Fortsæt til indhold

Det sidste kryds er sat ved Bolle: Eks-borgmester afviser at stille op til regionsrådet

Tidligere borgmester i Syddjurs Kommune Ole Bollesen drømmer ikke om et politisk comeback. Dertil smager morgenkaffen og havluften lidt for godt.

Samfund

Man kan tage manden ud af politik, men ikke politik ud af manden.

Dette omformulerede James Dean citat passer måske ikke på den mytiske filmrebel. Det passer til gengæld på den mand, der stoppede som borgmester i Syddjurs Kommune 1. januar 2022, Ole Bollesen.

For selvom de i dag er 2,5 år siden han sagde endegyldigt farvel til kommunalpolitik, så følger han i den grad med på sidelinjen, og er stadig meget engageret i sit lokalsamfund.

Alligevel drømmer han ikke om et politisk comeback.

På trods af at to amerikanske præsidentkandidater kunne indikere det modsatte, så mener han nemlig selv, at han er blevet for gammel.

Og så er tilværelsen med morgenkaffe, sejlture og børnebørnsbesøg lidt for sød at sige farvel til.

Stadig engageret

Siden Ole Bollesen stoppede som politiker, har han forsøgt at drosle ned på de mange bibeskæftigelser, der følger med hvervet.

Selvom han med egne ord ikke har kastet sig »ud i en hel masse projekter,« siden sit farvel, så afhænger det nok af øjnene der ser.

Hver tirsdag er han nemlig stadig instruktør for det gymnastikhold, han har været en del af siden 1980. Samtidig er han bestyrelsesmedlem i sit lokale vandværk på 25. år.

»Jeg synes, det er rigtig spændende at sikre en god drikkevandskvalitet til borgerne. Det tror jeg, rigtig mange går op i. Det er ikke en selvfølge rundt om i verden, at man kan få friskt vand. Vi har noget familie i Sorø. Når de er på besøg, så siger de: nu skal vi have Mols-vand. Godt vand er vigtigt.«

For få måneder siden, blev Ole Bollesen også udpeget af byrådet i Syddjurs Kommune som bestyrelsesformand for Syddjurs Gymnasium.

Det var naturligt for ham at sige ja til.

»Det synes jeg ligesom, jeg var nødt til. Det er jo min gamle arbejdsplads, så det er også ret spændende at følge med i.«

Nyder friheden

Det skal ikke komme til at lyde som om, at Ole Bollesen stadig har fuld tryk kedlerne.

Det er nemlig noget af det, han sætter stor pris på ved sin nye tilværelse.

»Først og fremmest nyder jeg, at kalenderen ikke er så hårdt booket. Det giver jo en frihed, og det oplever alle når de går på pension.«

Som borgmester er kalenderen tætpakket med arbejdsmæssige forpligtelser.

Nu går tiden i stedet familie, fred og ro.

Når man interesserer sig for politik, interesserer man sig ikke kun for lokalpolitik . Man interesserer sig også for Christiansborg og for resten af verden. Det er min erfaring.
Ole Bollesen

»Jeg har tre voksne børn og seks børnebørn, hvoraf de fire bor lige i nærheden. Dem får vi da heldigvis jævnligt besøg af. Det er en stor glæde. Bare det at opleve, hvordan børn får sig et sprog; hvordan de lærer det. Det er fantastisk.«

Udover familien nyder han og konen deres daglige gåture

Som mangeårig idrætslærer med en kandidatgrad i idræt er fysisk aktivitet og velvære noget, der interesserer ham meget.

»Jeg tror ikke, at man kan sætte lighedstegn mellem at fordi vi får 25 pct. flere ældre, så stiger sundhedsudgifterne også med 25 pct. Jeg tror de generationer af pensionister der er nu, og som er på vej, er mere bevidste om fysisk aktivitet, sundhed osv. Det viser tallene os.«

Det er tydeligt at høre, at politikeren i Ole Bollesen stadig er i fuld vigør.

Følger stadig med

Selvom Ole Bollesen har været aktiv politiker i 20 år, så mener han ikke selv, at han har haft svært ved at give slip på byrådssalen.

»Jeg havde jo selv meldt ud, at jeg ville gå af. Og jeg havde også alderen til det. Det var et planlagt generationsskifte.«

Alligevel følger han stadig i høj grad med i politik.

»Når man interesserer sig for politik, interesserer man sig ikke kun for lokalpolitik . Man interesserer sig også for Christiansborg og for resten af verden. Det er min erfaring.«

Udefra har han med fornøjelse fulgt sit gamle parti – både lokalt og internationalt.

»Jeg er stor fan af både Niels Fuglsang og Michael Stegger.«

Særligt hans arvtager har imponeret ham meget.

»Nogle af de ting jeg ikke selv formåede, dem er han god til. Han er god til at komme ud til folk og ved, hvad der rører sig.«

Han har da også været bevidst om ikke at blande sig for meget i den nye borgmesters arbejde.

»Hvis han ringer, forsøger jeg at give et godt råd, men det er nu ikke sket ofte. Det er jo en balancegang – også ift. de nuværende byrådsmedlemmer. Jeg har været meget bevidst om ikke at lege kloge Åge og overskride en eller anden grænse.«

Savner du det?

»Njaa .. Min kone og jeg deltager jo i Socialdemokratiets årlige generalforsamling, og så har vi også lige sat valgplakater op ifm. Europaparlamentsvalget.«

Det er da heller ikke bare sådan lige til at skære forbindelsen til noget, der har været en stor del af ens liv, forklarer han.

Det daglige personale på rådhuset var jo blevet mine gode venner, så jeg har været forbi et par gange med kringle og drukket morgenkaffe,« griner han.

Nej til comeback

Udover politik så har idræt også været en stor del af Ole Bollesens liv.

Han begyndte til gymnastik i AGF som syvårig.

Fra 1975-1977 læste han idræt på Syddansk Universitet, hvilket han fulgte op med godt 40 år som idrætslærer på Syddjurs Gymnasium.

Derfor har han for mange været et oplagt bud på en socialdemokratisk kandidat til regionsrådet fra Syddjurs Kommune.

Det er da heller ikke grebet ud af den blå luft, afslører han.

»Det har jeg takket pænt nej til. Interessemæssigt synes jeg, det kunne være rigtig spændende, men jeg synes, jeg er for gammel – amerikanske præsidenter ufortalt,« siger han med et smil.

Selvom interessen for politik er uforandret, så er fokus nu rettet mod at leve det gode liv.

»Vi rejser en del. Vi bliver for det meste altid i Danmark om sommeren, men vi har været i USA et par gange. Måske vi gerne vil dertil igen. Ellers sejler jeg kapsejlads om tirsdagen. Der er masser at tage sig til.«