Staten afsætter millioner til udvidelse af Aarhus-cykelsti
Aarhus Kommune har fået næsten fire millioner kroner i tilskud.
Aarhus Kommune får næsten fire millioner kroner af staten til at udvide cykelstierne på begge sider af Århusvej/Oddervej.
Det fremgår af en pressemeddelelse fra Transportministeriet.
I alt lyder tilskuddet på 3,8 mio. kr. til projektet, der er budgetteret til 7,7 mio. kr..
Der er tale om eksisterende cykelstier på en 1,2 km. lang strækning, som forbinder Malling med kommunegrænsen mod Odder, og stierne på begge sider af vejen skal udvides til en bredde på to meter.
Milliontilskuddet kommer fra statens cykelpulje, som forligskredsen bag Infrastrukturplan 2035 har aftalt at afsætte tre milliarder kroner til.
Forligskredsen har netop besluttet at udmønte 226 mio. kr. i støtte til 62 projekter cykelsti-projekter.
Kommunerne kan få op til 40 procent af anlægssummen i tilskud, dog kan cykelprojekter på skoleveje og mellem to kommuner få op til 50 procent i tilskud.
Kommuner har sammenlagt indsendt 118 projekter, og Vejdirektoratet har efterfølgende vurderet hvert enkelt projekt ud fra den positive effekter for cykeltrafikken.
Karsten Lauritzen, der er direktør for Dansk Industri Transport, fortæller til Ritzau, at man bør gøre mere for at øge cyklismen i Danmark.
»Det er dejligt, at man nu udvider nettet af cykelstier, men cyklismen falder desværre stadig på trods af politiske ønsker om det modsatte. Derfor bør de fremtidige investeringer i cykelstier, som allerede er aftalt i Infrastrukturplan 2035, fremrykkes som led i den nye cykelstrategi,« siger han.