Livets gang i Kolindlund: Revyen spejler byens historie

Den gode lokalrevy er som et spejl, der reflekterer områdets små og store øjeblikke med humor og hjerte – en festlig fejring af lokalsamfundet, hvor grin og genkendelse går hånd i hånd.

Det lyder såre simpelt, men der er langt mellem snapsene. Fordi det er hulens svært ikke at overspille, hvis teksterne og forspillet ikke er i orden.

Bare ikke i Kolind, hvor den festlige revytradition kan dateres tilbage til dengang borgerne i den gamle markedsby blev enige om at købe Markedshallen i 1980-erne og gøre den til byens forsamlingshus.

Lokal-lokal

Lørdag spillede Kolind Revyen 2024 for fulde huse. Sådan er det hvert år. Spisning, revy og dansant - hvor svært kan det være.

Sådan en aften begynder med fællesspisning, hvor skuespillerne sidder sammen med venner og familie og spiser med.

En god halv time før showtime og efter desserten går holdet bag scenen, får de sidste aftaler på plads og sminken opdateret, før der lige klappes ’højere femmere’, ønskes god vagt og måske nydes en gibbernakker til at dulme nervøsiteten.

Kort efter slukkes lyset i salen, der kommer spot på scenen, den musikalske troldmand Jesper Mogensen sætter sig til rette bag sine tangenter og spiller introen til den faste velkomstsang, hvor hele holdet iklædt nydelige hvide skjorter synger med og allerede her har publikum i deres hule hånd, når det lyder med ekko: »Hvorfor er juni så fed?...fed? ....fed?«

Så er vi alle klar til at høre om ’Livets gang i Kolindlund’ det seneste år.

Autistisk rum

Du kryber nærmest som publikum ind i et autistisk rum, hvor du kun fatter løjerne på scenen, fordi du kender historierne og menneskene, der får deres fortolkning og bekomst på scenen.

Er du lige landet, fatter du ikke en brik. Det er den store styrke ved Kolind Revyen, at den er så lokal, at en krønikeskriver bliver nødt til om føje år at tage programmet for de sidste års mange revyer, hvis han eller hun vil skrive lokalhistorie.

Sådan var det også i 2024, hvor perlerne var klart i overtal. Ikke mindst stod sangene meget skarpt og kom fint ud over scenekanten, fordi Jesper Mogensen som professionel backing kan løfte melodierne og give sangerne et afgørende pift.

Det var velgørende at høre en fyldt Byhal skråle med på ’Afrika-sangen’ og i fællesskab hylde byens hårdtprøvede idrætsforening, der fortsat mangler en hovedformand, men bestemt ikke er på vej ud over afgrunden, som der ellers stod i en lokalavis.

Gad vide om sangen ikke får en borger til at melde sig klar som ny hovedformand?

Henning Kejser i positur

I en gammel handelsby som Kolind gør det ondt, når en smuk familiesaga skriver på sidste lidt vemodige afsnit.

Familien Kejser har siddet på skomarkedet i Kolind og store dele af oplandet med afstikkere til hele Djursland i vildt mange år. Familiehistorien slutter i 2024, når far og søn, Henning og Mads Kejser, snart takker af, og Kolind står uden Kejser.

Historien om ’Keiser Sko’ sluttede revyen, og hvilken afslutning. Allerede da Henning Kejser i skikkelse af Ann Bødker entrerede scenen lidt foroverbøjet med hænderne foldet på ryggen og med et lille velkomstsmil, var de fleste solgt.

Det nummer var ramt på kornet. Også da Thomas Nymann kom ind og spillede sønnike Mads Kejser. Nymann, der er mester for at tænke skævt, gjorde historien endnu mere crazy og ’Monty Python’sk’ med detaljerne - en skoæske fra lageret, der var så støvet, at det var imponerende, at ingen hostede, da han slog på den.

At tænke den allerede lukkede Kolind Boghandels kasseapparat ind i ligningen, fordi skobutikkens eget var brændt sammen grundet ophørsudsalget og alle de rabatter, så der stod ’legetøj’ og ikke ’sko’ på kvitteringen ...

Det er svært at gengive en revytekst, men det er ikke svært, men derimod fortjent atter at konstatere, at Kolind Revyen er en af årets livsbekræftere.

Den er hylende morsom, fordi de fleste tekster og arrangementer er tilpas vanvittige, og så formår skuespillerne hele tiden at underspille. Det er hemmeligheden bag al god komik, også en lokalrevy.

Og så ikke et ord om Ole Frederiksen og Christian Grouleff. Kun smil!