Øl, musik og.. havearbejde? Her kan du tage til festival med god samvittighed
Inden længe kan du over fem dage drikke, danse og lære alt om skovhaver og biodiversitet.
Et opgør med festivalkulturen.
Det lyder radikalt.
Og det er det måske også.
På den gode måde.
For selvom Positive Trace Festival på mange måder er ligesom alle andre festivaler med øl, musik og glade mennesker, så er begivenheden også alt det alle de andre festivaler ikke er.
Her vægtes fællesskab og bæredygtighed højere end en hundrede hestes brandert og skrig og skrål.
Et af omdrejningspunkterne er at give tilbage til naturen, og festivaldeltagerne skal bogstaveligt talt ud og arbejde i marken.
Kongstanken er, at det skaber helt unikke fællesskaber, når sammen arbejder for at give tilbage til naturen.
Gør noget
Bag Positive Trace Festival står foreningen Navus Events.
Navnet Navus stammer fra den lille østat Vanuatu, der ligger ud for Australiens kyst. Her boede initiativtageren til Positive Trace Festival, Elisabeth Holt nemlig for otte år siden.
»Der boede jeg i længere tid med nogle lokale, hvor vi lavede et naturvandopretningsprojekt. Det sted jeg boede hed Navus. Det betyder at opdage dine fejl og gøre noget ved det. Det syntes jeg var et rigtig fint navn. Det er nemlig det, jeg synes, vi er ved at gøre på verdensplan. Vi bruger naturen som en resurse uden respekt, men vi er samtidig ved at opdage, at vi skal gøre noget ved det.«
Det var samtidig på en af Elisabeth Holts mange rejser, at hun fik idéen til Positive Trace Festival.
»Jeg har været ude at rejse de sidste 10 år, hvor jeg har arbejdet for en lang række forskellige festivaler. Mange af deltagerne efterspurgte konkrete eksempler på, hvad vi rent faktisk kunne gøre for kloden med vores hænder. Det tænkte jeg man kunne lave en festival på.«
Derfor spiller det praktiske også en stor rolle under Positive Trace Festival.
Deltagerne planter bl.a. masser af træer. Samtidig kan man opleve fem slags praktiske workshops, hvor man kan lære alt om biodiversitet og skovhaver. Der er udflugt til Mols Bjerge, hvor deltagerne samler urtefrø fra vilde planter, som senere spredes på den mark ved Rødegaard, hvor festivalen finder sted.
»Vi laver også habitater for insekter og små dyr i form af sanddynger, kredshegn og meget andet. Når man arbejder sammen opstår der bare noget helt vildt fedt, fordi man nemmere taler sammen end hvis man stod til Grøn Koncert.
Naturfestival
På sine mange rejser bemærkede Elisabeth Holt også, at rigtig mange festivaler efterlod en masse affald.
Derfor er bæredygtighed også en integreret del af festivalen.
»Vi har primært lavet aftaler med lokale producenter af mad og drikke. Samtidig tilbereder vi alt maden selv og spiser i fællesskab.«
Alt dette skal medvirke til at mindske emballage og samtidig støtte lokale leverandører og en vegetarisk livsstil.
Det hele handler dog ikke kun om bæredygtighed. Klassiske elementer som alkohol, rygning og musik er også en del af festivalen, men på en anden måde.
»Vi har et musikprogram, der er meget blandet, og man kan forvente at danse og hygge sig. Vi har bar med kvalitetsøl og nogle få drinks, men vi går mere op i, at det er lokalt og kvalitet. Rygning tilladt, men i et indrettet område. Det er ikke en fuldefest, men nydelse og samvær vi går op i.«
Leg og lær
Det er tredje år i træk, at Positive Trace Festival finder sted.
Første år var der i alt 200 deltagere. Sidste år var der 300, og i år forventer Navus Event at 400 dukker op. Det viser, der er interesse for anden form for festival, men hvis publikumtallet en dag når 600, sætter de grænsen.
Det skal nemlig være til at overskue for både arrangørerne og naturen.
»Hele udgangspunktet for den her festival var, hvordan jeg kunne kombinere min interesse for festivalformatet, hvor man samler mennesker og inspirerer hinanden, samtidig med at man lære af hinanden og sætter et positivt aftryk på, der hvor man er.«
Blandingen af at arbejde i naturen side og side og fællesspisningerne er noget der tiltrækker en blanding af deltagere. Rigtig mange dukker op alene, fortæller Elisabeth Holt, samtidig er ca. 25 pct. af deltagerne internationale, da festivalen foregår på engelsk. Publikum er primært 25-35-årige og børnefamilier, men stort set alle aldre er repræsenteret.
Fælles for alle er interessen for den grønne dagsorden, natur og havebrug.