Svær afsked - på trods: »Benny var klar til at dø«

»Benny var et meget viljestærkt menneske, der elskede livet. Han havde en klar forventning om, at vi skulle have fejret 1. maj sammen med gode partifæller, men han måtte erkende, at kræfterne var sluppet op,« fortæller Molly Thomsen, 90.

Søndag 5. maj sov Benny Thomsen, 97, stille ind. Mæt af dage og afklaret med, at det var forbi.

»Siden nytår havde jeg kunnet se, hvad vej det gik med Benny. Det er meget svært som hustru at se et menneske gå i forfald«

»De sidste uger var Benny sengeliggende. Han opdagede, at han ikke længere kunne komme op ved egen hjælp. Derfor tilbød hjemmeplejen ham en loftlift, men han takkede nej. Lørdag sagde han, at han ikke længere ville have sondemad. Han var klar til at dø, og allerede om søndagen fik han fred.«

Molly Thomsen trækker lige lidt luft ind og tørrer en lille tåre væk fra kinden. Hun byder på kaffe og varm kringle i havestuen i huset på Skovbakken i Ryomgård.

»Benny fik den afsked med livet, han havde ønsket. Han var ikke interesseret i, at vi skulle holde noget, for han havde bestemt for mange år siden at testamentere sin krop til forskningen.«

»Vi fik heldigvis overtalt ham til at måtte holde en mindehøjtidelighed i hans ånd. »Så okay da, men gør det nu ordentligt og uden at blive for højstemte,« bad han os om. Det synes jeg, vi levede op til,« siger en bevæget Molly Thomsen.

Næsten seks år

Molly Thomsen har store roser til overs for hjemmeplejen i Syddjurs Kommune, som de seneste næsten seks år er kommet fast hver dag i huset fra tre til otte gange.

Benny Thomsen fik, nærmest på et splitsekund, en hjerneblødning i eftersommeren 2018. Det betød indlæggelse på først Skejby Sygehus, senere Regionshospitalet i Randers, og ved udskrivelsen et ophold på Syddjurs Kommunes Rehabiliteringsafdeling i Tirstrup.

»Han kom sig aldrig, men han kunne fortsætte, hvor han slap, fordi han var så ukuelig. Derfor deltog han også i generalforsamlingen i Socialdemokratiets lokalafdeling her i Syddjurs i marts og i kredsgeneralforsamlingen i april. Han kæmpede til det sidste.«

Det var under opholdet i Tirstrup, at Molly Thomsens retfærdighedsgen blev vakt. Parret fik en faktura fra Syddjurs Kommune med et forlangende om betaling for mad, mens Benny Thomsen var visiteret til Tirstrup.

»Det syntes jeg var urimeligt. Ikke bare i Bennys tilfælde, men for alle. Jeg involverede Ældrerådet, og vi klagede til Syddjurs Kommune over, at en person, der var for rask til at være indlagt på hospitalet, men ikke rask nok til at være hjemme, skulle betale for maden. Det fik vi lavet om, men desværre gælder det ikke i alle kommuner. Jeg håber, at det kommer til at være ens over hele landet.«

Uhyre kompetente

Molly Thomsen har kun godt at sige, om de næsten seks år, hvor sygeplejersker og sosu-assistenter var en del af huset.

»Jeg vil rose sygeplejersker og sosu-assistenter for at være der for os under hele forløbet. Var der ting, vi ikke forstod eller gerne ville have lavet om, tog de en snak med os. Vi vidste godt, at de havde travlt og skulle videre på deres tur, men det mærkede vi aldrig.«

»Det er ikke for meget at sige, at hjemmeplejen leverede meget mere end lovet. Det var rart at mærke deres interesse og blik for hele familien. Det var også en sygeplejerske, der konstaterede, at jeg havde fået rosen på benene. Jeg troede bare, det var lidt udslæt, men de fik mig sendt til behandling, så jeg kunne få penicillin.«

»Det var også dem, der sørgede for, at jeg kom på hospitalet for to år siden, da jeg efter et fald brækkede fem ribben og havde meget ondt. Under opholdet fik Benny installeret en tilkaldetelefon, og de sørgede for rengøringshjælp, mens jeg var på hospitalet. De var på alle måder helhedsorienteret, som det vist hedder med et fint ord i dag.«

Noget af det, der hjalp Benny Thomsen allermest, var da en af de ansatte i hjemmeplejen sørgede for, at han fik et katapultsæde, så han selv kunne rejse sig fra en dyb lænestol.

