»Omsorgssvigt« eller »et godt sted«: Pårørende har vidt forskellige syn på plejehjem efter påbud

Er Hestehavehusene et rart og rent sted at være, eller er rengøringen og plejen mangelfuld? To pårørende har vidt forskellige opfattelser af hverdagen for deres familiemedlemmer på samme plejehjem i Højbjerg.

Når Annie Ovesen hver tirsdag eftermiddag besøger sin bror, ved hun aldrig rigtigt, hvad hun kan forvente. Ligger han stadig i sengen? Sidder han i kørestolen i en våd ble uden at være soigneret? Lugter der grimt?

»Jeg kan mærke, at jeg bliver nervøs, allerede når jeg tager hjemmefra. Jeg ved aldrig, hvilken tilstand jeg finder ham i. Og der kan være så møgbeskidt. Det er uværdigt og omsorgssvigt,« siger Annie Ovesen, hvis bror, Bjørk Clemens, har boet på Hestehavehusene i 11 år.

Han fik en hjerneblødning som 60-årig og pådrog sig som følge deraf en halvsidig lammelse. Lige siden har han været afhængig af hjælp til stort set alt.

Igennem flere år har Annie Ovesen påpeget over for skiftende ledere på plejehjemmet, at hun mener, at plejen halter. Hun husker særligt den dag, Bjørk fyldte 70 år, og hun mødte op om morgenen med flag, gaver og rundstykker:

»Han lå halvvejs ude af sengen og var drivvåd. Han var ikke barberet eller noget. Der var ingen flag sat op. Intet. De havde fuldstændig glemt ham, og jeg var i chok,« husker Annie Ovesen.

Ifølge Annie Ovesen er der ofte ikke gjort ordentligt rent i hverken Bjørks lejlighed eller på fællesarealerne.

»Jeg finder ofte madrester på gulvet eller på hans bord. Der bliver ikke gjort rent bag sengen eller bag sofaen. Sådan kan man simpelthen ikke behandle folk,« siger hun opgivende.

Annie Ovesen, der har en baggrund som sygeplejerske og selv har arbejdet på plejehjem i mange år, og også på Hestehavehusene, har nogle gange selv givet Bjørk en ren ble på, når hun er kommet på besøg:

»Så lifter jeg ham op og klarer det. Jeg har heller ikke noget imod at tørre noget op. Men jeg vil jo helst ikke bruge hele tiden på at skifte ble og gøre rent, når jeg besøger min bror,« siger Annie Ovesen, der understreger, at hun oplever, at personalet er søde og rare:

»Aftenvagterne er så søde. De kan ikke gøre for det. Der er bare ikke nok personale ansat, og rengøringen er ikke i orden. Jeg kunne ønske mig, at ledelsen selv kunne se og lugte det. Der er ikke noget mere ubehageligt, og det er da synd for borgerne,« siger Annie Ovesen.

Forstanderen på Hestehavehusene, Annette Lock Hansen, kan ikke genkende billedet af plejen, som Annie Ovesen beskriver den.

Kun ros til stedet

Et helt andet syn på hverdagen på Hestehavehusene får man også, hvis man spørger Nils Henning Nilsson, hvis kone er beboer samme sted, i samme afdeling, på samme etage.

»Jeg synes, at det er et rigtigt godt sted. Jeg har kun ros til personalet, hvis indsats jeg beundrer,« siger Nils Henning Nilsson, der er kommet på plejehjemmet næsten hver dag gennem det år, hans kone har boet der.

Hun blev sidste år i april på en ferie på Lanzarote pludselig ramt af en blodprop i hjernen – et såkaldt stroke – og skaderne efter det arbejder hun stadig på at komme sig over. Fra hun i begyndelsen på Hestehavehusene havde brug for hjælp til stort set alt, kan hun i dag selv gå på toilettet, hun kan selv gå korte ture med rollator og selv komme op af sengen.

»Jeg kender alle i huset, og jeg har egentlig kun godt at sige,« lyder det fra 79-årige Nils Henning Nilsson, der for få måneder siden blev fuldtidspensionist.

Han mener ikke, at der lugter grimt, dog kan han være generet af cigaretlugt fra åbentstående døre ind til rygere, og så mærker han – særligt i weekenderne – at ressourcerne er få.

