Fortsæt til indhold

Mæglerkæde afslører choktal om boligmarkedet

Lignede tal er ikke set siden efteråret 2021.

Samfund
sb

Maj blev den bedste salgsmåned for ejerboliger i ejendomsmæglerkæden RealMæglerne siden efteråret 2021. Alene i forhold til maj sidste år steg boligsalget med 20 procent, og man skal helt tilbage til efteråret 2021 for at finde en lige så god salgsmåned.

Det oplyser RealMæglerne i en pressemeddelelse.

Udmeldingen er ikke mindst interessant, da lysten til at købe ny ejendom generelt har været minimal i månederne op til maj. I marts i år skrev Finans, at der i februar var blevet givet det laveste antal lånetilbud til boligejere og virksomheder, siden man begyndte at lave statistik i 1996. Boligmarkedet var trykket i bund, lød konklusionen.

Hvis tallene fra RealMæglerne afspejler markedet generelt, kan det tyde på, at der er sket en slags kovending på boligmarkedet.

Ifølge RealMæglerne er aktiviteten på boligmarkedet aktuelt bemærkelsesværdig høj. Det vidner om stor interesse for at handle ejerbolig, lyder det fra adm. direktør hos RealMæglerne, Preben Merrild Angelo.

»Antallet af salgsaktive boliger fortsætter med at stige, og den store interesse for vurderinger vil helt automatisk betyde, at salget, her på tærsklen til sommermånederne, vil ligge markant højere end sommermånederne sidste år. Lægger man dertil de længe ventede rentefald som meget tyder på snart indfinder sig, vil det yderligere styrke fremgangen i boligmarkedet, som den høje beskæftigelse og reallønsfremgangen også gør,« siger han i pressemeddelelsen.

Fremgangen er betydelig over hele landet med undtagelse af København, lyder det. At landets største by halter efter skyldes ifølge Realmæglerne formentlig de nye ejendomsskatter, der har fået ydelserne på ejerboliger til at stige mere i København end landsgennemsnittet.