Fra konkurs til koncertsucces på Mols
I Mols Bjerge er Hotel Fuglsøcentret blevet symbolet på nyt liv og vækst, takket være en visionær ledelse.
Der var fire kandidater til at modtage prisen som Årets erhvervsvirksomhed i Syddjurs: Hos Walter - Vin, ost & specialiteter, Ebeltoft, Brdr. Thorsen I/S, Nimtofte, Vahle Døre A/S, Mørke og Hotel Fuglsøcentret A/S.
Formand for Erhvervs- og planudvalget Kasper Kolstrup (C) og næstformand Ole Sønderskov Hansen (A) forestod seancen med at forklare og afsløre ved sidste uges erhvervsarrangement på Rønde Højskole med Syddjurs Kommune som arrangør.
Kasper Kolstrup havde et par personlige kommentarer til de to førstnævnte af kandidaterne, før han gik direkte til afsløringen, at den første vinder af den nystiftede pris, som Erhvervs- og planudvalget har fuldstændig hånd og halsret, går til Hotel Fuglsø Centret A/S.
Direktør Peter Brinks kom på scenen og modtog diplom, blomster og en check på 5.000 kroner til et fælles medarbejderarrangement.
»Det er en utrolig stor anerkendelse af mange menneskers indsats siden begyndelsen i 2011-2012, hvor Lauge Dehn overtog ejerskabet,« siger Peter Brinks, der selv trådte til som direktør efter, at Lauge Dehn havde købt Fuglsøcentret.
Prisen hylder lokale virksomheder i Syddjurs Kommune, der excellerer inden for bæredygtighed, grøn omstilling, innovation, produktudvikling, turisme, lokalsamfundets udvikling, vækst med nye arbejdspladser eller positiv omtale af kommunen.
Formålet er at anerkende og fremhæve virksomheder for deres bidrag til både lokal udvikling og tiltrækning af nye borgere.
Kasper Kolstrup lod forstå, at man i udvalget havde sat flueben ud for alle priskriterierne i tilfældet Hotel Fuglsøcentret.
Vokseværk
Historien om Hotel Fuglsøcentret er, som rubrikken til artiklen fortæller det i kortform.
En succeshistorie båret oppe af en ejer og en klar strategi.
Hotel Fuglsøcentret har årligt cirka 80.000 besøgende gæster til konferencer, seminarer og ikke mindst koncerterne, som har været noget af gennembrud for stedet.
Centret beskæftiger cirka 120 medarbejdere, lig med cirka 70 fuldtidsansatte.
»Vi har en yderst loyal medarbejderstab. Omkring 99 pct. af de dem, der var med fra starten, er fortsat hos os, og det er vi meget stolte af,« siger Peter Brinks.
Hotel Fuglsøcentret har plads til cirka 350 overnattende gæster og kan i enkelte tilfælde, hvis man presser citronen huse op imod 500 gæster. Det kræver, ifølge direktøren, at der bliver sat en seng mere ind på værelserne.
Det var stort da Kim Wilde gav koncert her 1. juni og faktisk blev her et par dagePeter Brinks
Godt koncertry
Stedets ry som koncertsted, og som et hus, hvor både danske og udenlandske kunstnere gerne vil spille, fordi de spiller for et modent publikum, der er kommet for at lytte og ikke for at drikke øverste etage ud i alkohol, har været voksende.
»Vi kan nu huse 1.000 siddende gæster og 1.200 til en stående koncert,« siger Peter Brinks, som selv booker de navne, der er på plakaten.
Repertoiret er meget bredt, og sådan må de være for et spillested, der udelukkende lever på markedets betingelser.
Peter Brinks har fortalt om dengang Søs Fenger skulle give koncert på Hotel Fuglsøcentret som den første, og der blot var solgt 25 billetter. Det er en historie, som er sjov at mindes anno 2024.
»Vi får ikke offentlig støtte på nogen måde i modsætning til mange andre spillesteder i landet. Det kan man mene om, hvad man vil, men vi indretter os efter betingelserne,« siger Peter Brinks.
»Det var stort da Kim Wilde gav koncert her 1. juni og faktisk blev her et par dage. Hun fik endda tid til at bade her,« fortæller en stolt direktør.
Kim Wilde, der i en yngre udgave, har været på seks Europa- og verdensturneer og bl.a. har været indforskrevet som ’Special guest’ for selveste Michael Jackson i 1988 og ingen ringere end David Bowie i 1990.
Peter Brinks erkender, at repertoireplanen er meget bred, men som Danmarks største kommercielle spillested er der ingen vej udenom.