Ligesom han nød den ugentlige fysiske træning på Rehab i Tirstrup, hvor en fysioterapeut sørgede for, at han fik lavet sine øvelser.

Sønnen Uffe, der siden 2021 har boet hos sine forældre sammen med sin hustru, kørte sin far frem og tilbage.

Uffe Thomsen har lovet sin mor at blive boende sammen med hende, indtil Molly Thomsen siger farvel.

Den sidste tid

Mens Molly Thomsen var indlagt, kom hjemmeplejen forbi otte gange dagligt. Hun husker, at Benny Thomsen ringede til hende på hospitalet fra tilkaldetelefonen og forklarede:

»Molly, jeg har så travlt, at jeg næsten ikke har tid til at snakke. Jeg skal tage mig af alle de damer, som er i huset.«

Molly Thomsen smiler. Hun har genoptaget sine aktiviteter på trods af, at synet er dårligt.

»Jeg kan se tv, hvis jeg sidder helt inde i fjernsynet,« klukler hun.

»Nej, bortset fra synet, har jeg det perfekt. Jeg har fået nye knæ, nye skuldre og nye håndled, men tager ingen medicin. Jeg går ikke så godt, men klarer mig, og hvis jeg går langt, tager jeg mine vandrestave i brug.«

I sommerferien drager hun til det sydlige Tyskland med bus. Hun ser frem til en otte dages skibssejlads på floden Mosel, et område, hun og hendes ægtefælle ofte har besøgt som feriemål.

Hun vender tilbage til den sidste tid, som hun og Benny Thomsen havde sammen.

»Efter hjerneblødningen for godt fem år siden, kunne Benny ikke længere indtage fast føde, fordi han var lammet i halsen. Derfor fik han sondemad. Han kunne spise lidt derudover, fisk f.eks., men han skulle tænke sig godt om.«

»I begyndelsen kunne han gå en tur rundt om huset, men det kunne han ikke på det sidste, hvor hjemmeplejen var har fast otte gange dagligt. Vi kunne ringe til dem om natten, hvis hans kateder var ved at stoppe til. Hvis det ikke blev tømt, kunne han få en meget smertefuld blærebetændelse med høj feber. Jeg har da et par gange sagt farvel til ham, fordi vi troede, at nu var det forbi.«

»Tørre røv«

Fra afdelingen af mere muntre episoder, husker Molly Thomsen, en dag, hvor en sygeplejerske bramfrit fik sagt: »Jeg er ikke uddannet til at tørre røv på folk.«

Underforstået, at det er sosu-assistenternes job.

»Det grinede vi siden meget af, og jeg fik et meget varmt og tæt forhold til den pågældende sygeplejerske, som oplevede af hendes mormor døde, mens hun kom hos os. »Så må du være min reservemormor,« sagde hun til mig, og sådan blev det,« griner Molly Thomsen.

»Hurra for hjemmeplejen. De har været der for Benny og for mig under hele forløbet med et nærvær og en professionalisme, som jeg ikke kan rose nok. Det er så velfortjent.«

Helt i sin afdøde husbonds ånd tager hun fat om livet igen.

Molly, født og opvokset i et indremissionsk hjem på Falster, glæder sig til, at se hvad dagen i morgen bringer. Døden kommer, når den kommer.

Når det sker, har hun på samme måde testamenteret sit legeme til forskningen. Hun er medlem af folkekirken og går jævnligt i kirken for at finde roen og tanke op, men en kirkelig bisættelse takker hun nej til.