligvarebutik på grund af privat salg af vin.
»Hvis Jess Juul Hansen kun havde engrossalg - altså professionelt salg til eksempelvis restauranter - kunne han godt etablere sig på det lejemål på Ladegårdsbakken, men han må ikke sælge til private fra adressen,« forklarer hun og fortsætter.
»Det har aldrig været muligt at etablere dagligvarebutik i det område.«
Karen Margrethe Høj Madsen forklarer, at Jem og Fix i modsætning til vinhandlen hører til gruppen af butikker med særligt pladskrævende varegrupper og af den grund kunne få lov at etablere sig på Ladegårdsbakken engang. THansen overtog deres butik, og selvom lokalplanen blev ændret, må de stadig være der, efter princippet at eksisterende lovlig anvendelse gerne må fortsætte, selvom lokalplanen ændrer sig. Hun har dog forståelse for Jess Juul Hansens frustrationer.
»Vi forstår det rigtig godt. Det kan være svært for butikkerne,« siger Karen Margrethe Høj Madsen, der fortæller, at Skanderborg Kommune også har sagt nej til andre butikker i samme situation.
Hvis det skal blive en mulighed på et tidspunkt, skal kommuneplanen ændres. Den revideres hvert fjerde år.
»Det er en meget stor omgang, og det tager en del år at komme igennem. Det er i hvert fald ikke en horisont, der er realistisk for vinbutikken,« siger Karen Margrethe Høj Madsen, der opfordrer alle butiksejere til at spørge kommunen om vejledning, hvis man er i tvivl om, hvad der kan lade sig gøre forskellige steder i Skanderborg Kommune.