»Dér kan man godt mærke, at der er få på arbejde. Og det er trist for de beboere, der sjældent får besøg udefra. Det er mit indtryk, at der er mange, der sidder hele dagen og ser fjernsyn. Jeg har heldigvis mulighed for at tage min kone med hjem,« siger den pårørende, der også har engageret sig i plejehjemsrådet på Hestehavehusene:

»Jeg følger dermed med i, hvad der foregår. Men er jeg selvfølgelig ikke inde på de andre beboeres stuer, kun inde på min kones, men der synes jeg i hvert fald, at der bliver gjort pænt rent, og hun får den pleje, hun skal have.«

Begge kan have ret

Bente Martinsen er lektor og ph.d. i sygepleje ved Institut for Mennesker og Teknologi ved Roskilde Universitet, og ifølge hende kan begge de to pårørende godt have ret:

»Ja, det tror jeg godt, de kan. De to opfattelser kan godt rummes inden for samme plejehjem,« lyder det fra Bente Martinsen.

Forskeren understreger, at det er meget svært at sammenligne de to opfattelser af plejen, som er beskrevet ovenfor, fordi rigtig mange parametre kan spille ind. Men generelt peger hun på en række faktorer, der gør, at man kan opleve den samme pleje på vidt forskellige måder:

»Det handler dels om, hvilke forventninger man har til plejen. Hvis man har lave forventninger, så siger det sig selv, at man er mere tilbøjelig til at være tilfreds med mindre. Omvendt kan en pårørende med en plejerelateret baggrund stille høje krav, fordi vedkommende ved, hvordan det også kan være,« forklarer Bente Martinsen.

Derudover spiller det ind, hvor afhængig beboeren på plejehjemmet er af hjælp fra andre:

»Jo mere afhængig man er af hjælp til helt basale ting som at spise og toiletbesøg, som normalt er voksne menneskers enemærker, des større risiko er der for, at man oplever, at plejen svigter indimellem.«

Har man én gang haft dårlige oplevelser, kan det også være svært at viske tavlen helt ren:

»Hvis man har erfaring med, at plejen eller rengøringen er mangelfuld, så er man tilbøjelig til – uden at ville det – at lægge ekstra meget mærke til det negative. Det skærer en ekstra i hjertet, når der begås fejl med hensyn til plejen,« siger Bente Martinsen.

Forskeren beskriver, hvordan det kan være en følelse af magtesløshed, når man er nødt til at overlade plejen af ens kære i andres hænder.

»Den magt, som plejepersonalet hermed får, skal de være i stand til at forvalte. Og det er faktisk en stor og vigtig opgave, hvor man måske skal komme de pårørende i møde på forskellig vis,« pointerer Bente Martinsen.

Hun mener, at man alt for ofte reducerer personalet i plejesektoren til at være ”varme hænder”.

»Mange er ikke klar over, hvor kompliceret en opgave det er. Selv de simple opgaver, som udefra kan se meget enkle ud, er faktisk komplekse opgaver. Det er ikke en mekanisk opgave at yde pleje til voksne mennesker,« siger Bente Martinsen, der mener, at man bør indføre en form for universitetsplejehjem, hvor man har både forsknings- og uddannelsesmæssig forpligtelse:

»Jeg tror ikke på, at nogle har intention om at yde en mangelfuld pleje, men jeg tror, at man kan være begrænset af sin viden. Den kompleksitet, der er på plejeområdet, er totalt undervurderet, og der forskes alt for lidt i pleje, og i hvordan de ældre rent faktisk gerne vil behandles,« lyder det fra Bente Martinsen.

Strækker sig langt

Forstander på Hestehavehusene Annette Lock Hansen understreger, at samarbejdet med beboere og de pårørende er meget vigtigt for trivslen på plejehjemmet:

»Vi prøver at være enormt imødekommende, og vi strækker os langt for det gode samarbejde med de pårørende. Det er et vigtigt arbejde. Vi gør meget ud af at kende deres livshistorie, både for den enkelte og for familiens skyld,« siger Annette Lock Hansen.

Når der indimellem opstår problemer med samarbejdet med pårørende, er det ofte et spørgsmål om forventningsafstemning:

»Vi ønsker altid dialogens vej og ser på problemstillinger sammen. Men jeg vil ikke gøre tingene rosenrøde, der er rammer for, hvad der er muligt, for der er mange behov, der skal imødekommes. Det handler ofte om forventningsafstemning i forhold til rengøring og tøjvask, men vi prøver at imødekomme behovene, så godt vi kan,« forklarer Annette Lock Hansen.

Hestehavehusene fik for nylig et påbud fra Arbejdstilsynet, der vurderede, at der ikke var tilstrækkelig hjælp, støtte og sparring i aftenvagternes arbejde i Hus 1. Tilsynet konkluderede også, at der ikke var tid nok til at udføre opgaverne.