Fortsæt til indhold

Skanderborg hæver barren: 19 procent af de unge skal vælge en erhvervsuddannelse

Skanderborg halter efter landsgennemsnittet, når det handler om at få de unge til at vælge en erhvervsuddannelse. Derfor har byrødderne nu besluttet at skrue tallet op for, hvormange af kommunens unge, der der efter 9. eller 10. klasse skal søge optagelse på en erhvervsuddannelse.

Samfund

19 procent!

Så mange af eleverne fra Skanderborgs 9. og 10 klasser skal næste år vælge en erhvervsuddannelse. Samtidig skal antallet af elever, der søger ind på en gymnasieuddannelse ned på 75 procent. Det besluttede byrødderne på byrådsmødet onsdag i sidste uge.

Årsagen er, at Skanderborg Kommune halter efter landsgennemsnittet, når det handler om at få flere unge til at søge optagelse på en erhvervsuddannelse.

Vi har en anden demografi end mange andre kommuner, og derfor er en gymnasieuddannelse for mange det umiddelbare valg.
Anja Nørby Sørensen, chef, Arbejdsmarked og Social

I år var målet, at 18,5 procent af afgangseleverne fra 9. og 10 klasse skulle vælge en erhvervsuddannelse, mens 72,5 procent skulle vælge en gymnasieuddannelse. Sådan er det dog ikke gået.

Opgørelsen over søgningen til ungdomsuddannelserne i Skanderborg Kommune i år viser, at kun 17,7 procent har søgt optagelse på en erhvervsuddannelse, mens gymnasieuddannelserne stadig er det mest populære valg i kommunen – 75,2 procent har søgt optagelse her.

Til sammenligning ligger landsgennemsnittet for optagelse på en erhvervsuddannelse på 19,9 procent og 72,9 procent for optagelse på en gymnasieuddannelse.

Forklaringen ligger i befolkningssammensætningen, hvor der er flere i Skanderborg Kommune, der har videregående uddannelser end gennemsnittet på landsplan, og det afspejler sig i uddannelsesvalget for deres børn.

»19 procent er et ambitiøst mål for Skanderborg Kommune. Vi har en anden demografi end mange andre kommuner, og derfor er en gymnasieuddannelse for mange det umiddelbare valg. Vi skal virkelig stå på tæer, hvis vi skal nå målet om, at 19 procent skal vælge en erhvervsuddannelse,« forklarer Anja Nørby Sørensen, chef for Arbejdsmarked og Social.

For at få flere af de unge til at søge mod erhvervsuddannelserne, har kommunens iværksat flere initiativer. Blandt andet er der indført obligatorisk erhvervspraktik for alle 8. og 9. klasseelever i kommunens skoler. Der er samtidig et tæt samarbejde med Social- og Sundhedsskolen, der siden 2020 har haft en afdeling i Skanderborg.

Der ud over er der temadage og virksomhedsbesøg for eleverne og deltagelse i forskellige projekter, for eksempel ’EUD for alle’ og ’Unge i Praksis’ samt ’Mød en mulighed’ i samarbejde med ErhvervSkanderborg.

Endelig arrangerer Skanderborg som eneste kommune i landet Mini Skills for samtlige 7. klasse i hele kommunen, hvor eleverne får hands-on kendskab med en lang række forskellige håndværksfag for at fremme interessen for erhvervsuddannelserne og de praktiske fag.