Fortsæt til indhold

Forældre føler sig presset af syge børn - mange har et problem

Småbørnsforældre falder i to grupper. Dem, der kan arbejde hjemme, når deres børn er syge, og dem, der ikke kan. Det viser undersøgelsen Forælderbarometer 2024.

Samfund
citathistorie: DM Akademikerbladet

For nogle småbørnsforældre er diskussionen en smule lettere, når de skal kæmpe om, hvem der skal blive hjemme med barn syg.

47 procent af forældre til børn mellem 0 og 6 år har mulighed for at arbejde hjemme, når deres barn er sygt. Samme antal har imidlertid ikke samme mulighed.

Det svarer forældrene selv i undersøgelsen Forælderbarometer 2024, der er lavet af fagbladet Akademikerbladet med hjælp fra analyseinstituttet Norstat.

Forskellige vilkår

Kigger man lidt nærmere på tallene, viser det sig, at forskellige faggrupper har forskellige vilkår, når det kommer til muligheden for at arbejde hjemme, når børnene er syge.

Således har 70 procent af akademikerne denne mulighed, mens det kun gælder 31 procent af dem med en erhvervsuddannelse.

En af de forældre, der har mulighed for at arbejde hjemme, er Jacobe Orry, der er redaktør for sociale medier på Det Kongelige Teater og mor til en dreng på tre år.

Hun har ret til barns første og anden sygedag, og skulle hun fortsat have brug for at blive hjemme, så kan hun tage en arbejdsdag hjemme, for i hendes team har de ret til en ugentlig hjemmearbejdsdag.

»Vi har meget gode forhold på det område. Vi kan melde ind, at vi arbejder remote den dag. Det betyder egentlig bare, at man er tilgængelig på mail og online, men at man sidder hjemme og arbejder,« fortæller hun til Akademikerbladet.

Føler sig presset

I DM er der mange medlemmerne med små børn, der føler sig presset af syge børn – og af livet med børn generelt. Det fortæller teamchef for karriererådgivningen, Cecilie Cohrt.

»Der fylder meget, at hverdagen er presset, og vi taler med en del medlemmer, der aktivt leder efter arbejdspladser, hvor de bedre kan få enderne i familielivet til at mødes,« siger hun.

Forældrene efterspørger fleksible arbejdstider og muligheden for at arbejde hjemme. Det gælder ikke kun, når barnet er syg, men ofte er det dem, der i forvejen arbejder hjemme, der også har muligheden, når børnene er syge, mens dem, der ikke i forvejen har den mulighed, også har svært ved at få lov, når barnet et sløjt, lyder der fra teamchefen.