Holger fylder 100 år: »Det er ikke noget, jeg spekulerer meget over«

Det er tydeligt, da Holger Mygind bevæger sig op ad Hovedgaden denne onsdag formiddag, at folk i Rønde ved, hvem han er.

»Hej Holger«, »Så blev det onsdag igen«, »Nyder du det gode vejr«, lyder hilsnerne fra de folk, han møder på sin vej.

Det kniber desværre lidt med synet, så han kan ikke altid se, hvem han passerer, men så har han sin gode ven Jane Sørensen, aktivitetsmedarbejder ved plejehjemmet Lillerupparken, lige ved siden af.

Siden Holger Mygind flyttede ind på plejehjemmet i Rønde for fem år siden, har de to haft et særligt makkerskab.

»Var det Hannes datter?« spørger han, og hun bekræfter.

Jane Sørensen er ikke med på turen, fordi han ikke kan gå selv. Det gør han nemlig med sin fars gamle spadserestok hver eneste dag og gerne flere gange om dagen, så han ofte runder de fem kilometer.

Han er åndsfrisk som få i den alder, og bortset fra det dårlige syn, som irriterer ham grænseløst, så kan man ikke se det, hvis man ikke ved det.

Holger Mygind, som denne dag traver gennem byen i sine sandaler, der afslører strømper med hotdogs på, er fyldt 100 år 30. juni.

Ikke noget som en Scania

Han blev født i Ørum, hvor han gik i skole og arbejdede i landbruget. Da han blev 17 år, fik han gigt i armene, som tvang ham ikke bare til at ligge på sygehuset i Grenaa i otte uger, men også til at skifte karriere.

Det gjorde han nogle gange, og ofte var det tilfældigheder og hjælp fra andre, der tog ham fra job til job.

Lytter man mellem linjerne, når han fortæller om sit arbejdsliv, så er der noget, der tyder på, at folk har kunnet lide Holger, som uden tvivl har været både flittig og trofast.

Lægen på Grenaa Sygehus skaffede ham for eksempel et portørjob. En anden bekendt skaffede ham et job som postbud, og en gammel skolekammerat fik ham ind i den branche, han endte med at være i i langt størstedelen af sit arbejdsliv, nemlig som lastbilchauffør.

Og lige præcis lastbiler kan få hans mund på gled. Ikke, at den står stille ret lang tid ad gangen, men her kan man mærke en ekstra stor begejstring.

Han kan huske alle de lastbiler, han har kørt i gennem tiden, de fleste af årene for Djurslands Korn ved Trustrup, og der er ingen tvivl om, at lastbilmærket Scania var hans favorit.

Han mødte sin Kirsten i København, hvor han boede nogle år, inden de vendte tilbage til Djursland og blev gift i 1950.

De slog sig ned i Nimtofte og fik fire børn, hvoraf to desværre ikke er her mere.

Heldigvis er der stadig to drenge, som ringer hver dag og får en snak med deres far om, hvad de hver især har lavet. Og der er også seks børnebørn og 14 oldebørn, hvoraf den ene blev student for få dage siden, og selvfølgelig var det Holger, der satte huen på.

Kirsten Mygind gik bort i 2019.

Årene inden var hun syg og skulle på plejehjem i Ryomgård. Hun ville under ingen omstændigheder af sted uden Holger, så han flyttede med.

Da plejehjemmet lukkede, rykkede han til Lillerupparken, hvor han har fået et værelse i en af de nye bygninger. Og her er han godt tilfreds. Også her. Man får en fornemmelse af, at han egentlig altid har været godt tilfreds. Ikke stillet de store krav til livet, men arbejdet flittigt, passet på sin familie og gjort sine ting for at holde sig i gang.

Og sådan gør han stadig.

Da han kommer frem til Meny i Rønde, hvor han hver onsdag henter de blomster, som butikken donerer til plejehjemmet, siger han på vej ind ad døren:

»Det handler om at gøre gavn og holde sig i gang. Så skal det hele nok gå.«

Han tager en kurv og bevæger sig ned gennem hele Meny til baglokalet, hvor han er ventet af medarbejderne.

»Vi finder blomsterne med det samme, Holger,« siger en af dem.

Få minutter senere går Holger Mygind ud af Meny, trækkende en kurv fuld af blomster efter sig.

Han sætter solbrillerne på plads, joker med Jane om, at de er solbrillebanden, og træder ud i strålende solskin. De bliver enige om at gå en omvej gennem parken.

En kurv af blomster

Den første person, Holger Mygind mødte, da han trådte ind på plejehjemmet i Rønde 2019, var Jane Sørensen.

Hun har lært ham at kende som en hjælpsom og omsorgsfuld mand.

»Du burde faktisk næsten få løn for alle de ting, du gør nede i Lillerupparken,« griner hun, mens Holger parkerer blomsterkurven, og de sætter sig og får en lille puster ved et bord-bænke-sæt.

Hver dag dækker han op til aftensmad til 12 personer. Det er også ham, der sørger for, at stolene står, som de skal, hver gang der er arrangement eller aktivitet i hjemmets fællessal.

»Når der er banko, skal stolene stå på en måde, og på en anden måde, hvis det er koncert eller stolegymnastik,« forklarer han.

Jane Sørensen siger til ham, at det er en stor hjælp, men han affejer hende med et beskedent smil.

Den stille stund under træerne inviterer til en snak om, hvordan det er at blive 100 år, men her er Holger Mygind knap så snakkesalig, som når det handlede om Scania.

»Det er ikke noget, jeg spekulerer så meget over.«

Næste spørgsmål er også en klassiker; nemlig om han har et godt råd til, hvordan man bliver så gammel.

»Det ved jeg ikke. Jeg bevæger mig, ryger lidt tobak og holder mig fra grøntsager, men det kan du nok ikke skrive i avisen,« siger han, og de griner begge to.

Pausen er slut, Holger og Jane bevæger sig gennem parcelhuskvarteret og tilbage til Lillerupparken. Han finder sit værelse, peger og fortæller om børne- og oldebørnene.

Da vi siger farvel, står han med piben i hånden. Han skal have sig lidt tobak, inden dagens næste gøremål går i gang. Der skal være musik i fællesrummet senere på dagen, og det er selvfølgelig Holger, der skal sætte stole op.

»Så går der jo tid med det,« afslutter han.