»Jeg synes, der har været mange store koncertoplevelser i de mere end ti år, hvor jeg har haft ansvaret. Det er svært at fremhæve enkelte, men det er rart at kunne glæde sig over, at mange af artisterne gerne kommer igen.«
Fuglsøcentret flyver jævnligt pænt store engelske navne, der har haft deres musikalske storhedstid og som nu kalder på nostalgien, til Mols.
Sebastians efterår
En af de kunstnere, som Peter Brinks kunne have fremhævet med god ret, er Sebastian, der har spillet på Fuglsøcenteret flere gang efterhånden.
Det er svært at pege på en dansk kunstner, der har et mere omfattende katalog af sange end Sebastian, årgang 1949
Sebastian er blevet en ældre mand, men hans sange fremstår fortsat lyslevende, fordi de har en tyngde og fylde, der bør give de fleste af nutidens unge kunstnere noget at tænke over.
Sebastian har til sine koncerter i bakkerne ude på Mols vist, at hans fingerspil på guitaren fortsat er intakt, og mange års rutine fornægter sig ikke, når stemmen skal ud i områder, hvor den tydeligvis har bedst af at holde sig fra.
Det lange lys
Hotel Fuglsøcentret omsætter for nuværende for cirka 40 mio. kroner eks. moms. I løbet af to-tre år vil dette tal vokse med 50 pct. til 60 mio. kroner, vurderer Peter Brinks.
»Vi har en klar strategi, og vi har en ejer, der kigger langt ud i fremtiden. Vores nuværende koncept skal der ikke pilles ved, det skal blot udbygges endnu mere, og det er der basis for.«
Peter Brinks værdsætter, at man har en ejer som ikke kun har »vanvittige krav til økonomien og indtjeningen«, men også betoner vigtigheden af som virksomhed at udvise social ansvarlighed.
»Strategisk fokuserer vi fortsat på fire nøgleområder: privatfester, kurser og konferencer, ferieophold samt koncerter.«
Ejeren, Lauge Dehn, overtog i 2014, alle aktier i Fuglsøcentret og blev eneejer.
Dehn, som havde været bestyrelsesformand i Hermod Ejendomme A/S fra 2011 til 2014, så et stort potentiale i centrets stigende omsætning og overtog det fulde ejerskab med et ønske om at fremtidssikre det midt i Nationalpark Mols Bjerge.
Hermod Ejendomme overtog centret i 2011 fra DGI, der byggede det som Fuglsølejren for 70-80 år siden. Stedet har en historie, der går tilbage til 1880-erne som skydeområde for den danske hær.
Dehn, uddannet cand. scient. pol fra Aarhus Universitet, fyldte 74 den 11. juni, har i en lang årrække været aktiv på flere fronter i erhvervslivet og med økonomisk succes.
Lauge Dehn Holding ApS kunne således præsentere et overskud for perioden 1 januar 2023 til 31 december 2023 på 27,9 mio. kroner.
Mere ro på
Da Peter Brinks fyldte 50 for fem år siden, gjorde han regnestykket op.
Han havde dengang skiftet bopæl hele 29 gange i sit hidtidige liv.
Peter Brinks vedgår gerne, at han er en en søgende og nysgerrig sjæl, der gerne vil prøve sig selv af i forskellige sammenhænge. En fastholder med rastløs livsenergi.
Kollegaer i branchen rystede på hovedet, da Peter Brinks 1. marts 2012 satte sig i direktørstolen på Fuglsøcentret langt fra alfarvej.
»Jeg tror ikke, der var mange, som forstod, hvorfor jeg sagde ja til at prøve kræfter med hoteldrift på Mols langt væk fra alting. De anså det for en umulig opgave,« udtalte Peter Brinks dengang til Adresseavisen.
Han har et CV, hvorpå der står chefposter hos blandt andet Hindsgavl Slot, Fleggaard Koncernen, Best Western Saxildhus Hotel og Severin Kurssuscenter A/S.
Et smut forbi Maersk Air, i fem år, har han også nået, men egentlig startede karrieren som natportier og opvasker på Hotel Scandic Olympic i Esbjerg efter, at et jura-studium på Aarhus Universitet var blevet droppet efter fire måneder.
Studenten kunne simpelthen ikke sidde stille og lærte for lidt.
»Jeg har ingen formel uddannelse med papirer og hele svineriet, men jeg har formået at arbejde mig op i branchen ved hårdt slid, og fordi nogle mennesker havde tillid til, at jeg kunne løse opgaverne,« lød det nøgternt fra Peter Brinks ved indgangen til sit femti år.
Han blev direktør første gang i en alder af 29 somre.
Det ser ud til, at han har fundet roen ude i Nationalpark Mols Bjerge og ikke skal videre herfra med det første.